*virkelig ringe* please hellere læs min anden bog. Jeg har ikke noget at rette den her.
Harpers familie har valgt at tilbringe hele julen sammen med hendes mors bedste veninde Eva og hendes familie. Nathan Amandas søn skal også med, og han er ikke d...
Jeg tog smed min hånd oven i mit vækkeur, men det ringede stadig. Jeg trykkede hårdt ned på den, og endelig stoppede den. Jeg lagde den ned igen og satte mig op. Gulvet var som altid iskoldt, så jeg skyndte mig at tage nogle strømper på. De var kloak grønne, med små lyse grønne pletter på. De lignede faktisk bræk. Det var ikke særlig pæne strømper, men nu skal du jo også bare kunne varme dine fødder. Det var de faktisk heller ikke særlig gode til, jeg ved ikke engnag hvorfor jeg har beholdt dem.
MIne tæer var sikkert frosset til, og så faldet af, hvis ikke jeg havde taget de strømper.Jeg tog min alt for store hoodie på og gik nedenunder. Min far og Nathans far stod og lavede mad. Jeg gik ind i stuen, hvor at Nathan, min mor og Eva sad og så tv. Jeg satte mig ned ved siden af Nathan og smilede til mig. Jeg kiggede hen på tv'et, de så nyhederne.
"Så er der mad" sagde Nathans far ude fra køkkenet. Vi satte os alle ned og begyndte at spise. Da jeg var blevet færdig, kiggede jeg over på Nathan som lige havde slugt sin sidste bid. Jeg tyggede min sidste bid af munden inden jeg rejste mig op.
"Tak for mad" sagde jeg og lagde min tallerken i vasken.
"Ja tak for mad" Nathan rejste sig og lagde sin tallerken i vasken.
Nathan satte sig ned i sofaen ved siden af mig, og tændte for tv'et. Der var en eller anden krimi i gang, og jeg elsker det. Jeg ved ikke om det er underligt, men jeg er helt vild med krimi og mord. Der er bare et eller andet spændende ved det. Lidt efter kom de andre ind og satte sig ned ved siden af os. Vi fulgte alle med i filmen.
Det endte med at det var søsteren som havde dræbt damen, fordi hun var jaloux over noget. Så godt havde jeg heller ikke fulgt med. Jeg kunne bare ikke lade hver med at se på Nathans ansigt. Når han så kiggede over på mig og smilede, det kan jeg ikke holde til. Vi så begge over på hinanden på samme tid og smilede. Nathan nikkede over mod trappen. Jeg smilede og rejste mig op.
"Jeg går ovenpå nu" de nikkede allesammen, og jeg begyndte at gå op.
Nathan fulgte efter mig op af trappen. Jeg smilede, stillede mig på tær, og kyssede ham. Han begyndte at gå frem af, og jeg endte til sidst med at stå op af væggen. Jeg lagde mine arme om hans hals, og han lagde hans hænder på mine hofter. Min ryg blev presset op imod væggen. Han lagde en hånd nederst på min ryg, og pressede mig ind imod ham.
Jeg kunne høre nogle komme op af trappen, men jeg ignorerede det. Lidt efter bankede nogen på. Jeg skyndte mig væk fra Nathan og han kiggede panisk på mig. Jeg skubbede ham om bag døren og jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede. Der stod min mor og kiggede mærkeligt på mig. "Er Nathan herinde?" hun kiggede rundt i rummet med løftede øjenbryn.
"Nej, hvorfor da?" jeg stod foran døren og dækkede for Nathan.
"Jeg synes bare jeg hørte andre" nathan lavede en lyd omme bag fra døren, og jeg skubbede den ind i ham.
"Nå, men jeg ville bare sige at der er frokost lige om lidt" Jeg nikkede og hun stillede sig i døren.
"Siger du det til Nathan hvis at du ser ham, jeg kan nemlig ikke finde ham."
"Ja det skal jeg nok."
"Lige en sidste ting" jeg nikkede.
"Har du pakket Nathans gave ind fordi at je-", "Ja mor det har jeg" afbryd jeg hende.
Hun smilede og gik ud.
Nathan lukkede døren i og gik hen imod mig grinende. "Jeg synes bare jeg hørte en anden" sagde han og grinede. Jeg slog ham smilende på armen og åbnede døren igen. "Hvor skal du hen?" han kiggede på mig. "Åh ja undskyld, jeg skulle sige fra min mor at der er frokost" han rullede sine øjne og smilede, inden han fulgte efter mig nedenunder.
________
Jeg kiggede ud af vinduet, det var helt mørkt. Jeg vendte mig om, og gik ud fra mit værelse. jeg åbnede døren ind til Nathan og gik ind. Lemmen var åben, så jeg kravlede op af stigen. Den knirkede hver gang jeg satte foden på et nyt trin. Nathan sad ved det store vindue, med hans bog i hånden. Jeg tøvede på om jeg skulle gå derop, måske han havde brug for at være alene. Han kiggede rundt og fik øje på mig.
"Jeg kan godt gå hvis at du gerne vil være alene" han rystede på hoved og gik hen imod mig. Jeg kravlede helt op, og fulgte efter ham hen til vinduet. Jeg satte mig ned overfor ham, og så på hans ansigt som blev oplyst, af en lygtepæl ude fra. Han brune øjne, så helt lyse ud, og man kunne se hver en lille detalje ved dem.
"Tænker du nogensinde på, hvor dødsygt det må være at være en lygtepæl?" Han kiggede hen på mig, og grinede kort.
"Nej, hvorfor?" spurgte han smilende.
"Man står bare de, og det eneste man kan er at lyse, men det er ikke engang en selv der bestemmer hvornår" Nathan grinede og nikkede så. "Man står alene, i sne, regn, alt for varm sol og blæst."
"Ja rimelig dødsygt."
Han så hen på mig og klappede imellem hans ben. Jeg kravlede hen og lagde mig der, han lagde hans arme om mig, og lige pludselig var det ikke koldt mere. Varmen fra Nathans krop varmede mig. Mine øjne fulgte et lille snefnug, indtil at det ramte ruden og smeltede.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Tre dage til jul!! Det gået vildt hurtigt synes jeg!
