Kampen mod sorgen

Indre Dæmoner

Jeg skyndte mig op på mit værelse da jeg var kommet hjem. Skyndte mig at gå ind på mit værelse og kravle ind under dynen, selvom jeg havde en masse lektier som jeg burde lave, men jeg orkede ikke. Jeg orkede i det hele taget ikke noget som helst. Jeg ville bare ligge der i sengen resten af mit liv, men sådan kunne det ikke blive. Nej! Der var skole der skulle passes og så var jeg også nødt til at vise for mine yngre søskende, at det nok skulle gå, at de bare skulle være stærke. Jeg følte at jeg var nødt til at være en støttepæl for dem og at jeg derfor var nødt til at skjule min sorg så vidt som muligt.  Sådan lå jeg indtil vi skulle have aftensmad, med mine egne tanker. 

Aftensmaden var ikke noget af en fest, vi sad alle og spiste i tavshed eller det var nok det vi alle foretrak, men vores farmor skulle absolut prøve på at lette stemningen. Ugh, jeg ville ønske hun ville lade være. Man kunne tydeligt mærke nervøsiteten i luften, for at det skulle ske igen. Jeg var så bange for at det samme skulle ske for Silja. Jeg sad og holde øje med hende ud af øjnekrogen. Efterhånden som de blev færdig med at spise gik de fra bordet, selv ventede jeg til at alle var færdige og begyndte derefter at rydde af bordet.

Da jeg var færdig med at rydde af bordet, gik jeg direkte op på mit værelse igen. Jeg kunne høre, hvordan min farmor snakkede med mine søskende om, at de gerne måtte blive hjemme fra skole i morgen og det sagde de alle sammen ja til. Selv sagde jeg nej. Jeg magtede ikke at skulle tilbringe så meget tid i huset omgivet af alt den sorg der var i luften. Jeg havde brug for at komme væk. Væk fra det hele.

Jeg sad inde på mit værelse, alene med mine tanker. Jeg kunne ikke få billederne af Henry ud af hovedet, jeg blev ved med at se ham for mig, hvordan han lå der på hospitals sengen, så stille og kold, ligeså kold og stille som et lig og så ud af det blå ville han få små krampeanfald. Jeg lukkede øjnene i håb om at minderne ville forsvinde, men det gjorde de selvfølgelig ikke. Det endte med at jeg bare sad i min seng med armene rundt om knæene og vippede frem og tilbage, imens jeg prøver at holde minderne og tankerne på afstand, men uanset hvad jeg gjorde, så var de der altid, klar til at overfalde mig når jeg lukkede øjnene for at hvile dem lidt. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad sådan her, men jeg er overbevist om at det må have været flere timer, indtil jeg til sidst faldt i søvn af udmattelse.   

"Henry! Henry! Jeg kan ikke tro det, er det virkelig dig" Jeg tog Henry op i min arme og holde ham tæt indtil mig. Til sidst begyndte han vride sig i min arme, så jeg satte ham ned igen. Han begyndte at gå væk fra mig, så jeg fulgte efter ham. Det hele blev mørkt og jeg kunne ikke længere se Henry, jeg fortsatte frem stille og roligt, i det jeg hørte et skrig. Henry!? Jeg begyndte at løbe hen imod hvor skriget var kommet fra, til sidst var jeg i et mørkt rum, øverst på en af væggene var der et lille rundt vindue, fra det kom der en smule lys ind. Jeg kiggede rundt i rummet, kneb øjnene sammen og prøvede at skelne alle skyggerne fra hinanden, indtil jeg fandt hvad jeg søgte, der på gulvet var der et omrids af noget der godt kunne ligne en lille dreng. Jeg løb der hen og til min frygt fandt jeg Henry der, kold og livløs. Jeg knælede ned ved siden af ham, tog ham op i mine arme og knuget ham ind til mig. Tårende flød fra mine øjne. Jeg var ikke længere bevist om mine omgivelser, det eneste jeg var fokuseret på var Henry. "Det er din skyld det her" hørte jeg en rug stemme sige "Du kunne have reddet ham" fortsatte stemmen. I starten troede jeg at det var mine egne tanker, men der gik ikke lang tid før jeg opdage at jeg ikke længere var alene i rummet. Jeg løftede hovedet og begyndte at lade blikket flakke rundt i rummet for at finde ud af hvor stemmen var kommet fra. "Hvem er du? Vis dig selv" sagde jeg mere grådet end jeg havde håbet, men det virkede før jeg vidste af det var jeg omringet at fem kutteklædte væsner. Jeg lagde Henry fra mig og rejste mig op. "Hvem er I!?" Sagde jeg denne gang med den kraft i stemmen som jeg ønskede "Er det jer der har gjort dette!? Svar mig!" fortsatte jeg. "Ha os? Gjort dette? Næ nej dette er dit eget værk. Dette har DU gjort" svarede det væsner der stod lige overfor mig  "Du lyver! Jeg ville aldrig skade Henry. Jeg har ikke gjort dette!" svarede jeg og kvalte et hulk "Det er noget du tror. Luxy du er svag, du gav efter for dine indre dæmoner, os. Du kunne have reddet ham, hvis du havde været stærk, hvis du havde vendt os ryggen, men i stedet valgte du at ofre din egen bror for at tilkalde os. Dette er dit værk. Dette er din vilje. Inderst inde er du klar over det, så stop med at benægte det" sagde den samme dæmon som havde svaret mig tidligere "Nej! Nej, det må ikke være sandt, det kan ikke være sandt. Jeg ville.. aldrig gøre.." Jeg stoppede i tvivl om de rent faktisk talte sandt, jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg løb, løb så langt jeg kunne, men hvor end jeg løb hen så var de der altid "Vi er en del af dig, du kan ikke flygte fra os".

Jeg vågnede op, badet i sved rystet over hvad jeg lige havde drømt. Jeg tog min mobil frem klokken var 3, jeg havde nok ikke sovet meget mere end 4 timer. Jeg endte med at sidde med armene rundt om knæene igen og vippede frem og tilbage, jeg turde ikke at lægge mig til at sove igen. Det endte dog med at jeg til sidst faldt i søvn.