Kriminel Kærlighed

Kapitel 9 Fri Som Fuglen, Eller Ik'?

Jeg havde lige fået fri fra skole, da nogle drenge, pludselig stod foran mig, "hvad siger du til at vi viser dig lidt rundt?" Sagde den ene, "nej tak" sagde jeg og prøvede at komme forbi dem, men en af dem greb min arm, "du skal ikke være genert smukke, kom nu" "jeg sagde nej!" Jeg prøvede at rive mig løs men jeg kunne ikke, "kom så her!" Sagde den sidste som bandt noget for min mund og bandt mine arme og ben. Efter det blev jeg løftet op og de gik ind i en skov med mig "så det må være fint nok" sagde den første. Ham der bar mig satte mig ned, "bare slap af okay smukke?" Spurgte den anden, jeg rystede på hovedet. "Nå, hun er en stædig tøs hva?", "det ser sådan ud" den der bar mig rakte hans hånd ud mod mig og greb fat i min trøje, jeg fik et chok så jeg bankede mit hoved mod hans "av for helvede da! Din lille!" Han greb fat i mit hår med den ene hånd og greb min trøje igen med den anden, men pludselig hørte vi en stemme, en stemme der sagde "lad hende være". Ham der havde fat i mit hår og i min trøje gav slip og kiggede på ham der havde stemmen, jeg kiggede tilbage og så Emil, han stod i sportstøj fra top til tå, det hele var sort med med grønne striber på armene og på siden at benene, det så godt ud på ham. Hans hår hang ned over hans øjne og hans så ud til at han havde løbet hele vejen til London. "Hvad sagde du, svækling?" Spurgte ham, der lige havde haft fat i mig, man kunne se Emils mund og næse men ikke hans øjne, han så lidt skræmmende ud. "Svækling? Var det, det du sagde?" Emil smilede et overraskende ondt smil, jeg kunne mærke koldsveden løbe ned af ryggen. "Er det meningen at vi skal blive bange nu? Se lige dine arme, de er ikke mere en fugleklatter" grinede den første, som jeg tror er lederen. "Bare kom, hvis du tør" sagde Emil. "Ja okay, lad os slås, hvis du vinder får du tøsen" sagde lederen med et smil, "og hvis du vinder?" Spurgte Emil. "Så får vi hende og vi ser dig aldrig igen", jeg blev bange, Emil så ikke særlig stærk ud. Faktisk lignede han en der aldrig dyrkede sport. Han siger vel ikke ja til den aftale vel? Jeg vil ikke ende sammen med de fyre dér tænkte jeg. "Top, men måske skal jeg lige advare dig" sagde Emil "nej, det går" sagde lederen og løb imod Emil med fuld fart. Emil rørte sig ikke han kiggede bare ned i jorden, jeg fik stoffet om min mund af, "Emil!" råbte jeg, "hold kæft!" Råbte en af den andre drenge. "Nu skal du se hvordan man slår en taber ud" sagde ham der råbte af mig. Emil bevægede sig stadig ikke og Lederen skulle lige til at slå ham, han hævede en knytnæve og svingede den lige imod Emils hoved. Jeg kiggede væk men de andre drenge tvang mit hoved til at se. To sekunder før han rammer Emil, griber Emil lederens næve og slår ham i maven så han falder ned på jorden. "I havde ret... det er sådan man slår en taber ud" sagde Emil og kiggede op, han rystede hans hoved og hans hår fløj væk fra hans øjne. "Men... hvordan?" Spurgte den ene, "man slår bare, er der nogen andre der vil prøve?" Spurgte Emil. "Bare kom an" sagde den anden dreng. "Fint nok" sagde Emil og løb imod drengen der gerne ville slås, han rammer ham i hovedet, slår ham i maven og skubber ham ind i et træ. Emil sagde ikke mere, han gik bare hen imod mig og den sidste dreng, drengen blev bange og løb hans vej. Emil satte sig foran mig og kiggede mig i øjnene, "er du okay?" Spurgte han, "ja, jeg har det fint" sagde jeg og kiggede væk, det var mærkeligt at se på Emil efter det, jeg var vant til at se en stille og rolig fyr, men nu ser jeg et vild bæst. "...Kom her" sagde han og hjalp mig med at stå op, han bandt min arme og ben op, "tak, men hvordan gjorde du det?" Spurgte jeg. "Min far" sagde han bare og så huskede jeg, Emils far er trander så måske har han også trænet Emil. Emil tog mig i hånden og begyndte at gå. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg, men han sagde ikke noget, måske synes han at han har snakket for meget i dag eller sådan noget.

