Kampen mod sorgen

Alt håb er ude

Fredag 22/9-17

I dag startede ud som alle de andre dage. For lidt søvn og en farmor der igen var i snakkehumøret. Vores gå tur var der ikke så meget ved, ingen af os sagde rigtig noget og skole, ja gid jeg ikke behøvede at tage derhen. Hver dag var jeg overbevist om at nu måtte de da have hørt det, min mor havde jo ringet ind til kontoret så hvorfor vidste mine lærer ikke noget om det. Det var virkelige frustrerende, at tage i skole og hver dag og frygte at i dag ville de komme og hive fat i mig, for at snakke om det hele.

Min venindes forældre havde fundet ud af at hun havde planer om at tage væk et stykke tid. De var ikke blevet særlig begejstret for det og havde forlangt at hun tog hjem i stedet for. Hvilket hun selvfølgelig ikke havde nogen intentioner om at gøre. Jeg burde nok have talt hende fra det, sagt at hun burde gøre som hendes forældre sagde, men jeg havde ikke noget overskud til at tænke på andre problemer end mine egne.

Da jeg efter skole mødte Sofia, fortalte hun mig så det jeg havde frygtet allermest. Hans hjerne havde taget skade, vi vidste endnu ikke hvor meget, men det så ikke lyst ud. Så det håb der var blevet tændt i mig i går, var blevet slukket før det overhovedet kunne nå at give nogen som helst form for glæde.

Jeg gik direkte ind på mit værelse da jeg kom hjem. Jeg tilbragte langt det meste tid inde på mit værelse og sådan var det i lang tid efter. Hver weekend efter det her tilbragte jeg hele dagen i sengen, jeg havde overhovedet ikke noget overskud til at skulle stå op af sengen, kun lige for at få aftensmad hver dag og efter det, var det tilbage i seng.

Lørdag 23/9-17

I dag tog vi igen op til min lillebror, men det var ikke noget lykkeligt besøg. Vi var her for at sige farvel. I dag ville blive den sidste dag, jeg ville se Henry. Da vi kom mødte vi vores moster og far, de tog os med hen i et lille rum. Jeg sad på en stol sammen med Silja imens jeg hørte på hvad de sagde. De sagde at de ikke troet på at han ville klare den, at selv lægerne ikke troet på at der var noget håb for ham. Jeg blev så vred, hvordan kunne de bare give op nu, ja det så måske ikke lyst ud, men jeg ville ikke give op. Jeg kunne ikke bare give op på ham. Jeg nægtede at tro på hvad de sagde, selvom jeg godt vidste at det var sandt.

Da vi kom derind sad min mor på en stol ved siden af ham og holdte ham i hånden. Da vi kom ind vendte hun hovedet hen imod os. Hun så meget træt ud, hun havde nok ikke fået sovet særlig meget det sidste stykke tid. Vi placerede os rundt omkring sengen og fik hver en salmebog og så sang vi ellers nogle forskellige salmer, den lokale præst var der også. Det blev ikke noget skønsang, selv kunne jeg knap nok læse teksten for tårer.

Da vi kom hjem var der ingen af os der havde lyst til at være alene så vi satte os alle sammen oppe i stuen og så en film sammen. Jeg var konstant bange for at høre vores bil dreje ind ad indkørslen, for jeg vidste at det ville betyde at alt håb var ude. Mine forældre ville nemlig aldrig forlade ham, hvis der stadig var bare den mindste smule håb. Da kl. nærmede sig 12 om natten, hørte jeg vores bil. Nu var det for alvor slut. Det endte med at vi så en mere film, før vi gik i seng.