Kriminel Kærlighed

Kapitel 7 En Tyvs Onkel

Da jeg vågnede næste morgen blev jeg lidt panisk, jeg kunne ikke finde halskæde som Mads havde givet mig, jeg kiggede over alt, under dynen, under puden, under sengen, kommoden, sminkebordet men jeg kunne ikke finde den. "Clara skynd dig at klæde om, der er en du skal møde nu" sagde Chris, "okay" sagde jeg, "jeg må bare lede efter den senere" sagde jeg stille. Jeg fandt noget tøj som jeg ikke havde haft på før, det var en lang hvid top, nogle små cremefarvet shorts, nogle hvide gamacher og jeg satte mit hår op i en høj hestehale. Jeg gik ud af mit værelse og kiggede ned fra gelænderet, der stod den mand som jeg slog på togstationen den samme dag som jeg mødte Chris. "Der er hun!" Sagde Chris og smilede til mig, manden vendte sig om og så mig men han smilede også, "nåår! Hende som virkelig kan slå en proper næve var?" spurgte han og var på vej op af trappen til mig. "Jeg er glad for at møde dig, mit navn er Clara Holm" sagde jeg og rakte hånden frem imod ham, men han bukkede til mig og så forstod jeg at at også skulle bukke eller neje så jeg nejede til ham, så tog han min hånd og kyssede den. "Det er mig en ære at møde dem frøken, mit navn er Karlos Kamter, jeg er Chris' onkel" sagde han. "Du må virkelig undskylde at jeg slog dig den dag" sagde jeg, "det er okay, det fortjente jeg for at være så ond og skubbe dig, kan du tilgive mig?", "kun hvis du kan tilgive mig" sagde jeg og vi begyndte at grine. Chris så ud som om at han ikke forstod noget som helst, men James smilede bare og satte noget te på bordet. "Skal vi se at komme frem til business?" spurgte Karlos, "ja lad os det" sagde Chris, "godt så, jeg tænker at vi skal setter nogle butikker i Japan og i USA" sagde Karlos. "Undskyld at jeg afbryder men hvilke butikker?" spurgte jeg, "det er okay min kære, butikkerne er dem som bliver kaldt "De små hjerter" som er blevet meget populær i løbet at de sidste 10 år" sagde Karlos "vent.... Tehusene "De små hjerter"? Dem elsker jeg!" Sagde jeg, "det er mig der ejer dem" sagde Karlos, "fedt! Men bare fortsæt jeres samtale" sagde jeg. "Godt så, Japan fordi de elsker te og vi kan også få noget japans te, vi har jo allerrede noget engelsk te" sagde karlos. "Ja men det kommer nok til at koste flere millioner jeg tænker at vi skal vente et par år" sagde Chris "et par år? Er du helt fra den!?" Råbte Karlos "nej men-" "det er nok bedst hvis i opbygger 2 eller 3 butikker dernede først, så i ikke taber så mange penge og hvis de blive populær kan i bygge flere" mumlede jeg og alle var stille "du er da et genie!" Sagde Karlos højt, "det gør vi sku!" Råbte Karlos og tog hans mobile. Chris tog mig i armen og tog mig med ud i køkkenet. "Hvordan fandt du på det?" Spurgte han, "det ved jeg ikke, det kom bare til mig" sagde jeg. "Fuck hvor godt!" Sagde han, "må jeg spørger om noget?" Spurgte jeg, "ja sig frem" sagde Chris, "dit rigtige efternavn er ikke "Møller" er det vel?" Chris sagde ikke noget "og din onkel, hvad har han lavet da han sad i fængsel?" "Han stjal en idé fra nogle andre" sagde han og gik men han svarede aldrig på hvad hans efternavn var. "Det super hyggeligt at møde dig Clara men jeg bliver nødt til at gå nu, tak for idén om det med Japan du har været en stor hjælp" sagde Karlos og gik ud af døren og kørte hjem. Chris lagde sig ned på sofaen og løsnede hans slips lidt, "Hvor jeg hader det her" mumlede han, jeg satte mig ved siden af ham og han lagde hans hoved på mine lår, "hvad laver du?" Spurgte jeg, "hviler mig" sagde han, "ikke her!" Sagde jeg højt og løftede hans hoved op og smidt det ned på sofaen efter jeg rejste mig op igen. "Ugh du er så kedelig" sagde han. "Ja, ja men jeg skal lede efter den halskæde