Players want it too

Home sweet Home

Kelsey's synsvinkel

"Velkommen hjem..." siger jeg og krammer mor kort. Hun stopper sin kuffert og tager sit overtøj af. "Hva' så?" Spørger jeg interesseret. Hun sukker. "Din far og Nash kommer over om en halv time, vi snakker der..." svarer hun og går oven på.

Jeg går op på mit værelse og tager tøj og makeup på. Jeg sætter mit hår op i en høj hæstehale og går ned i køkkenet hvor mor står og skærer noget frugt. "Kelsey..." siger hun stille. "Ja?" Svarer jeg og tager et stykke frugt. Hun kigger fortvivlende ned i frugten. "Hvordan vil du have det hvis jeg fandt sammen med din far igen..." mit hjerte stopper. Rektor?! Nej, nej, nej. Aldrig i livet! Man kan ikke bare forlade sin famile når det bliver svært og så når alting er faldet på plads komme kravlende tilbage. Jeg kigger chokeret på hende. "Fint nok..." lyver jeg. Godt nok er både mor og rektor nogle idioter, men det er ikke op tip mig om de skal være sammen eller ej. Hun ånder lettet op i samme øjeblik som døren ringer på. Jeg går med raske skridt modsættende og åbner op. Jeg velkommer rektor og Nash ind i samme øjeblik kommer mor frem, går hen mod Nash og give rgam et kram. Derefter kigger hun overlegen på rektor og kusser ham så. Jeg kigger forskrækket på Nash som heller ikke rigtig forstår hvad der sker. Jeg ryster på hovedet og sammen får vi ind i dagligstuen. "Det hele er på plads, Leo bor nu hos Melanies forældre" fortæller de. De fortæller en hel masse detaljer og om hvad ellers de har lavet i Florida. De spørger også ind til hvad vi har lavet. Jeg undlader at fortælle om festen, men spolere Nash rimelig meget. "Vi var til fest hos Cameron" starter han. "Men på et tidspunkt stoppede han festen og bad os om at smide alle sammen ud" fortsætter. "Jeg så den veninde du Kom med, men ikke dig og jeg kunne heller ikke fonde Cameron"
Siger han og kigger lusket på mig. "Jah, jeg tog tideligere hjem end Isabel" lyver jeg. Mor og rektor køber den med det samme, men det gør Nash ikke.

Djuskekowl!!!!

Jeg hader han så fucking meget lige nu! Han prøver tydeligvis at få mig til at tilstå hvad der skete til festen, det overraskende er bare at han ikke ser ud til at være særlig sur over det?

"Jeg skar mig... og Cameron hjalp mig!" Siger jeg for at understrege st han ikke skal lege med mig. Hvis jeg hat lyst til at være sammen med Cameron til en fest, så gør jeg det. Og hvis jegvhar lyst til at tage tideligt hjem, så gør jeg det! Så enkelt er det...

"Ahh, så i var altså damen til festen..." svarer han. Mor og rektor kigger forvirret på os og forstår ikke en dyt af hvad vi mener. "Hvad du hvad Nash? Ja! Vi var sammen og jeg skal faktisk også mødes med ham idag!" Siger jeg hårdt, rejser mig og går. Jeg går direkte hen til hoved døren, tager jakke og sko på og smækker døren efter. Jeg trække min telefon op ad lommen med besvær. Da jeg endelig har fået den op går jeg ind på beskeder og og skriver til Cameron.

"Hey, kan vi mødes ved skolen og en halv time?" skriver jeg.

Jeg ved at jeg bare kan lyve om at skulle være sammen med Cameron, men jeg har faktisk lyst til at være sammen med ham nu. Hans idioti gør mig i bedre humør.

"Selfølgelig😏" skriver han med den klammeste emoji. Jeg kan bare forstille mig hans ansigt lige nu, men det genere mig ikke.

Da jeg er ved skolen støder jeg på deb sidste person jeg havde forventet. Chris. Det er faktisk utrolig ovarraskende at se ham. Vi har ikke snakket sammen siden slåskampen, men han ser ud til at være kommet over det. "Hey..." siger han med er smil på læben. "Hej" svarer jeg stift. "Hvad laver du her..." begynder han. Og da jeg skal til at svare kommer mit svar frem. Chris kigger ondskabsfuldt på Cameron. Cameron tager omhyggeligt fat i min hånd og trækker mig stille væk. Wow. Der skete virkelig intet. Jeg troede ellers at 3. Verdenskrig ville bryde ud...

Så fik i 3. kapitel i marathonet!

Håber at i indtil videre nyder det og at i vil fortsætte med at læse med!

Husk at stem, del og kommenter!