Jase Delaney's Quirks | ✓

|22. Smerten & grunden|

Torsdag d. 18 oktober 2018
Jeg har det forfærdeligt. Jeg tror ikke, at jeg har haft det så forfærdeligt i lang tid. Jeg mener, jeg har haft en del dårlige dage på det sidste, men den her topper for den sidste uge. Jeg føler mig fuldstændig og totalt fyldt med følelser. Jeg har følt mig tom og følelsesløs i omkring 3 måneder, men i dag er noget anderledes. Det er som om, at jeg er en kop, og min hjerne vil ikke stoppe med at hælde vand i, så jeg ryger konstant over kanten og lander på gulvet med et splask. Det føles ikke godt. Mine øjne svier, min næse løber, og jeg kan ikke lade vær med at lege med køkkenelastikken. Jeg har allerede skiftet håndled 5 gange, og min hud er efterhånden helt hævet.

Shae går ved siden af mig. Hun bliver ved med at skæve til mit fumleri med elastikken, men hun nævner det ikke. Hun blev udskrevet fra hospitalet i går med en kæmpe advarsel om at spise mere. Hun vil ikke snakke om det, men der er helt klart blevet nævnt andre ting. Vi er på vej til gruppeterapi, som vi jo alle sammen elsker. Dog er der noget, som fortæller mig, at jeg ikke vil klare den hele vejen. Nej, jeg har ikke tænkt mig at hoppe ud foran en bil, men jeg tror ikke, at koppen kan klare at blive fyldt med følelser meget mere. Jeg bryder sammen om lidt. Jeg ved det bare.

"Halloween nærmer sig," prøver Shae, selvom hun godt ved, at jeg ikke kommer til at svare. Vi har snart gået i 15 minutter, og jeg har ikke sagt andet end "hej," og "fuck." Jeg er ikke okay i dag. "Vi kan være matchende strippere," prøver hun. Jeg ignorerer hende og drejer rundt om et hjørne. Jeg kigger kun på mine fødder, så jeg ved efterhånden ikke, hvor vi er. Jeg ved bare, at jeg har mit skateboard under armen, og jeg er tæt på at få et totalt sammenbrud. "Eller strudser," tilføjer hun. Jeg begraver mine fumlende hænder i mine lommer og følger mine skridt med øjnene. Jeg tager faktisk overraskende store skridt. "Jeg giver op," meddeler hun mig. Alle giver op, gør de ikke? Ingen kan magte mig for evigt. Det skiftende humør. Angstanfaldende. Problemerne omkring plads. Depressionen. Selvskaden. Opmærksomheden. På et eller andet tidspunkt vil alle give op. Mor har allerede gjort det. Dean gør det snart. Clay flyttede langt væk, så han kunne slippe for mig. Mia vil gerne sende mig til Manchester. Shae har kun kendt mig i 3 måneder, og hun trækker sig sikkert tilbage lige om lidt. Jeg ender med at være helt alene, og den dag jeg er det, har jeg tænkt mig at droppe alt. Hvorfor leve, hvis du ikke har noget tilbage at leve for? Hvorfor trække vejret, hvis du alligevel er for træt til det? Svaret er simpelt til hvert spørgsmål. Det er: "Så lad vær." Hvorfor fortsætte den evige smerte, hvis den kan stoppes? Det behøver du ikke. Du kan stoppe det lige nu. Hvert øjeblik. Og det er min plan.

"Shae," hvisker jeg. Jeg standser midt på fortovet og skæver hen til en bænk. Shae forstår straks og går hen til bænken for at sætte sig på den. Jeg sætter mig helt ude til højre, hvilket er længst væk fra hende. "Jeg kan ikke mere," fortæller jeg hende ærligt. Jeg mærker en tårer glide ned af min kind, og jeg tørrer den ikke væk. Jeg ser bare ned på mine sko, imens jeg lader tårerne fortsætte.

"Hvad mener du?" Spørger hun forvirret.

"Hvad nu hvis du en dag vågner op og ser mig, som jeg ser mig selv, og så vil du ikke have mig længere?" Spørger jeg grådkvalt.

"Jeg tænker den samme tanke hele tiden, Delaney. Hvad nu hvis du vågner op og ser, hvad jeg ser? Ville du så droppe mig?" Spørger hun hypotetisk. "Men det vil aldrig komme til at ske, og ved du hvorfor?" Hun rykker lidt tættere på, og jeg lader hende gøre det. Jeg ryster på hovedet og stirrer på bilerne, som suser forbi os. Hvad ville der ske, hvis jeg stillede mig ud foran dem? Ville jeg overleve? Nok ikke. Forhåbentlig ikke. "Fordi vi to er bedre end det. Vi forstår hinanden, ikke?" Hun rykker endnu engang tættere på. "Vi dømmer ikke hinanden, fordi vi begge kender til smerte."

"Den smerte som du snakker om," starter jeg lavt. Shae nikker. "Den vil ikke gå væk," siger jeg med en knækkende stemme.

"Det vil den engang, Jase. Du skal bare give den tid. Du skal lade den komme væk," forklarer hun mig.