37. Instagram og tape

554 6 1
                                    

Instagram og tape

Jeg vågner med et sæt og sætter mig op, der går lidt tid før jeg opdager hvad der vækkede mig. Det er først efter Mathias også vågner. "Altså kunne du ikke lige stoppe din alarm" spørger han og sætter sig op, han strækker armen ud og slår min alarm fra. 

"Undskyld, jeg var vist ikke helt vågen" griner jeg og kigger over mod ham. Han sætter sig op og stækker sig lidt, "har du fået lidt mere søvn?" spørger jeg, det er vigtigt at spillerne er friske, veludhvilede og klar til kamp. "Ja, og det fik du vist også" griner han og trækker mig ind i et kram. 

"Glæder du dig til at spille?" spørger jeg og kigger op på ham. "Ja, jeg glæder mig altid til at spille, især med det her hold" fortæller han, jeg elsker når han snakker om holdet. Han elsker virkelig at være med her, forståeligt nok, man bliver da stolt når man præstere sit land. 

Jeg rækker ud efter min mobil for at tjekke hvad klokken er. "Vi skal ned og spise nu" fortæller jeg og rejser mig op, Mathias rækker sine hænder ud så jeg kan hjælpe ham op. Jeg tager fat i begge hans hænder, men han er en del større end mig og ender med at trække mig ned. Han vikler sine arme omkring mig og sådan ligger vi lidt, indtil vi er nødt til at rejse os, for ikke at komme for sent til aftensmaden. Denne gang er det ham der rejser sig først og derefter hive mig op fra sengen, det fungere vist bedre på den måde. 

Vi går sammen ud af værelset og finder Emil på vejen ned til buffeten "altså hvorfor bliver I ikke bare kærester?" spørger han og griner lidt af os. Ja, udefra set er vi vel stort set også kærester, men lige nu er det bedst vi bare fortsætter som vi gør. Vi har en turnering, vi går efter at vinde og derfor skal der ikke være nogle distraktioner. 

"Det har vi snakket om Emil, du skal ikke blande dig" svarer jeg bestemt, men giver alligevel et smil til sidst. "Nej nej," siger han og tager hænderne op i forsvar, "men I ville være søde sammen" driller han og skynder sig at rykke sig, før han bliver ramt af den arm Mathias smider efter ham. Heldigvis bliver der ikke sagt mere om det da vi kommer ind i spisesalen. Det er nok at Emil driller os lidt med det, men resten af holdet behøver ikke at starte. 

Jeg går med min mobil, Emil snupper den ud af hånden på mig, "hey" når jeg lige at sige, og prøver at hive den fra ham igen. Han skynder sig ind på kameraet og tager et billede af os alle tre, før han giver mig den tilbage igen. Det er faktisk et virkelig godt billede. Jeg poster det på Instagram med et lille hjerte, og tagger dem begge. Vi sætter os alle tre ned og begynder at spise.

Det er vigtigt at vi følger nogle faste spisetider, så drengenes rutiner passer. Jeg kan godt fornemme at drengene allerede begynder at fokusere en smule, der er ikke nær så meget snak omkring bordet som der har været andre gange. Men det er egentligt okay, nogle gange er det rart at have lidt ro. Jeg får tid til at samle tankerne og indstille mig på den kommende kamp.

Aftensmaden forgår stille og roligt, vi får alle spist og rejser os. Bussen holder ude foran og venter på os, så vi har faktisk en smule travlt, men det virker drengene ikke til at blive særligt påvirkede af, det går i hvert fald ikke hurtigere af den grund. Om ikke andet kan bussen ikke kører uden dem, det er jo derfor den er her, for at samle dem op. 

Jeg får pakket mine ting og går ud til bussen sammen med nogle af de andre. Som ved alle andre kampe er vores to guider med, det må være underligt for dem. Ved alle andre kampe vi har spillet, har de altid heppet på os, de er virkelig hjælpsomme, men i dag skal vi jo spille mod deres land, jeg gad godt vide hvem de hepper på, men det finde jeg nok også ud af i løbet af kampen. 

Busturen er som sædvanligt meget stille, drengene koncentrere sig og de fleste sidder med musik i ørerne og er i deres egen verden. Vi ankommer til hallen og drengene starter en opvarmning. Jeg starter med at tape Niklas' håndled ind i tape, før han starter med sin opvarmning. 

Møllgaard kommer hen og sætter sig, han skal have tape på sit knæ. "Det kilder, og du har kolde hænder" brokker Møllgaard, men i en drillende tone, jeg griner af ham, "er dine knæ følsomme eller hvad?" griner jeg og fortsætter med at tape, "nej, du har bare kolde hænder" forsvarer Møllgaard og giver et lille spjæt da jeg rører hans knæ igen. "Sid nu stille" han rykker jo rundt hver gang jeg rører ham. "Ja ja, du kan jo være mere forsigtig" han prøver virkelig at snige sig udenom at han er pivet. "Ja bare vent til du skal have det af igen" griner jeg og sætter det næste stykke ekstra godt fast. "Hvad er den bedste metode i følge dig? Stille og roligt eller bare hurtigt af?" Spørger han nysgerrigt og er sikkert allerede igen med at mental forberede sig på at få det af igen. "Bare riv det ligesom et plaster, måske lidt vand for at bløde det op" rådgiver jeg ham og færdigøre med det sidste stykke, "jeg kan sagtens hjælpe" tilbyder jeg. "Glem det" griner han, "dig og dine kolde fingre skal ikke udsætte mit stakkels knæ for tortur". Han hopper grinende ned fra bænken og løber ud til opvarmningen med de andre, jeg griner lidt før jeg fortsætter med at behandle de andre. 

Opvarmningen slutter og drengene går ned i omklædningen. De skal klæde om og min far skal lige have de sidste taktikker på plads før kampen starter. De første kommer op fra omklædningen, Mikkel er en af dem. Det er hans første kamp i et godt stykke tid, så jeg er spændt på hvordan han klarer det. Resten af drengene kommer op, sammen med det egyptiske landshold, Mathias går forbi mig jeg lægger en hånd på hans skulder og giver den et klem. Han smiler til mig og tager harpiks på før han stiller sig op med de andre ude på banen.

 Nationalmelodien begynder, jeg kigger ud mod drengene og ender med at have øjenkontakt med Mathias. Det er næsten blevet et ritual vi har. Det giver mig lidt ro, jeg tror det har samme effekt på ham, han kan i hvert flad ikke lade være med at smile til mig under hele sangen.

The Golden LoveWhere stories live. Discover now