Kriminel Kærlighed

Kapitel 10 En Sindssyg Dag

Jeg vågnede næste dag fordi der var nogen er bankede på hoveddøren rigtig hårdt, de bankede så hårdt at jeg var bange for at døren ville gå i stykker. Jeg løb ned til døren i nattøj og åbnede den, der stod to mænd, "hvad er der? Kan man nu ikke få lov til at sove?" Spurgte jeg. "Godmorgen frøken må vi komme indenfor?" Spurgte en mand, "nej sku da! Du skal da ikke komme her og tro at du kan smadre min dør og efter det tro at du må komme indenfor!" Råbte jeg, "det er også lige meget" sagde den anden og tog fat i mig, "hey slip mig! Slip mig nu! James!" Råbte jeg, jeg håbede på at James kunne høre mig, "mener du den fyr?" Spurgte den første og pegede på James, han lå på jorden med maven ned af, jeg kunne se hans ansigt, han var ligbleg og han blødte ud af munden og fra panden. Hans øjene var helt åbende og lyset der plagede at være i hans øjne var væk. "Nej! James!" Jeg prøvede at rive mig løs, men manden der havde fat i mig var for stærk, "du skal ingen steder hen, vi har fået ordre om at bringe dig hen til vores mester" sagde han og pressede en klud op for min mund og næse. Den lugtede underligt og jeg blev mere og mere svimmel, det sidste jeg kunne se var en dreng med nået sølv farvet hår, det var ikke særlig langt men det gik ned til drengens hals, drengen havde et ondt smil, sådan et der kan få selv den modigste mand til at ryste i bukserne. Da jeg så hans smil blev alt sort og jeg kunne ikke høre noget eller se noget, det var som om at jeg var i en kold, klam, sort kasse uden noget i. Bare en kold, sort kasse som man ville gøre alt for at slippe ud fra.

Jeg hørte en stemme da jeg var ved at vågne, "rolig hun er meget værd!" Sagde den. Jeg åbnede mine øjne og så at jeg var bundet fast til en stol, det lignede en trone. "Hej smukke! Hva så?" Jeg kiggede op og så drengen med det sølv farvet hår, "hvem er du?" Spurgte jeg træt, "jeg er din nye kæreste" sagde han og svingede et ur foran mine øjne, jeg blev svimmel og faldt i søvn igen. Jeg åbnede mine øjne og så jeg nogle voksne, de havde alle sammen masker på, sløv farvet masker med glimer på siden, den gik kun rundt om deres øjne "hun er da smuk!" Sagde en mand, "ja jeg bliver næsten jaloux" sagde en kvinde. "Det har du da ingen grund til min skat" sagde en anden mand og gav kvinden et kys, "tak" sagde kvinden og efter det kunne jeg ikke se dem mere. Alle folk lavede en kreds rundt om mig. "G-gå væk!" Stammede jeg, "i hørte hende, gå lige lidt væk hun er nok lidt nervøs", sagde en stor mand og gik ind foran mig, alle gik lidt væk fra mig, manden der stod foran mig smilede til mig, og jeg blev lidt mere tryg af det. "Nå men hvem for hende så med hjem?" Spurgte en mand, han så lidt gammel ud men han så også ud som om han kunne knuse bygninger hvis han ville, ikke fordi han så stærk ud men han så meget rig ud, han havde en smoking på, hvide handsker, hans hår var ved at blive gråt og han havde et irriterende, selvsikkert, smil. "Du skal ikke håbe for meget Arthur! Jeg vil også gerne have hende" sagde en ung mand mens han gik ind i rummet, han havde ikke engang kigget på mig men han sagde at han ville have mig. "Um... undskyld mig men... vil have mig? Hvad mener i?" Spurgte jeg. "Vi mener at den der har den bedste grund og ser bedst ud med dig vil få dig som deres personlige slave" sagde en dyb stemme, alle folk trådte til siden og så så jeg en mand, han havde ikke nogen maske på, han havde gråt hår og han så træt ud men han lød venlig, der var to mænd bag ved ham, det lignede nogle bodyguards så det var det sikkert også. "Få mig? Nej fandme nej! Du skal ikke komme her, kidnappe mig og derefter tro at du kan gør mig til en slave eller sådan noget!" Sagde jeg højt og begyndte at prøve at komme fri, jeg vred min krop så meget at jeg kunne mærke at jeg fik brandsår fra rebende på mine håndled, mave og ankler. "Det nytter ikke min ven, og desuden, hvis du ikke har det godt med den du kommer sammen med, kan du bare sige det til mig og det efter kan jeg prøve at hjælpe" sagde han. Jeg stoppede med at bevæge mig, smerten fra brandsårene på mine håndled og på min mave gjorde alt for ondt til at jeg kunne bevæge mig. Alt smerten i min krop begyndte at blive værre, jeg kunne ikke engang kigge op, det gjorde bare alt for ondt.

