Kampen mod sorgen

Sandheden må frem

Søndag 24/9-17

Denne her dag bestod egentlig bare af begravelse forberedelser. Vores forældre spurgte os om vi havde nogle ønsker til hvilke sange vi skulle synge og sådan.

Mandag 25/9-17

Så nu er det nu det sker. Jeg har fejlede, der vil nok ikke gå lang tid før, de vil komme og fjerne os eller nok ikke mig, men mine yngre søskende, de ville nok starte med Silja så Mila og så bare fortsætte. Jeg besluttede mig for at jeg lige så godt kunne fortælle mine lærer hvad der var sket, så da den først time begyndte gik jeg op til min lærer og sagde at jeg var nødt til at snakke med ham. Han spurgte om det kunne vente til efter timen og jeg sagde at det kunne det godt. Det ville jo ikke ændre noget om det var nu eller om 2 timer han fik det at vide. Da timen så var slut, gik jeg med ham ind i lokalet lige ved siden af og fortalte ham så alt der var sket. Jeg kunne ikke gøre for det, men jeg begyndte altså at græde. Til min store overraskelse kunne jeg se, at han også græd, ikke lige så meget og ukontrolleret som mig, men han græd altså. "Men altså han er død nu" spurgte han da jeg var færdig med at fortælle det hele. Hvad var det lige for noget at spørge om, havde jeg ikke lige brugt et kvarter på at forklare ham om hvordan han døde. Havde han da slet ikke hørt efter. "Ja, han er død" svarede jeg bare. Han sagde at det var han ked af at høre og at jeg bare kunne blive herinde så lang tid som jeg havde behov for. Jeg takkede og spurgte om han ikke ville sende Freja, Andrea og Malene herind. Det var på tide at de fik af vide hvad det var der foregik.

Efter 5 minutter kom de ind, min lærer havde skånet mig for at skulle forklare det hele en gang til, så inden de kom ind til mig, havde han allerede fortalte dem, hvad der overordnet var sket. De var alle fuldstændig tavse og sagde ikke noget. De så alle meget triste ud og instinktivt prøvede jeg at finde ud af hvordan jeg kunne "trøste" dem, men inden jeg nåede særlig langt, gik det op for mig at det ikke var dem der skulle trøstes, men mig noget jeg virkelig ikke var vant til. Jeg begyndte lige så stille og slappe af, de spurgte om hvordan det var sket. Jeg forklarede dem det så, ikke helt så detaljeret som før. Da jeg var færdig sagde Malene "Det er derfor, at vi ikke lade mine yngre brødre gå på trappen når de spiser". Jeg blev sønderknust, det var lige præcis dette jeg havde frygtet, at folk ville dømme os på det der var sket. Jeg havde troet at de var mine venner, at jeg kunne stole på dem, men jeg tog vel fejl om ikke andet fortryd jeg med det samme at jeg havde fortalt dem det. Igen blev jeg mindet om, at man ikke kan stole på nogen.

Senere hen på dagen hev min lærer fat i mig igen, han sagde at han syntes, at hele klassen skulle vide det eller faktisk begge årgange. "Jeg ved ikke rigtigt" sagde jeg "Kan vi ikke vente til i morgen" fortsatte jeg. Det mente han ikke at vi kunne, det var bedst at de fik det at vide så tidligt som muligt, så det blev som han ville have det, inden dagen var omme vidste hele årgangen, hvad der var sket. Jeg tror han var meget godt tilfreds med sig selv, hvad han bare ikke vidste, var at han havde ødelagt hele skoleåret for mig, hvordan skulle jeg få nogle venner når, der ikke var nogen der turde at snakke med mig og hvordan skulle jeg vide om de kun var flinke overfor mig pga. det der var sket eller om det rent faktisk var fordi de oprigtigt var flink over for mig, fordi de rent faktisk ville være venner med mig. Dette satte lidt mit forhold til min lærer for resten af året og det var ikke så godt, selvfølgelig fandt han aldrig ud af, hvor meget han havde ødelagt for mig.