Glem mig ...Aldrig

((25))

Den efterfølgende dag sad hun på sit kontor på arbejdet og tænkte tilbage på aften forinden. Ville han have gået hele vejen med hende, hvis hun havde tilladt det? Hun følte sig bare ikke parat, og håbede så inderligt at han ikke syntes, at hun var totalt kedelig. Hun var taget afsted på arbejde på trods af en voldsom hovedpine, der ikke ville gå væk. Hun havde ellers ædt hovedpinepiller hele morgenen og formiddagen, men lige meget virkede det. Hun havde haft mareridt hele natten og var vågnet til sved på panden og et hjerte der bankede ubehageligt i brystet på hende. Det hele havde føltes så virkeligt og på en måde ulækkert. Hver eneste drøm havde handlet om Jake. I en af dem stod hun med en stor hvid kjole, foran et par store døre, som pludselig blev åbnet til et mørkt rum. Jake var dukket op bagfra og havde skubbet hende ind i mørket med ordene: "Jeg elsker dig!" Hun så ham forsvinde og hvad hun tænkte måske kunne være minder om en glemt tid, hvirvlede omkring hende. En gang imellem landede hun på et af minderne og pludselig kunne hun stå midt på en hospitals gang, stadig i sin store hvide kjole og forsøge at trøste en mor der lige havde mistet sin elskede mand. Og så pludselig, kunne gangen de stod på tippe, og hun ville endnu engang glide ned i mørket og herefter lande på endnu et minde.

Med et vibrerede hendes mobil ind over bordet i korte ryk og skubbede hende derved ud af hendes tanker. En besked fra hendes mor kom op på displayet. En hurtig tanke om at hun ikke havde hørt meget fra hende de sidste par uger, ramte hende kort, før hun læste beskeden.

"Kæreste skat, jeg ved godt du ikke gider høre på mig. Og jeg er ked af alt det, jeg skulle have fortalt dig, men der var en grund til at jeg valgte ikke at fortælle dig om Jake. Jeg ber dig, hold op med at være sammen med ham! Han kan risikere at ødelægge så meget for dig, ja måske sårer dig endnu en gang, og det ønsker jeg ikke skal ske. Jeg elsker dig! Pas nu på dig selv min skat. Kys Mor." Hvad pokker mente hun dog med alt det? De havde genfundet deres kærlighed og så kommer hendes mor her og vil ødelægge det hele for hende. Hvor var det typisk.

Hovedpinen blev så slem at hun måtte tage tidligere hjem fra arbejde den dag. Der var ingen der stillede spørgsmålstegn ved det. Men i stedet for at tage hjem, tog hun ud til den såkaldte hemmelige hule, som hende og Jake eftersigende havde tilbragt meget tid i.

Hun sank en klump i det hun hun stod foran skoven og skulle til at gå derind. Der var ikke nogen der vidste at hun var der, så hvis der skete hende noget.. Hun stoppede sig selv ved at ryste på hovedet. Der sker ikke noget! Forsikrede hun sig selv om. Og begav sig herefter ind i skoven og stod snart efter foran hulen. Hun hadet så inderligt at hun ikke kunne huske noget som helst fra den tid. Hun forsøgte at komme i tanke om, om hun havde drømt noget om hulen i sine drømme den nat, men det hele havde været så underligt og rodet så det var slet ikke til at finde hoved eller hale i. Det underlige ved det hele var, at hun godt nok ikke kunne huske minderne, men hun kunne huske følelserne ved stedet. Følelsen af frihed, et pusterum. Følelsen af ubekymret leg og muntre stunder. Hun krammede sig selv, mens hun følte sorgen overtage hendes sind. Ville hun nogensinde komme i tanke om alt det hun havde glemt? Hvor havde der været meget vidunderligt, i følge Jake, der var blevet stjålet fra hende. Og så var det hun kom i tanke om Tobias, hun havde såret ham dagen forinden. Hun hev sin mobil frem og skrev til ham.

"Hej, jeg er ked af det i går.. Knus T." Det var en tam besked når man tænkte på at hun havde så meget mere at fortælle ham, men det måtte gå for nu. Der var jo heller ingen grund til at åbne sig selv helt op for ham, hvis han måske ikke engang ville svare.

Pludselig var der en gren, der knækkede bag hende og hun vendte sig..