Elementernes Sande Mester (BTS ff) Del 2

Kapitel 12: Tilbage

Hvordan skulle vi nogensinde komme forbi dem? Der var hundrede- hvis ikke tusindvis.
"Nogen ideer?!" Spurgte jeg anstrengt.
—

Larmen udefra var meget svagt, som om skjoldet også dæmpede lyden.

"H-hvordan gør du det der?" Spurgte Hoseok.
"Det er lige meget.-" Sagde jeg. "-Bare find en måde at få os ud herfra. Jeg kan ikke holde det her meget længere."
Mine kræfter var allerede ved at være brugt op, og jeg kunne mærke mine fingre krampe efter presset fra de tusindvis af besværgelser.

"Hvor lang tid har vi?" Spurgte Namjoon mig, som om han var den eneste der havde opfanget hvilken situation vi var i.
"Det er et s-spørgsmål om minutter." Sagde jeg med mine hænder strakt vandret ud, imens jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde skjoldet.

"Kan i huske hvad Ji-ho sagde?-" Spurgte Yoongi.
"-Sammenlagt magi var deres svaghed."

"Hvis Y/N kan lave noget der ligner besværgelsen foran restauranten, fra dengang vi lige havde mødt hende, kan hun måske svække dem alle!" Sagde Taehyung.
"Hvis det forfatteren sagde er sandt, ville de ikke kunne modstå sådan et kraftfelt!" Sagde Jimin.

"Y/N? Tror du at du kan lave et kraftfelt stort nok til at kunne svække dem?" Spurgte Jungkook.

"Det ved jeg ikke. Jeg aner ikke hvordan jeg overhovedet sammensætter elementerne." Svarede jeg.
"Men du gør det jo lige nu!?" Kommenterede Hoseok.
"Det skete bare af sig selv. Jeg aner seriøst ikke hvordan." Sagde jeg ærligt.
"Y/N det er vores eneste chance!"
Og de havde ret. Om jeg kunne lide det eller ej, havde de fuldkommen ret. Det var vores eneste chance, for jeg kunne i den grad ikke tilbageholde alle de modbesværgelser i lang nok tid til at finde på noget andet.
Jeg svarede dem ikke, da jeg allerede var sikker på at de kendte til mit svar.
"Det skal nok gå." Sagde Jimin med en afslappet og beroligende stemme, som virkede overraskende godt.
Det skal nok gå
Jeg lukkede øjnene, og anstrengte mig endnu en gang, som forhåbenligt ville blive dem sidste gang i et stykke tid.
Jeg kunne mærke hvordan energien fra elementerne strømmede fra alle dele af min krop, og ud til mine hænder, som ville affyre hvad jeg håbede ville blive en eksplosion omkring os. På samme tid koncentrerede jeg mig også om at holde skjoldet ved lige.
Det var nu, eller aldrig.

Alt energien blev drænet ud af mig, og gav et bagslag så jeg fløj baglæns og landede hårdt på mit haleben.
Et brag hørtes på præcis samme tid, men jeg kunne intet se.
Virkede det?

"Y/N! Er du kommet til skade?!" Hørte jeg en velkendt stemme spørge ved siden af mig.
"Virkede det?" Gentog jeg fra mine tanker.

"Ja. Det var fantastisk..." Sagde Jimin. 
Et svagt smil formede sig på mine læber.

Det virkede

Da mit syn blev klart igen, så jeg atter de hundredevis af bevidstløse skygger ligge i enorm cirkel omkring os. 
Havde jeg virkelig gjordt det?
Jeg så fascineret på mine rystende hænder, som jeg holdt frem for mig.

"Er du okay? Du er helt bleg." Spurgte Hoseok bekymret.

"Jeg har det ganske udmærket." Sagde jeg stolt.

Man havde lov til at være stolt, ik? Ikke i et sekund havde jeg troet det ville lykkes. Jeg var egentlig overrasket hvordan vi overhovedet var i live.
Der var kommet en række ulykker efter den anden, og de var blevet været for hver gang, så hvorfor skulle lykken tilsmile os?
Men de havde troet. Mine absolut bedste venner.
BTS.

"Tak..." Mumlede jeg imens jeg kom på benene.
"For hvad?" Spurgte Seokjin.

"For alting."

De svarede med et smil.
"Det er os der takker, du har redet vores liv." Sagde Jungkook.

"Hvad så nu?" Spurgte Taehyung.
Godt spørgsmål... Hvad skal vi gøre nu?

"Vi må se at komme væk, vi ved ikke hvornår de vågner." Sagde Seokjin.