He Got' Me

Kapitel 5/ -Jacket

(Josie's synsvinkel)

"Er du okay..?" Smiler jeg til en pige der sidder og græder.

Hun kigger op på mig med hendes blå øjne. Hun er helt rød omkring øjne.

"Jeg er blevet droppet, over facebook.." hulker pigen og rækker mig hendes mobil hvorpå der er et opslag.

*William Johnson*
Det er slut Sasha Rooney! Så bare
Lad vær' med at kontakte mig igen
Fordi du Kommer til at græde.
Og Sasha, du var ikke så godt i sengen.
Ked af at sige det Sasha men spørg din
Eks. Han vil sige det samme, ses!

Jeg står og måber. Havde William skrevet det? Jeg kiggede forskrækket på hende. Hun hulkede og græd stadigvæk.

Jeg sætter mig ned ved siden af hende og holder hende ind til mig. "Det okay" siger jeg og ager hendes hår. Hun græder og græder. Hendes tårer rammer mine bukser. De bliver næsten gennemblødte.

Klokken ringer ud til frokost. Jeg slipper hende og går ud på gangen. Jeg kigger efter William. Han står i den anden ende af gangen med Cody og Max.

Jeg går med hårde, faste skridt mod den ubehøvlede nar. Det kan godt være jeg ikke kendte hende Sasha Rooney (Som så faktisk hed Victoria, han kunne ikke engang huske hendes navn? Ufatteligt!), men han skulle ikke såre  og ydmyge en pige så meget når jeg fik det af vide.

Jeg kom tættere og tættere på. Der var elever over det hele. Han smilte til mig. Jeg rakte min hånd op i luften og klaskede han en på kinden.

Han tog sig til kinden. Den var helt blod rød. Han gik fra at kigge forskrækket på mig til at være vred. Meget vred. Han knyttede næverne. Jeg ved godt det her ikke ender godt. Han tog sin knytnæve op i luften og skulle lige til at slå mig da Cody og Max holder fast i ham og hiver ham tilbage. "Løb!" råber Cody og Max i kor da de næsten ikke kan holde ham mere. Jeg begynder at løbe ned af gangen. Jeg løber så hurtigt jeg kan. Jeg kan se han løber hundrede meter længere nede af gangen. Jeg løber ned af trapperne og ind i et omklædningsrum. Jeg løber og løber da jeg falder i noget vand. Jeg kigger rundt der. Der står en helt masse drenge i håndklæde omkring mig. Jeg for rejst mig op igen og løber. Han er lige bag mig nu. Jeg løber og løber og kommer ud i skolegården.

William får overhældet mig. Han hopper op på min ryg så vi falder. Han vender mig om og holder mine hænder over hovedet. Han sidder på min mave og begge hans hændet holder på hver deres arm. Han kigger meget vredt på mig. Han trækker vejret meget hurtigt. Man skulle næsten tro det ikke nåede ned i lungerne.

Han stopper pludseligt. Han bliver rolig. Trækker vejret dybt ned i lungerne. Løsner grebet om min håndled. Han rejser og og kigger ned på mig. Han ryster på hovedet og løber ud til hans motorcykel inden han køre.

Jeg kigger efter ham. Hans T-shirt sidder tæt i til hans muskuløse overkrop. Jeg får tårer i øjne. Af hvad, ved jeg ikke.

Jeg kigger rundt. Næsten hele skolen står ved døren og vil se. Jeg begynder at græde og løber igennem mængden ud til parkeringspladsen, tager min cykel og cykler af vejen hjem mod mig.

Jeg tænker meget over William på det tidspunkt. Hvorfor blev han rolig? Hvorfor slog han mig ikke?

Det hele er så underligt nu. Men på en eller anden måde føltes det trygt. Og som mig, den største tryghedsnarkoman i verden, var det dejligt med noget tryghed. Det skete ikke så tit at jeg var så tryg.

Jeg cykler forbi et par villa gader. Der er lang vej før jeg er hjemme. Det begynder at regne. Meget. Jeg er gennemblødt.

Endelig er jeg hjemme. Helt gennemblødt. Jeg træder ind og ser rundt i det helt enorme hus. Jeg er alene. Huset kan en gang i mellem være ret stort at være alene i, men jeg er vant til det.

Jeg går op på mit værelse. Mit værelse står perfekt. Alt er perfekt udenpå, men ikke indeni.

Jeg er ikke okay. Jeg føler mig forkert i den her verden. Helt forkert. Jeg hører ikke til i en perfekt verden. Jeg hører til mine biologiske families verden. Fattig, misbrugende og ukærlig. Der hører jeg til.

Jeg putter mig under min dyne og kigger hen på William's læderjakke som stadig hænger på min stol. Der er begyndt at dufte af William her inde. Det dejligt. Jeg smiler over tanken om at han ikke har bedt om den endnu..

•••

Ved godt det ikke er så godt men øhm..
er jo heller ikke professionel vel, aha!
Men håber i nyder historien og smid gerne
En kommentar eller vote den! Det ville
Gøre mig monster glad vis jeg kunne få nogle vote's og nogen kommentarer fra dem der læser den:)
(Tager gerne imod konstruktivt kritik)

.KbookE.