Elementernes Sande Mester (BTS ff) Del 2

Kapitel 3: Fjernt

Men hvad jeg tænkte allermest på var dem. BTS.
Dem som havde kæmpet så hårdt for at beskytte mig. Jeg havde kun set dem en gang, og gud hvor jeg savnede dem.

Alt hvad jeg ville var at rette op på min fejl, og redde dem ligesom de havde gjort med mig.
—
Y/N's  P.O.V

"STOP!" Skreg jeg af smerte og klemte mine øjne hårdt sammen. Jeg rystede og spændte over hele kroppen og kæmpede med at holde mig oprejst. Ingen af mine sår var helet, og jeg var begyndt at udvikle blå mærker der hvor jernlænkerne sad om mine håndled. Mit syn var sløret, og en ringene lyd hørtes fra mine øre, så det nærmest var umuligt at vide, hvad der foregik omkring mig.
Det var syvende gang jeg var inde i dette rum, hvis jeg altså havde talt rigtigt.
Skyggerne havde stadig ikke noget held med deres forsøg, og havde ingen medlidenhed ved at give mig en dag til at restituere. På dette tidspunkt, ville jeg bare have det overstået, om så de tog mine evner fra mig, eller om jeg slap væk.

Endelig stoppede de. Endelig begyndte de at gå ud af den store dobbeltdør. Endelig kunne jeg slappe mere af.
Længslen for at komme væk herfra og få et måltid lidt senere var ubeskrivelig. Jeg var sulten og dødtræt.
Jeg blev nærmest slæbt tilbage i cellen, og kollapsede i det sekund de lukkede og låste døren bag mig.

Jeg måtte væk, jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville umuligt kunne fortsætte med dette meget længere. Tortur ville jeg kalde det.
Inden længe ville min krop give op. At være isoleret fra alt og alle, hjalp heller ikke.
Hurtigst muligt måtte jeg finde en plan til at redde mig og BTS ud fra dette helvede.
Og hvis det rent faktisk ville lykkes at slippe, havde jeg ingen ide hvad vi skulle stille op efter. Hverken hvor vi skulle tage hen, eller hvordan vi nogensinde ville overvinde skyggerne. Det hele virkede så uoverskueligt, og nærmest som om verden var imod os. Men jeg måtte tænke på nuet, og tage et skridt ad gangen, hvis noget af dette skulle lykkes.
Der var heller ingen grund til at vente på mirakel, om at de resterende fra organisationen ville komme os til undsætning, hvis der var nogen tilbage.
Jeg havde ingen ide om hvordan krigen der brudte ud var gået, men jeg håbede bare at der i det mindste var nogen uskadte.

I hvad der føltes som en evighed senere, kom de med et måltid, som jeg nærmest kastede mig over.
Hvis jeg på nogen måde skulle holde hovedet klart, måtte jeg i det mindste have noget at spise.
Så snart jeg var færdig tog de min bakke, og låste døren igen.
Jeg måtte finde en plan, som både ville kunne få mig og drengene ud herfra, hurtigst muligt.
Men hvordan?
Jeg var jo låst inde her langt det meste af tiden. Med undtagelse de gange hvor jeg blev slæbt ind i hvad jeg havde navngivet torturens rum. Men der var alt for mange skygger til at jeg kunne flygte ud derfra.

Så det var enten når de kom med maden, eller når jeg var på vej til "torturens rum".
Jeg tog mig selv til hovedet af frustration, imens jeg udstødte et stort suk.
Alting var bare så.... fjernt.