Kriminel Kærlighed

Kapitel 2 En Mærkelig Dreng

Jeg hørte en lyd og åbnede mine øjne igen, jeg var træt og sulten men jeg var ikke kold eller noget, det var altid 10 grader på lageret. Lyden kom igen, jeg kiggede på mit ur og så jeg vidste jeg, at jeg skulle gemme mig, fordi klokken var langt over midnat og der var ikke nogen tilbage i butikken mere, så det måtte jo værer en tyv eller noget. Jeg gemte mig bag nogle kasser og døren gik op, jeg kunne ikke se personernes ansigter, der var tre og jeg vidste at det ikke var nogen jeg kendte. "Han sagde at det nye tøj var herinde", sagde en af skikkelserne "ja ja, men han er her ikke endnu, så vi skal nok bare finde det selv" sagde en anden skikkelse. "Så, så drenge rolig nu, der er ikke noget hast, han kommer sikkert også lige om lidt" sagde den sidste skikkelse, "javel!" Sagde de andre og grinede. De var alle sammen drenge tilsyneladende, fordi det var alle sammen dybe, sexede drengestemmer. De begyndte alle at gå rundt og kigge rundt, der var en der kiggede på mig, men så mig, til mit held, ikke. "Er det mon de her kasser? Jeg kan nemlig ikke helt huske hvor jeg satte dem" sagde en ny skikkelse, og gik hen imod mig, det var en stor skikkelse og jeg kunne se at det var en dreng, jeg var ikke bange, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var lammet. Han kom tættere og tættere på, til sidst stod han lige foran mig, han tog kassen jeg gemte mig bag ved og så på mig med en mærkeligt blik. Han havde sorte handsker på, en sort maske der kun lige dækkede for hans mund og næse, han havde halvlangt lyst hår, det gik ned til hans nakke, og hans pande hår gik næsten ned, i øjnene på ham. Fordi der var lys der lyste på ham, fra gangen, kunne jeg se at han havde lyse blå øjne. Han havde også en sort hue på, men den dækkede ikke, hans hår ved ørene, nakken eller panden. Han rørte sig ikke, og sagde heller ikke noget men kiggede bare på mig, efter fire eller fem sekunder, satte han kassen foran mig igen, og klappede mig på hovedet, dernæst hviskede han med en blid stemme, "vær stille" sagde han og gik igen. "Var det den?" spurgte en af de andre skikkelser, "nej, det var det ikke Mads" sagde drengen som lige havde været henne ved mig "nå okay så, kom så drenge vi skrider med det vi har" sagde skikkelsen, som hed Mads, og de andre fulgte efter. Undtagen drengen, som havde set mig. Da han var sikker på at de andre var gået, gik han hen til mig, tog kassen væk, løftede mig op og satte mig på kassen. "Jeg vidste du ville være nyttig" sagde han og lænede sig hen imod mig, han var så tæt på at jeg kunne mærke ham trække vejret igennem masken. Varm luft ramte mig. "Hvad mener du?" Spurgte jeg og kiggede væk, det var lidt mærkeligt, jeg kendte ham ikke men han stod så tæt på, som om han skulle til at kysse mig. "Hvad jeg mener? Hvorfor tror du jeg ikke åbnede døren efter jeg låste dig inde?" Spurgte han. "Men det var ikke dig, det var..." jeg vidste ikke navnet på den nye fyr, der havde låst mig inde. Drengen som stod foran mig begyndte at grine, det var en lidt sindssyg latter, han tog en tåre væk fra, hans øje. "Hvad er der så sjovt?" spurgte jeg og da han var færdig med at grine, tog han hans maske ned, så den hang rundt om hans hals. "What the fuck?" Spurgte jeg højt, drengen var ikke nogen jeg ikke kendte fordi, drengen var ham den nye medarbejdere, "hej mit navn er Chris, hvad er dit navn?" Spurgte han med et kækt smil, men jeg svarede ikke, jeg var chokeret, tænk engang at en der kun lige var begyndt at arbejde med mig, var en kriminel, en flot fyr men en kriminel! "Hallo? Har katten spist din tunge?" Spurgte han, "d-du.... du er... men", "bare sig mit navn for helvede" sagde han. "D-det er Clara". "Okay Clara skal vi gå?" Spurgte han mig og løftede mig op i hans arme som om jeg ikke vejede noget og begyndte at gå ud af lageret. Han bar mig som en prinsesse, han gav mig også min telefon. "M-men hvem er du?", "jeg er Chris, jeg er 17 år gammel, jeg er vokset op i København, men er flyttet her til med min onkel, som sidder i fængsel lige nu, jeg er med i en tyvebande, fordi det ligger til familien. Er der mere du vil vide?" Han så på mig, med et blik så hot, at det kunne få enhver pige, til at falde om. "Nej... det er fint" sagde jeg og var tavs. Han satte mig ned da vi var henne ved togstationen og så begyndte han at gå sin vej. Lige før han forsvandt kiggede han på mig. "Jeg håber ikke at du siger noget til nogen hvem jeg er, og hvad jeg laver, så kan vi måske blive gode venner. Men jeg ved at du ikke vil sige noget til nogen. For de vil ikke tro på dig" sagde han og begyndte at grine, så forsvandt rundt om et hjørne.

"Hvor har du været?" Spurgte min mor, med en lidt ligeglad stemme, og trætte øjne, hun havde ikke sovet, hun var altid sent oppe. Jeg fortalte hende at jeg blev nødt til at tage en nattevagt fordi vi havde fået nye vare og det forstod hun, eller hun var nok ligeglad, så jeg gik bare i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte hele tiden, på Chris, og den tyvebande, han var med i, hvad nu hvis det var en af de andre, der havde set mig? Hvad nu hvis Chris, ville have sagt til de andre hvor jeg var? Hvorfor sagde han, ikke til de andre hvor jeg var? Det hele kørte bare rundt i mit hoved indtil jeg faldt i søvn og selv dér drømte jeg om alle de spørgsmål, jeg ville vide det, jeg ville have svaret og jeg ville have det nu.