Kampen mod sorgen

Skejby

Min far og jeg var kørt, det føltes som en evighed siden vi var taget afsted, men også på en måde som om det ikke var meget end nogle få sekunder siden det hele var begyndt. Der var helt stille i bilen, ingen af os sagde noget, vi sad bare og kiggede ud af forruden på bileren der kørte foran. Min far holde selvfølgelig øje med vejen så han var jo lidt nødt til at kigge ud af forruden. Stemning i bilen var anderledes end den normalt var, jeg ville gerne gøre noget for at løfte stemningen lidt, men jeg viste bare ikke hvad jeg skulle sige, hvad jeg kunne sige. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så fjern fra min far, det var som om jeg ikke kendte ham længere, altså næsten. Jeg begyndte at tænke, tænke på alt det der lige var sket, men det gjorde alt for ondt at tænke på, så jeg stoppede med at gøre det i stedet for kiggede jeg igen ud af vinduet. 

Imens jeg sad og kigget ud af vinduet hørte jeg min mors ord for mig. Er du stærk? havde hun spurgt, jeg begyndte at spekulere over det, var jeg stærk, stærk nok til at skulle se det der ventede mig. Hvorfor skal du være stærk? havde Elias spurgt mig inden vi kørte, han troede at min mor mente at jeg skulle være fysisk stærk. Jeg begyndte at tvivle på om jeg var stærk nok og lige pludselig frygtede jeg det syn som jeg skulle se. Jeg begyndte at forestille mig forfærdelige ting, helt urealistisk ting. Jeg begyndte at kigge mig omkring efter en flugtvej, en måde hvorpå jeg kunne undgå at se Henry i den tilstand. Der var ikke nogen, hvad havde jeg regnet med, jeg sidder i en bil på en motorvej, medmindre jeg kunne hoppe ud af bilen og ud på vejen, bilen bagved ville højst sandsynlig køre mig over og hvad så, det er vel bedre end det andet. Jeg tænkte på mine søskende derhjemme, hvordan de ville reagere når de fik at vide at jeg var død. På min storesøster, hvordan vi havde diskuteret at selvmord var egoistisk, man efterlod bare alle andre i dyb sorg, mens man selv ingenting følte. Det var vel det jeg var på vej til at gøre, selvmord. 

Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig, åben døren og spring ud, det var alt jeg behøvede at gøre og så ville jeg være fri for alt. Min far som sad ved siden af mig, ville da umuligt kunne nå at registrere, hvad der foregik før det var forsent, ville han? Jeg spændte musklerne i min hånd, klar til at åbne døren. Jeg drejede hovedet mod min far, hans øjne var helt røde efter at have grædt. Jeg havde aldrig set min far græde før, min hånd blev slap igen. Jeg kunne ikke gøre det mod min far, for mindre end en time siden havde han holdt Henry helt slap i sine arme. "Hvad så?" Spurgte min far, efter at jeg havde kigget på ham i et stykke tid. "Ikke noget." Jeg vendte hurtigt hovedet væk igen, flettede fingrene sammen og sad helt stille mens jeg kigget ud af forruden, efter dette var der ingen af os der sagde noget og mine tanker var også gået i stå, jeg kigget bare på træerne vi kørte forbi.

Da vi begyndte at nærme os Aarhus, som ligger lige i nærheden af Skejby, fandt jeg GPS'en frem og tastede Skejby syghus ind, så vi kunne finde der hen. Der gik ikke lang tid før vi kunne se syghuset, vi havde dog lidt problemer med at finde ind til parkeringspladsen først drejede vi for tidligt og efter kørte vi vidst nok for langt. Jeg kan ikke rigtigt huske det, men om ikke andet fandt vi derind, så skulle vi bare finde en parkeringsplads, det var det også nogle problemer med, så der gik noget tid før vi kunne komme ind på syghuset og finde min lillebror. 

"Hej" sagde min far træt "min dreng,  Henry er lige ankommet, ved du hvor jeg han finde ham?" "Er det ham der lige er ankommet i helikopteren?" spurgt sygplejskeen i receptionen  "Ja, det er det." Mumlede min far ned i gulvet "Han ligger oppe på børne intensiv, nu skal jeg ringe efter tranportør der kan køre jer derhen. Der vil ikke gå særlig langt tid før der kommer en, I kan sidde og vente derhenne." Vi gik over og satte os ned. Jeg begyndte at tænke over det sygeplejersken havde sagt, med at køre os, mente hun ikke bare en der ville gå med os derhen eller mente hun det med at vi skulle køre og i så fald i hvad? Efter vi havde siddet der et stykke tid, sagde jeg til min far, at jeg skulle på toilet. Da jeg kom tilbage igen, var transportøren kommet og det viste sig at vi skulle køre derhen, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den, det nærmest er vel en slags lang form for vogne, med tre sæder. Min far sad lige bagved "chaufføren", hvilket ville sige at jeg så sad bagerste, ikke at jeg havde noget imod det, det var ikke ligesom en forlystelse, hvor det var vigtig at man sad så vidt muligt forrest. 

Jeg kan huske at min far og "chaufføren" snakkede sammen, jeg husker bare ikke helt præcis hvad, han nævnte noget med at vi bare skulle få de sygplejsker der var ved Henry til at ringe efter en transportør når vi ville hen til gæstehotellet og at når vi kom derhen lige skulle få dem til at bestille et værelse til os. Det tog ikke særlig lang tid før, at vi var lige uden foran døren ind til Henry. Jeg var nysgerrig og rædsenslagende på sammen tid. Jeg havde prøvet at forestille mig de mest frygtelige ting, så jeg ikke skulle blive overrasket over, hvor slemt det så ud. Da jeg trådte ind i rummet....