Glem mig ...Aldrig

((31))

June havde siddet ved siden af sengen, Tracy lå i og grædt til hun var helt rød i hovedet. Selvom Jake var frygteligt bekymret, var han blevet siddende ude på gangen, for at give June lidt plads med sin datter. Da der var gået nogen timer kom June ud og stoppede ved siden af Jake. Hun var helt opløst i ansigtet af gråd.

    "Bliver du i nat?" Jake nikkede. "Godt.. Jeg tager hjem til hendes lejlighed og rydder op og finder noget tøj hun kan tage hjem i.." Med det sagt, tog hun hans hånd og klemte den, før hun begav sig ned af gangen.

    Efter at have taget sig sammen rejste han sig og gik ind til Tracy. Hun så så fredfyldt ud. Som om ingen bekymringer nagede hende. Han kom nok til at være der længe, så han fandt en behagelig stol og satte sig til rette i den. Han havde ikke tænkt sig at forlade hendes side denne gang. Men selvom det var en ædel ide, faldt han alligevel i søvn.

    Tidligt den følgende morgen vågnede Jake og så sig om. Han tog sin mobil op af lommen og tjekkede tiden. 04:39. Han kiggede på Tracy, som lå nøjagtig som hun havde dagen forinden. Det kunne være lige meget at tage hjem nu, så han rejste sig fra stolen og gik hen til døren og stoppede der mens han skævede til hende.

    "Bliv dér!" kommanderede han i sjov og rystede på hovedet over sin egen tåbelighed. Kaffeautomaten stod det samme sted som den havde dagen forinden. (Hvorfor skulle de i øvrigt også flytte den?) Det smagte kunstigt og kedeligt, men det havde den virkning han håbede på.

    Da han igen satte sig i stolen inde på hendes stue, blev han pludselig klar over at hun var ved at vågne. Han skyndte sig derfor ud efter en læge. De var åbenbart underbemandede, så de sagde at der ville gå lidt tid. Da han igen kom ind på stuen lå Tracy og kiggede rundt.

    Hendes spejlblanke øjne ramte ham som så de direkte igennem ham. Jake skyndte sig over til sengen med et stort smil.

    "Hej! åh! Jeg har været så bekymret!" sagde han og greb om hendes hånd. Tracy rynkede på brynene og trak hånden langsomt til sig.

    "Hvem er du?" Sætningen ramte ham så hårdt at det eneste han kunne fremstamme var "Hvad?"  hvorefter han trådte et par skridt tilbage. Var det mon en ondsindet joke? Det kunne det ikke være, Tracy ville aldrig gøre sådan noget! Han vidste, at alt det han havde gjort for at genskabe hendes hukommelse om ham, var tabt endnu engang. Det at han var kommet tilbage, ledt efter hende i månedsvis og forsøgt at få hende til at elske ham igen var alt spildt. Tracy så på ham med undren. Han anede ikke engang hvor lang tid han havde stået og stirret på hende med et tilsyneladende forvirret udtryk i øjne.

    "J.. Jeg.. jeg må være gået forkert.." Fremstammede han og begav sig derefter hurtigt ud af hendes stue. Da han var kommet ud på gangen kom en læge ham imøde. Det var åbenbart ham Tracy skulle undersøges af, for han henvendte sig til Jake.

    "Er alt som det skal være?" Jake nikkede uden en lyd. "Sig mig.. er du okay?" Han lagde en hånd på Jakes skulder og så bekymret på ham.

    "Hun kan ikke huske mig.." Lægen så hurtigt på Tracys dør og så så på Jake.

    "Hør, jeg bliver lige nød til at se til hende, vil du være sød at vendte herude imens?" Jake nikkede og famlede efter en stol. Alting var spildt. Hun kunne ikke huske hvem han var. Hvordan kunne hun ikke det? Elskede hun ham slet ikke?

    Kort efter kom lægen ud igen og gik over til Jake.

    "Jeg har kigget hendes journal igennem. Kan det passe at hun har fået fortaget en hukommelses operation?" Jake nikkede. "Udemærket.. Så kan jeg bedre forstå det hele." Han holdte en kort pause mens han skævede over imod Tracys dør. "Det ser ud til at hun har fået et tilbagefald grundet operationen.. Ved du om der er nogen chance for at hun har været sammen med personen hun forsøgte at glemme?" Jake nikkede.

    "Jeg er den hun forsøgte at glemme." Lægen løftede kortvarigt sine buskede øjenbryn.

    "Har hun klaget over kraftig hovedpine?"

    "Ja?"

    "Så er det derfor, hun har fået tilbagefaldet.. Hun var heldig denne gang, men jeg ville nok mindske min kontakt til hende, hvis jeg var dig.."

    "Det kan jeg da ikke.." Udbrød Jake og slog ud med armene, men blev afbrudt af lægen.

    "Hun kan dø af det.."

    "Hvad?" Jakes skuldre dalede, sammen med hans håb om, at de nogensinde kunne være sammen igen.

    "Ja, det er desværre en bivirkning.. Hendes hjerne reagere på stoffet som får hende til at glemme dig, men når du samtidig forsøger at vække hendes hukommelse, begynder hendes hjerne at modarbejde og nedbryde sig selv. Den koger simpelthen over."

    "Okay, så hvis jeg forstår det ret, så har hendes hjerne genstartet hende, så operationen virker korrekt igen?" Lægen nikkede.

    "Sådan kan man godt sige det, ja." Jake nikkede forstånede.

    "Okay, tak for informationen. Hvis du vil have mig undskyldt? Jeg skal lige ringe til én.." Lægen nikkede, alt imens Jake fandt sin mobil frem.