som Mads gav mig i går, jeg kan ikke finde den" sagde jeg, "du er så dum, den halskæde var sikkert vidt dyr og du smider den bare væk som om det var skrald". Da han havde sagt det blev jeg mistænkelig. "Har du noget imod hvis jeg kigger inde på dit værelse?" Spurgte jeg "slet ikke" sagde han og jeg begyndte at gå op af trappen, "nej vent stop! Du skal ikke gå ind!" Råbte han og løb efter mig, jeg tog i håndtaget og åbnede døren, "nej!" Råbte Chris og sprang på mig så jeg faldt ned og mistede pusten, "jeg vil ikke have at du er herinde!" Sagde han højt, "jeg.. kan ikke... få luft" sagde jeg, Chris var så tung at jeg kunne mærke mine organer blive presset imod gulvet. "Så skal du også gå ud" sagde han, han mindede mig om en typisk storebror. "Ja ja" sagde jeg og han fjernede sig fra mig, lige så snart at jeg var sikker på at han stod op sprang jeg ligesom en kat over mod sengen og landede på den, jeg kiggede rundt men jeg kunne ikke finde den, det næste jeg ved er at Chris lægger oven på mig igen og kigger mig dybt i øjnene. "Jeg sagde at du skulle gå ud" sagde han, "men den halskæde er vigtig for mig!" Sagde jeg. "Hvorfor?" spurgte Chris, "fordi den eneste der nogensinde har givet mig noget smykke har været min far" Chris' øjnene var helt åbende af chok, "virkelig?" "Ja!" Råbte jeg, han så over på en skål der stod ved siden af sengen, jeg kunne ikke se hvad der var i fordi jeg ikke kunne bevæge mig, "hvad vil du gøre hvis jeg finder den?" Spurgte han, "hvorfor?" Spurgte jeg med at spørgende blik, "fordi hvis jeg finder den vil jeg have noget for det" hans ansigt kom tættere på. "Hvad vil du have?". Han satte sig op og kiggede væk "bare glem det, du gider ikke at give noget til en person du hader" sagde han. Han tog hånden ned i skålen og smed min halskæde over til mig, han gik væk fra mig og gik over til vinduet. "En person jeg hader? Hvad taler du om?" Spurgte jeg, "jeg er et fjols, en idiot og en kriminel stodder, var det ikke det du sagde til ham, din ven, Teo?", jeg var chokeret, tænk engang at han var der til at høre hvad jeg havde sagt om ham, "jeg... det var ikke-" "hold kæft og skrid!" Råbte han efter mig men han kiggede ikke engang på mig. "Chris jeg mente det jo ikke, jeg-" "jeg sagde skrid!" Råbte han endnu højere, "nej" råbte jeg tilbage, han kiggede på mig med vrede i hans øjne. Han kom hen til mig. Tog fat i min arm og passede mig op imod væggen. "Ved du hvordan det er at se din egen mor dø lige foran dig? Har du nogen anelse om hvordan det føles at se at det blod det engang var inde i et menneskes krop som bare lå og flød hen imod dig? Ved du det? For ellers kan du godt gå! Og aldrig komme igen!" Råbte han. Jeg kiggede væk, jeg vidste godt hvordan det var, jeg så min far dø foran mig og det var endda også på grund af mig, "ja jeg gør" sagde jeg stille, "jeg kan ikke høre dig" sagde han og pressede mig meget hårdt imod væggen. "Jeg ved godt hvordan det er" sagde jeg og kiggede ham i øjnene, jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg prøvede på at holde dem inde. "Hvordan? Din mor er i live og det er din far også" sagde han. "Jeg har aldrig sagt at min far var i live" sagde jeg, det blev for meget for mig, tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder og mit syn blev sløret. "Jo du-" "nej! Jeg sagde at du ikke kunne få fat på min far fordi han var død men det hørte du ikke, så jeg sagde bare at han ikke behøvede at vide noget!" Chris gav slip på mig og jeg krøb sammen på gulvet op af væggen, jeg bøjede mit hoved ned mellem mine ben og til min stor overraskelse satte Chris sig ned foran mig, han strøg mit hoved blit. Sådan sad vi, vi sagde ikke noget vi sad bare der indtil vi begge faldt i søvn på stedet.