Vi gik et lille stykke tid men så kom vi til et stort hus, måske lige så stort som Chris' og på postkassen stod der "Emil Sønder, Peter Sønder og Maldte Sønder". "Um Emil... hvad laver vi her?" Spurgte jeg, men jeg fik stadig ikke noget svar. Emil gik ind i det stor hus som han boret i, hvis det der stod på postkassen var sandt. Han gav ikke slip på min hånd, da vi kom ind mærkede jeg straks nogle hænde på mine skuldere, jeg sparkede bagud og ramte en. "Fuck det gjorde ondt!", var der en dreng der råbte, jeg vendte mig om, "det må du meget undskylde men du forskrækkede mig" sagde jeg. "Det er okay" sagde drengen, han havde også brunt hår ligesom Emil men ham her var meget mere snakkesalig. "Det er hyggeligt at møde dig frøken, mig navn er Maldte" sagde han og kyssede mig hånd, "um det er også godt at møde dig, mit navn er Clara" sagde jeg og tog lige så stille min hånd til mig igen. "Er du Emils kæreste?" Spurgte han og så på Emil. "Nej det er jeg ikke" sagde jeg hurtigt, "det var da godt for mig var?" Spurgte han og tog et skridt tættere på mig, men Emil kom ind imellem os meget hurtigt. Maldte begyndte at grine og Emil tog mig i hånden og førte mig ovenpå med hastige skridt. Han åbnede en dør og der var næsten ingenting i det rum, det var en seng, et skab, nogle billeder, men så heller ikke mere. "Hvad laver vi her inde Emil?" Spurgte jeg, "...venter" sagde han, "på hvem?", "nogen" det var det eneste vi sagde til hinanden, vi sad bare inde på et værelse i total stilhed og total mørke, Emil ville ikke have lyset tændt. Det var akavet og kedeligt men jeg kunne mærke at Emil ikke gad at snakke med mig mere i dag. Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, en time?, To timer?, Tre timer?! Jeg havde ingen anelse. Døren gik op og der stod en sort silhuet i døren, jeg kunne ikke se hvem det var fordi gangen bagved personen var næsten helt sort, der var meget lidt lys, Emil gik over til den sorte silhuet og nikkede til den. Emil gik ud og silhuetten tændte lyset og der stod Chris i sort tøj, han havde en masse sår i hovedet. Men han så ud til at være okay, "kom jeg har ikke så meget tid" sagde han og tog min hånd, han gik nedenunder, vi gik udenfor i natten, selvom at der var lyst da jeg kom var der mørkt nu. Vi gik ned at tovet og hen til biografen. "Kom så" sagde han og gik ind med mig, vi gik ind i en sal, der var ikke så mange mennesker men der var lidt. Chris satte sig ned og bad mig om at sætte mig ned ved siden af ham. "Hvad skal vi se?" Spurgte jeg, "Blod På Væggen" sagde Chris. Han sidste det jo ikke men jeg kunne ikke lide gyserfilm, der var alt for meget spænding i dem, og alt for meget gys, men før jeg kunne sige noget til ham begyndte filmen og jeg sagde ikke noget.

