Jase Delaney's Quirks | ✓

|8. Kontoret & historien|

Lørdag d. 24 november 2018
"Jase," hilser Anthony, da han slår sine papirer mod bordet. Jeg blinker uskyldigt med øjnene og synker længere ned i min stol. Jeg hiver min hætte over hovedet og begraver mine hænder i lommen på hættetrøjen. "Jeg håber, at du ved, hvorfor du sidder overfor mig lige nu?" Siger han spørgende. Jeg trækker på skuldrene. Det ved jeg godt, men det behøver han ikke at vide. "Fortæl mig hvorfor du ikke har været hos lægen for at hente dine piller de sidste tre dage," befaler han.

"Jeg var ikke sulten," svarer jeg med en hæs stemme.

"Okay," svarer han vredt. "Fortæl mig også hvorfor der blev fundet blod på dit tøj."

"Hvem har rodet i mit tøj?"

"Cooper så det."

"Og han sladrede?" Spørger jeg overrasket. Det lyder ikke som Cooper.

"Nej," fnyser Anthony. "Han gik ud på badeværelset for at vaske det af, så du ikke ville blive fanget, men en vagt så det og udspurgte Cooper. Han prøvede at tage skylden, men vi ved alle at Cooper ikke cutter."

"Fordi din nevø er jo bare sådan en helgen," fnyser jeg. Anthony rynker irriteret på panden.

"Tror du ikke, at vi tjekkede ham?" Spørger han. "Vi tjekkede hele hans krop efter ar, men vi fandt intet. Så nu tjekker vi dig," informerer han mig om. Mine øjenbryn trækkes automatisk sammen.

"Hvad mener du?" Spørger jeg ham en smule panisk.

"Jeg mener, at mine vagter lige nu gennemroder hele dit værelse efter skarpe objekter, og når de finder, hvad de leder efter, så vil vi få dig tjekket for nye ar. Du mister alle point for din tid her og—"

"Det kan du ikke mene," udbryder jeg. "I kan ikke tage mine point. Jeg havde lige fået nok til telefonopringninger, og jeg bliver nødt til at snakke med min familie," fortæller jeg ham med knyttede næver.

"Det skulle du have tænkt over, før du trådte tilbage til dine gamle vaner, Jase," sukker han. "Jeg beklager, men sådan bliver det. Du bliver nødt til at lære, at dine handlinger har konsekvenser. Vi prøver ikke at ødelægge dit liv, vi prøvet at redde det," forklarer han mig.

"Men jeg vil slet ikke have et liv," siger jeg med en hævet stemme. Anthony ser ukomfortabel ud, men det er fandme ikke mit problem. "Jeg vil bare dø, okay?" Spørger jeg med en hvæsende stemme. Anthony løfter øjenbrynene.

"Virkelig?" Spørger han. Jeg nikker bekræftende. "Hvorfor er du så ikke død?" Spørger han. Jeg ser forvirret på ham.

"Hvad?"

"Hvorfor er du ikke død?" Gentager han. "Du havde tydeligvis et objekt, som kunne have endt dit liv, men du gjorde det ikke. Hvorfor ikke?" Spørger han mig lusket. Jeg klemmer øjnene sammen og hviler mit hoved mod hans skrivebord. Jeg har ikke tænkt mig at svare på det spørgsmål. Jeg har nemlig ikke noget svar. Jeg aner det ikke selv. Jeg har haft massere af muligheder for at ende mit liv, men jeg har ikke gjort det. Jeg har kun skåret et lille sår, og så ladet det være det. Hvorfor går jeg rundt og påstår, at jeg gerne vil dø, når jeg egentlig ikke vil? Måske er det, hvad jeg fortæller mig selv. Altså at jeg gerne vil dø, men inderst inde vil jeg gerne give livet endnu en chance. Hvorfor kæmper jeg så meget imod at være i live, når jeg et eller andet sted gerne vil være det? Jeg forstår mig ikke.

"Jeg vil gøre alt," fortæller jeg ham med en knækkende stemme. "Jeg vil bare gerne se min fætter," siger jeg med et lille snøft. Anthony giver mig et roligt smil.

"Hvorfor har du ikke taget dine piller de sidste tre dage?" Vender han tilbage. Jeg rynker på næsen. Jeg fumler med mine hænder i min lomme og tripper med min ene fod.