Kampen mod sorgen

Bare begyndelsen

Jeg var startede på en ny skole for et par måneder siden. Selvom jeg ikke havde gået der særlig længe havde jeg allerede fået et par venner, men jeg havde stadigvæk svært ved at dele min sorg med dem, svært ved at åbne op igen, at vise, at jeg var sårbar, at lukke facaden ned, som jeg havde brugt år på at opbygge. Jeg var nødt til at dele min sorg med dem på et tidspunkt, men først skulle jeg selv acceptere det der var sket, se virkeligeheden i øjnene. Flere gange overvejede jeg at komme op med en lille hvid løgn, som jeg havde gjort så mange gange før på min gamle skole. Jeg har aldrig været god til det med følelser, jeg har altid pakket mine egne følelser væk holdt facaden og aldrig, aldrig nogensinde lukket nogen ind bag den, ikke før det her. Det ændrede hele mit liv, jeg kunne ikke længere finde hoved og hale i noget som helst. Uger efter katastrofen lignede jeg en zombi, der var ikke noget jeg kunne gøre, jeg var blevet sat på sidelinjen og så hvordan mit liv ligeså stille passerede forbi mig uden at jeg gjorde noget. Jeg var ligeglad, ligeglad med alt, mit liv fortsatte uden mig. Jeg må hellere fortælle jer hvordan det hele startede, hvordan mit liv tog en drastisk vending på min nye skole.   

Jeg havde valgt at tage med min familie på tur den dag, jeg havde prøvet at overtale min søster til at tage med, men hun havde ikke lyst. Vi havde det vildt hyggeligt og jeg var super glad for at jeg valgte at tage med, det var lidt trist at min søster ikke var taget med, men det blev en god tur alligevel. Så alt tydet på, at det ville være en af de dage, vi alle ville huske som... Ja vel som en normal hyggelig familietur, men det hele ændrede sig, da vi kom hjem. Min mor og storesøster var blevet derhjemme, så da vi kom hjem var maden allerede klar. Jeg tog min lillebror på 3 år (Henry) med ind og min far tog hans tvillingesøster (Silja) som var faldet i søvn. Jeg hjalp ham med at få overtøjet af, da han havde fået sit af tog jeg mit eget af. Vi gik ind og satte os ved bordet, jeg sad ved siden af Henry som sad ved bordenden. Mine yngre søskende fortalte min mor alt hvad vi havde lavet. Jeg fortalte om hvordan min far havde glemt mig, da jeg var gået på toilet, fordi han ikke var vant til at jeg var med. Som vi sad der rundt om spisebordet var der ingen af os der havde nogle ide om hvilken katastrofe vi snart skulle være vidne til, hvordan vores liv ville ændre sig så drastisk på nogle få minutter. 

Jeg kunne ikke får Henry til at spise sin lasagne, i stedet for ville han kun have agurkstave fra vores drivhus. Jeg prøvede, at få ham til at spise noget af hans lasagne ved at sige, at der ikke var flere agurker, før han havde taget noget af hans lasagne. Det hjalp ikke i stedet for gik han ind for at lege med hans togvogne. Han elskede de togvogne. Jeg tænkte at hvis han blev sultne ville han komme at sige det, så jeg lod ham lege med hans togvogne, vi havde også lige fået kage af vores farmor inde vi kørte hjem, så vi lod ham bare lege derinde, selvom Silja lå i den anden ende af rummet og sov. 

Så småt som mine søskende blev færdig med at spise gik de ovenpå og gik hver til sit. Mine to brødre Storm og Elias begyndte at spille computer, min lillesøster Alma gik igang med hendes lektier og min storesøster Sofia sad i stuen sammen med drengene. Selv var jeg inde ved min lillesøster og læste hendes opgave i gennem, da det skete, katastrofen var begyndt. Jeg hørte Henry komme op ad trappen, efter det hørte jeg Sofia kalde på min far, han styrede op ad trappen. Det lød som tordenvejr. Hvad skete der?  Mit hjerte stod stille, jeg var i chok ude af stand til at bevæge mig, jeg stod bare der med hovedet nede i computer, frygten var malet i mit ansigt. Jeg frygtede hvad der  skete ude i stuen, hvad der videre set ville ske.