Der var en masse mænd der kom hen til mig og hver gang hørte jeg den venlige mand siger "nej" eller "måske". Jeg blev mere og mere vred, jeg var ikke nogen ting man kunne give væk og jeg var ikke nogens slave. "Bedstefar, må jeg prøve?" Hørte jeg en stemme spøge, jeg havde hørt den stemme før men jeg gad ikke at kigge op, det gjorde stadig meget ondt. "Okay så, gå op til hende" sagde den venlige mand. Jeg så nogle ben komme hen imod mig, men det sjove var at den der kom hen imod mig gik ikke til min side, nej han satte sig på hug, så mig i øjnene og tog sin maske af "hej med dig! Du ser sød ud!" Det var den dreng igen. Det var drengen med det sølvfarvede hår igen, han havde det mest søde smil jeg nogensinde havde set og han havde også de smukkeste mørke brune øjne, de var næsten helt sorte. "Mit navn er Teddy" sagde han, og jeg begyndte at grine. "Hun griner! Hun griner af ham!" Hørte jeg en mand råbe, "sikke et ondt pigebarn, sådan at grine af Sigurt Von Krüsers barnebarn" sagde en kvinde, jeg stoppede "Von Krüser?... det navn har jeg hørt før, det er tysk ikke sandt?" Teddy så spørgende på mig "Jo det er det, er det et mærkeligt navn?". "Nej! Min far fortalte engang for længe siden om det navn, familien er meget rige fordi at dens forfædrer tjænte kong Christan 4. Jeg syntes det var meget sejt så da jeg var lille ville jeg gerne have det efternavn, men det er lige meget nu" sagde jeg og smilede, "wauw... du er fantastisk!" Sagde Teddy meget højt, jeg fik helt ondt i ørene, "hvad siger du så bedstefar?!" Spurgte Teddy og vendte sig om, "okay" sagde han med en meget venligt smil "Yes!" Råbte Teddy og bandt mig op, jeg kunne ikke stå op så jeg faldt bare af stolen, "oh gud! Kom her" sagde Teddy og tog mig op, han bar mig som en prinsesse, det var pinligt men jeg havde så ondt at jeg ikke kunne gøre noget.

Teddy bar mig ind på et værelse, da jeg så det gik det for alvor op for mig at jeg var på et hotel, og Teddy havde også sagt det til mig men det var først nu jeg fik det ind i mit hoved. "Her, sov lidt" sagde han og lagde mig ned på en blød og stor seng. Han gav mig en dyne på og gik ud. Selvom at jeg gerne ville sove kunne jeg ikke, jeg tænkte bare på om alt hvad der var sket og det gjorde ondt indeni, ikke fordi jeg var skadet indeni men fordi jeg tænkte på at jeg aldrig mere ville høre en af Olivers score replikker. Eller sidde ved siden af Emil når vi skulle ud og stjæle. Jeg ville aldrig mere kunne se Mads' blå hår eller høre Chris' hånlige latter, jeg ville aldrig mere høre Teos forstående stemme eller se James' smil eller komme hjem til et stort hus hvor der altid var en dejlig duft af nybagt kage. Jeg kunne heller ikke få James' ansigt ud af hovedet, da jeg så ham sidste var han helt sikkert død. Men det gjorde meget mere ondt da jeg tænkte på. Jeg vidste ikke hvad der ville ske med mig fra nu af.