*virkelig ringe* please hellere læs min anden bog. Jeg har ikke noget at rette den her.
Harpers familie har valgt at tilbringe hele julen sammen med hendes mors bedste veninde Eva og hendes familie. Nathan Amandas søn skal også med, og han er ikke d...
Jeg spiste det sidste af min vaffel og rejste mig op fra spisebordet. Jeg stillede min tallerken i opvaskeren og jeg begyndte gik op af trappen med min telefon i hånden, for at se om Lucy havde svaret mig, men nej. To dage og intet svar. Jeg lagde min telefon i min baglomme. Jeg skulle til at gå ind på mit værelse, da nogen vendte mig om og hev mig tilbage. Nathan kiggede ned på mig og smilede.
"Hvad?" jeg kiggede forvirret op på ham.
"Vi glemte noget igår" han begyndte trække mig længere ned af gangen.
"Hvad glemte vi?" han stoppede op, lige under misteltenen.
"Det her" hviskede han, tog et skridt tættere på og kyssede mig.
Jeg trak mig smilende væk og kiggede op på ham. Jeg vendte mig om, og gik ind på mit værelse. Jeg lukkede døren bag mig og lagde mig ned på sengen. Jeg fandt min telefon frem og skrev til Lucy. Hun kan ikke ignorer mig for evigt.
Mig: Lucy?...
Jeg ventede i lang tid, men stadig intet svar. Hun er sikkert stadig sammen med hendes kæreste. Jeg smed frustreret min telefon ned på sengen og rejste mig op. Jeg stillede mug hen til vinduet og kiggede ud. Der var kommet lidt is i kanterne på vinduet, og formede små mønstre. For første gang i lang tid sneede det ikke. Sneen var vokset over natten, og man kunne snart ikke se mere grønt på træerne. Jeg vendte mig om, da en lyd kom fra min telefon. Jeg gik hen til sengen og samlede den op. En besked fra Lucy.
Lucy<3: Undskyld at jeg ikke har svaret, hvad er der?
Mig: Ikke noget alligevel.
Lucy<3: Okay, men hvis der er noget så sig til:)
Mig: Tak:)
Der er ikke noget som hun kan hjælper alligevel. Jeg kiggede på klokken inden jeg lagde telefonen ned. 18: 12 var den. Jeg gik nedenunder, fordi at jeg ved at min mor snart ville kalde på mig, om at der er mad. Jeg gik ind i køkkenet til mine forældre og Nathans forældre, stå og lave mad. "Er der noget jeg kan hjælpe med?" min mor vendte sig om og kiggede på mig.
"hvis at du vil, kan du dække bordet" jeg nikkede og begyndte at finde tallerkener frem. Jeg blev færdig med at dække bordet, på samme tid som maden var færdig og Nathan kom gående ned af trappen. Vi satte os alle ned og begyndte at spise.
________
Det blev aften og jeg havde lige lagt mig i min seng og slukket lyset. Jeg prøvede på at sove, men jeg kunne ikke. Mine øjne ville bare ikke lukke. Jeg rejste mig op og gik ind på Nathans værelse. Jeg låste døren bag mig og listede hen imod ham. Jeg kravlede forsigtigt op og lagde mig ned ved siden af ham. Han rykkede på sig og åbnede hans øjne. Han kiggede ned på mig og smilede til mig, inden han lagde hans arme rundt om mig og kyssede min pande.
—————
Igen stod hun der, men jeg var tættere på hende end før. jeg strakte min arm så lang ud jeg kunne, men det var for sent. Huns smilede igen til mig, inden at hun lænede sig bagover og faldt ude fra klippen. Jeg kastede mig selv hen imod hende og prøvede på at få fat i hende. Min hånd ramte hendes, men jeg kunne ikke få fat. Jeg kiggede du over, hun fladet længere ned i det dybe hul fyldt med blod...
Jeg satte mig op i sengen, med sved løbene ned af ryggen på mig. Tårer faldt ned på mine kinder og jeg træk vejret hurtigt. En hånd lagde sig på min skulder og jeg vendte mig hurtigt om. Nathan kiggede hen på mig, med et bekymret blik. Jeg kiggede ham i øjnene, inden jeg lagde mine arme om ham og lagde mit hoved imod hans skulder. Han kyssede mit hår og lagde os ned igen. Han lagde mig ned. Han løftede sig lidt op, og kiggede ned på mig.
"Hvad sker der?" Han lagde en hånd på min kind, og tørrede en tåre væk.
"Det var bare et mareridt" jeg smilede falsk til ham.
"Om hvad?" han kiggede mig seriøst i øjnene.
"Ikke noget vigtigt, kom nu læg dig ned igen" sagde jeg og lukkede mine øjne.
"Fortæl det nu" han lagde en hånd på min kind igen, og drejede mit hoved hen imod ham. Jeg åbnede mine øjne og kiggede direkte op i hans chokolade brune øjne.
"Det var om min søster" jeg satte mig op og lænede mit hoved op af hans arm.
"Hvad sker der i dit mareridt" han lagde en arm om mig.
"Hun står altid ud på kanten af en klippe, jeg kan aldrig nå hen til hende fordi at mine ben ikke kan bevæge sig hurtigt" jeg sukkede, "jeg når aldrig helt hen til hende, inden at hun læner sig bagud og falder ned fra klippen." Jeg sukkede igen og lukkede mine øjne. "Jeg har haft det samme mareridt lige siden...det skete" jeg kunne mærke Nathan nikke. "Jeg havde en pause i nogle år med dem, men nu er de kommet tilbage." Jeg rettede mig op og kiggede hen på ham.
"Jeg kan snart ikke klare det mere" jeg tørrede den tåre væk, som trillede ned af kinden på mig.
"Kan ikke hvad" han lagde en hans hænder på mine kinder, og tvang mig til at kigge på ham.
"At hun bliver ved med at fylde så meget, hun fylder alt" jeg kiggede ham i øjnene, "selvfølgelig vil jeg ikke glemme hende, det vil jeg aldrig. Hun fylder stadig, mere end hun gjorde da hun...var i live" Nathan nikkede forstående.
"Mine forældre har ikke været de samme siden, det kan man heller ikke regne med at de vil være, de har jo mistet deres datter, men stadig. Jeg er ved at blive sindsyg af alle de regler som de har lavet til mig, jeg er jo ikke 10 år mere" jeg sukkede og kiggede op på Nathan igen.
Nathan lagde igen en hånd på min kind, lænede sig frem og lagde hans læber på mine. Fyrværkeriet kom igen, og varmen fyldte mine kolde kinder. Jeg smilede imod hans læber. Han lagde mig stille ned, uden at afbryde kysset. Måske at den her jul ikke bliver så dårlig alligevel.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Undskyld igen for at det kommer ud så sent, jeg havde bare rigtigt travlt i dag...
