My New Brothers

Real parents and a sick girl

Claire's synsvinkel

"Okay, min kone har aftalt med skibet at de ikke kan vente på os mere. Så vi har arrangeret at en færge henter os til den næste ø" Siger Albert pludselig. "Men Calum har bare brug for lidt ro, så skulle han vidst have det godt igen" Jeg laver en lille frustreret mine til det. Jeg synes overhovedet ikke at Calum bare har brug for ro, og jeg har allermest lyst til at komme hjem til mine rigtige forældre.
"Albert?" Spørger jeg forsigtigt. "Har du egentlig telefonnummeret på en af mine forældre?" Albert vender sig langsomt på hælene og kigger mig lige ind i øjnene. "Selvfølgelig!" Siger han så. "Hvis der skulle ske en af jer noget alvorligt, ville jeg have det bedst med at de vidste det" "Så de ved godt at Calum er ... Skadet?" "Nej" Svarer han bare. "Jeg synes ikke at vi skal overdramatisere den her oplevelse" "Selvfølgelig ikke, men kunne jeg ikke få lov til at tale med dem?" Spørger jeg forsigtigt.

Lukes synsvinkel

"Ej come on Jake! Hvorfor lader du Claire komme så meget imellem os? Før hun kom var vi gode venner! Altså vi var i hvert fald bedre end nu!" Råber jeg. Han har låst mig ude af vores værelse, på skibet, og jeg har selvfølgelig glemt min "nøgle".
"Hun er vores søster for fanden! Det er dig som ikke kan styre dig!" Skriger han. "Okay nu burde du tage det roligt! Du skal overhovedet ikke snakke om at styre sig i forhold til det her!"
"Wow, hvad slås i om?" Spørger en alt for velkendt stemme. "Hej Claire! Skulle du ikke være hos Calum?" Spørger jeg tydeligt, så Jake kan høre at vi snakker sammen. "Øhm jo, men din far syntes at det var bedst at jeg kom tilbage inden skibet sejlede..." Mumler hun. "Ej du skal ikke have dårlig samvittighed over for Calum! Han er snart rask" Skynder jeg mig at sige. Hun siger ikke noget, hun kommer bare med en masse underlige lyde, som om hun er ved at dø. "Jake luk døren op!" Skriger jeg, og Jake åbner den i løbet af et halvt sekund. Claire løber ind og brækker sig udover det hele. Hun skynder sig videre ind på badeværelset og brækker sig igen. "Undskyld!" Mumle-råber hun derude fra. Vi kigger på hinanden og spurter ud til hende. Jake holder hendes hår og jeg taler bare til hende. Jeg ved ikke engang hvad jeg siger. Jeg taler bare.
"Luke? Vil du ikke give mig noget toiletpapir?" Mumler hun. "Jo! Selvfølgelig!"' Udbryder jeg og gi'r hende det. Hun griner bare lidt ad mig.

"Okay, jeg går altså ned og køber nogen hovedpinepiller. Sådan nogen må man vel kunne få her" Siger Claire pludselig. "Jeg tror altså at min mor har nogen" Siger Jake. "Nej nej, jeg finder det bare selv" svarer hun lidt irriteret. "Men du burde ikke gå ud. For en time siden lå du og brækkede dig i toilettet og.." Skynder jeg mig at sige, men jeg bliver hurtigt afbrudt: "Jeg er ligeglad! Jeg tror godt jeg kan klare at tage elevatoren ned til shoppingstedet og op igen!" Og så er hun ude af døren. "Mærkeligt" Tænker jeg højt. "jeg går altså efter hende"
Jeg skynder mig at tage trapperne, fordi elevatorerne tager for lang tid. Jeg stopper brat op, da hun går ind på apoteket. Og følger langsomt efter. Hun tager slet ikke nogen hovedpinepiller, men et eller andet andet.
Damn. Hun kigger op fra sin lille pose, og direkte ind i mine øjne. Jeg bliver jo bare lidt (sygt) panisk. Hvad gør man lige i den situation? "Årh! Der var du Claire! Jeg kunne ikke finde dig" Skynder jeg mig at sige. Hun kigger lidt mistroisk på mig os siger: "Man køber hovedpinepiller på apoteker, hvor skulle jeg ellers være?" Jeg griner lidt. "Jeg kunne vidst bare ikke finde apoteket" "Der er også viildt mange butikker at vælge imellem" Grine hun.