*virkelig ringe* please hellere læs min anden bog. Jeg har ikke noget at rette den her.
Harpers familie har valgt at tilbringe hele julen sammen med hendes mors bedste veninde Eva og hendes familie. Nathan Amandas søn skal også med, og han er ikke d...
Mine ben bevægede sig langsommere end normalt, faktisk var intet normalt. Himlen var mørk selvom det var midt på dagen, alle skyerne var grå, og der var igen maden lyd, end mine fødder som ramte jorden. Jeg fortsatte fremad, og prøvede på at løbe hurtigere. Der stod hun, ude ved kanten af klippen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men det var ikke hurtigt nok. Hun løftede det enen ben og trådte et skridt bagud og faldt...
Mine øjne åbnede sig. Jeg kunne mærke sveden løb ned af ryggen og panden på mig. Hvad sker der for de mareridt, de er begyndt at kommer mere og mere, og det er altid det samme jeg drømmen. Jeg når bare aldrig ud til kanten, før jeg vågner. Jeg satte mig op og skubbede dynen til side. Jeg tørrede min pande, med en trøje som lå på gulvet. Jeg satte mine fødder på gulvet som var iskold, men alligevel svedte jeg stadig. Jeg begyndte at gå hen imod min dør. Jeg åbnede den og mødte Nathan som kom gående hen imod mig.
"Hej?" Sagde han.
"Hej?"
"Hvad laver du oppe?" Han lænede sig op af hans dør.
"Jeg skal bare have et glas vand, hvad med dig, hvad laver du oppe?" Spurgte jeg.
"Jeg skulle også have noget at drikke" jeg nikkede og begyndte at gå forbi ham.
Jeg hørte hans dør lukke, og jeg begyndte at gå nedenunder for at hente det glas vand. Jeg gik ind i køkkenet og tog en glas, jeg hældte iskoldt vand i og drak det. Jeg gik hen til vinduerne og kiggede ud. De sneede helt vildt, og tanken om at være der ude nu, fik kuldegysninger til at løber ned af ryggen på mig. Jeg tog glasset med ovenpå igen, op af trappen som knirkede lidt for meget, og gik ind på mit værelse. Jeg lukkede døren bag mig og satte mig ned på min seng.
————
"Kommer du lige og hjælper mig med at hænge den her op?" Råbte min mor inde fra gangen, der er imellem mig og Nathans værelser. Jeg rejste mig fra min sneg og gik ud i gangen for at hjælpe hende. Jeg kiggede op for at se hvad hun skulle hænge op, og det var en mistelten. Seriøst, en mistelten. Selvfølgelig skal den også hænge, der hvor mig og Nathan går forbi hinanden mest.
"Hvorfor skal i have en mistelten op at hænge?" jeg lænede mig op af væggen.
"Det åbenbart en tradition hjemme hos Nathans" sagde hun og fumlede mere med den.
"Skal jeg hænge den op?" Hun trådte ned fra stolen og gav mig den.
"Ja tak" smilede hun.
Jeg trådte op på stolen og tog den snor som var bundet fast til misteltenen, og hang den fast i nålen, som sad i loftet. "Sådan" sagde jeg og hoppede ned fra stolen igen. "Tak Harper" sagde hun, tog stolen i hånden, og begyndte at gå nedenunder. Jeg kiggede op på den, den røde sløjfe som holdte den sammen havde noget stående på den. Jeg er altid nysgerrig, så jeg stillede mig op på stolen igen og strakte mig så meget jeg kunne, for at se hvad der stod på båndet. Da jeg smillede kig op på tær, mistede jeg balancen og faldet ned fra den, men jeg landede ikke på gulvet. Jeg blev grebet at Nathan som fik mig op at stå igen.
Jeg vendte mig om imod ham og kiggede op i loftet. Vi stod under misteltenen. Jeg kiggede tilbage på Nathan som smilede skævt. "Det er en tradition" sagde han, inden han lagde sin ene hånd på min kind og kyssede mig. Han trak sig væk, og vi smilede begge to. "Det er vist ikke en dårlig tradition" sagde jeg og smilede skævt, inden jeg skyndte mig ind på mit værelse, og lukkede døren efter mig. Jeg tog min telefon op som lå i vindueskarmen, og skrev til Lucy, som svarede hurtigt.
Mig: vil du gerne vide hvad der skete?
Lucy<3: øh jaa.
Mig: fint, så vi har lige fået en mistelten op.
Lucy<3: fortæl!
Mig: og der jeg kunne se at der stod noget på den sløjfe som var i toppen.
Lucy<3: ja?
Mig: så da jeg stillede mig op på stolen mistede jeg balancen og var lige ved at falde ned, da Nathan kom og greb mig. Vi stod under misteltenen.
Lucy<3: ja!?
Mig: så han kyssede mig.
Lucy<3: SERIØST?
Mig: ja haha.
Lucy<3: han virker ikke som en der vil gøre sådan noget.
Mig: hvad mener du?
Lucy<3: du ved alle de ting med ham og hans familie...
Mig: tror du på det!?
Lucy<3: ja det gør alle, men det er jo også rigtigt ik?
Mig: NEJ, det er det ikke!
Jeg slukkede min telefon og smed den end på min seng. Wow alle tror faktisk på det. Nu forstår jeg hvorfor ingen snakker med Nathan, alle tror jo at alle rygterne er sande. Hvis jeg var Nathan havde jeg også holdt mig for mig selv. Det er sikkert en af de football idioter, der har starters rygterne. De er så åndsvage allesammen, selv min oldefar med rollator, kan spille bedre football end dem. Han ville kunne køre den alle ned med rollatoren og lige køre en ekstra gang over, Dean fra holdet. Det er ligefor at jeg synes at, skakholdet skal overtage, football holdet vinder alligevel aldrig noget.
I morgen er det meningen, at vi tager liften op på den sorte bakke. Den stejleste af dem alle, og køre ned af den. Nathan har ikke en chance for at komme først, fordi jeg har kørt ned af den bakke tusinde gange. Han kan forbedrede sig på at blive overhalet af mig, med oldefars rollator.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Lorte dag. For det første, skal jeg igen sendes hjem fra skole på grund af Corona, andet gang på et år. 2. Mit håndbold er aflyst, træning og kampe. Men jeg når at komme i skole i morgen, det er nemlig først på mandag. I ved det sikker godt allesammen, men ja.
Og undskyld for at det her kapitel kommer ud så sent, men jeg har haft lidt travlt i dag så...