Midt i filmen blev jeg så bange at Chris skulle holde om mig for at jeg ikke begyndte at græde eller skrige, jeg følte mig meget tryg i hans favn, jeg kunne høre hans hjerte slå, det slog faktisk meget hurtigt men det var nok bare fordi han også var lidt bange. Da Filmen var slut og alle var gået ud sad Chris og jeg stadig på Chris' plads, han gad ikke at slippe mig. "Chris filmen er slut" sagde jeg, "det ved jeg godt men... jeg vil gerne blive i den her stilling bare lidt længere tid, hvis det er okay med dig" sagde han, han lød træt. "Det er okay, men hvordan kom du ud af fængslet, du skulle sidde inde i et år ik'?" "jo men jeg stak af" sagde han, "hvad gjorde du?!" Råbte jeg, Chris gav slip på mig og kiggede på mig, "jeg ville gerne se dig igen så jeg stak af, hvis jeg går ud herfra efter et stort skænderi med dig så vil jeg ende i fængsel med et knust hjerte" sagde han med et seriøst udtryk i ansigtet. "Hvad mener du?" Spurgte jeg "jeg mener hvad jeg sagde, den første dag jeg så dig blev jeg-" han nået ikke at sige hans sætning færdig for vi hørte en anden stemme, "der er han!" Vi kiggede os tilbage og så en flok af politimænd stå ved udgangen, "shit!" Råbte Chris og kiggede rundt, da han så at man ikke kunne komme ud andre steder tog han hans hænder op til hans ansigt og kiggede ned i gulvet. "Flyt dig frøken" sagde en politimand og tog mig i armen, "av!" Råbte jeg, det føltes som om at han var ved at rive min arm af, "slip hende!" Råbte Chris og tog min anden arm, han rev så hårdt i den at politimanden slap mig og jeg ende i Chris' arme, jeg kunne mærke at jeg blev helt rød i hovedet så jeg tyggede mig ansigt ind mod Chris' brystkasse, "hun er min!" Sagde han højt. Politimanden sagde ikke noget efter det, han kiggede bare på Chris med et virkelig ondt blik, han så ud som om at han skulle til at slå ham ihjel eller torturere ham, "jeg giver dig fem minutter" sagde han og så gik han. "Fem minutter..." sagde Chris stille, "det har jeg ikke brug for" og derefter gik han ud at salen med mig i hånden, alle politimændene kiggede på os og jeg blev rød i hovedet igen. "Hvis jeg går med jer nu må jeg så se Clara igen nogle gange om weekenden?" Spurgte Chris, alle politimændene tænkte så det knagede, men så sagde en af dem noget, "ja det må du vel godt" sagde han. "Super, så kan i også lige køre hende hjem igen okay? Godt, tak!" sagde Chris hurtigt og gik hen i mod politibilen, men før det smilede han til mig, han sagde ikke noget men jeg kunne se i hans øjne at han ville have sagt "bare rolig" men han smilede bare. Efter det blev han kørt væk og jeg blev kørt hjem. "Clara! Du er tilbage! Det var en dejlig nyhed!" Sagde James og gav mig et kram, et stort et, et man kunne mærke kom fra hjertet. Jeg kunne mærke tårerne presse på, min hals begyndte at gøre ondt og jeg kunne ikke sige noget. "Hvad er der galt?" "Han... han smilede bare... han smilede mens de kørte væk med ham" sagde jeg og begyndte at græde, James rørte sig ikke, han stod der bare og ventede indtil at jeg var færdig med at græde.

"Her er noget te, frøken" sagde James og satte noget te foran mig, "tak James" sagde jeg og drak noget af det, "er det english breakfast?" "Ja det er det, smager det ikke godt?" "oh jo jo det smager herligt" sagde jeg. "Det var godt" sagde James og gik sin vej. Jeg sad helt alene i det store rum og så på min te, det var ikke det samme som når Chris var her. Jeg sad der indtil min te var blevet kold og derefter kom James. "Vil du have noget kage?", "nej tak" sagde jeg og kiggede ned, "men det er nybagt" sagde James med en trist stemme. "Okay så" sagde jeg og kiggede op, "det var godt, her". Han rakte en tallerken med kage til mig og jeg tog imod den. Kagen havde flødeskum og et jordbær ovenpå og selve kagen var chokoladekage, den smagte herligt. "Du ved godt at hvis han ikke kunne lide dig var du smidt ud ikke?" "Huh? Hvad mener du?" "Chris, hvis han ikke kunne lide dig var du ikke i dette hus mere" "virkelig?" "Ja jeg har holdt øje med ham og de andre. De andre drenge kan virkelig godt lide dig, men han har sagt til dem at de ikke må ligge en finger på dig, fordi han også godt kan lide dig" sagde James og smilede, "så det var det Emil mente da han sagde at han havde stoppet dem og ham", "hvad?" "Ikke noget, det er lige meget" sagde jeg og drak resten af min kolde te.