Glem mig ...Aldrig

((32))

Solens stråler kastede sig ind af det halvbeskidte hospitalsvindue, mens Tracy for et øjeblik blev blindet af stuens hvide loft. Hun tog sig til hovedet og følte sig enormt rundtosset. Hendes hovedpine var så småt forsvundet, men var erstattet af en svag kvalme og forvirring. Hun kiggede rundt og anede ikke helt hvordan hun var havnet der.

    "Godmorgen." Hun vendte ansigtet og fik øje på Tobias siddende ved siden af sin seng.

    "Tobias.. Hvad skete der?"

    "Du blev dårlig og besvimmede." Han rejste sig og kom over og stod ved siden af hendes seng. "Hvordan har du det nu?"

    "Nogenlunde.." Hun så undrende rundt. "Men har følelsen af at have glemt eller mistet et eller andet.." Hun tog sig til hovedet. "Ville bare ønske jeg kunne komme i tanke om hvad det var.." Tobias kunne ikke lade hver at skæve over til Jake, der stod halvgemt i døren. For et øjeblik holdte de øjenkontakt, før Tobias igen vendte blikket imod Tracy.

    "Det har du sikkert også, du har det med at være lidt glemsom fra tid til anden." Hun grinede og puffede til ham.

    Det var hårdt at se den pige han elskede sive ud imellem hans fingre igen. Se hende grine af en anden mands jokes og sende ham de blikke, der før havde været hans. Det var svært at tænke på, at han overhovedet ikke strejfede hendes tanker, for han var ingen steder at finde i hendes sind. Det havde ny videnskab gjort muligt. Men han så det ikke længere som spild. Han havde fået en chance til. Oplevet alt det der var værd at opleve igen. Han var sikker på at hun havde svaret ja, til hans frieri. Det samme vidunderlige ja, som hun havde givet ham for 5 år siden.

    Hun fortjente det bedste. Det allerbedste i hele verden. Og han var ikke den der skulle give hende det. Det var tid til at lade en anden mand komme til. En der ville være god ved hende. Loyal, elskelig og beskyttende. Jake kendte ingen anden bedre til jobbet, end Tobias. For selvom han havde været en rival, skulle man også erkende når man så havde tabt og en anden vundet. Det havde været en god ide, at ringe efter Tobias.

    Jake sukkede og kastede et sidste blik på pigen han elskede. Hun skulle have lov at være lykkelig og leve længe, om så det betød at det var med en anden. Jake ville kun skade hende ved at blive, så det mest uselviske ville være at forlade hende og lade hende leve i uvidenhed om hvem han var.

"Jeg glemmer dig.. Aldrig.." Hviskede han og smilede for sig selv, ved lyden af hendes latter en sidste gang. Hvorefter han stak hænderne i lommerne og gik ned af den lange hvide hospitals gang, med et tungt hjerte.