Kelsey's synsvinkel
"du bør nok tage en slapper i et par dage" sagde lægen. Jeg kiggede chokeret på hende, vejret her i Florida var helt perfekt til stranden og spise is hele dagen, men i stedet for skulle jeg "tage en slapper" hvad bilder hun sig ind? At bruge så stødende ord og ødelægge resten af den allerede ikke-så-lange ferie!?
Hun fortalte mig at der kunne gå infektion i såret hvis jeg bare idet hele taget lavede noget... min ferie var nu ødelagt og jeg ville nødigt trække Mahogany og alle de andre med ned i "faldet". De insisterede på at blive hjemme hos mig, men jeg nægtede at være skyld i at deres ferie skulle være ligeså lort som min. Politiet var hele tiden på nakken af os. Jeg var åbenbart blevet skåret i foden med et mordvåben og den hånd jeg havde mærket var liget af Ruth Stone.
Jeg fik dagene til at gå mange, mange spil sudoku og utallelige bøtter ben&jerrys.
Den nest sidste dag sad jeg alene på den store altan da jeg så en ung mand/dreng komme gående mod mig. Han var top løs og man kunne tydeligt se hans markerede sixpack fra lang afstand af. Han kom tættere og tættere indtil jeg opdagede hvem det var. Cameron. Jeg rejste mig op prøvede så hurtigt jeg kunne at gå ind i huset jeg haltede mod døren, men desværre ikke hurtigt nok. Cameron nåede hen til og tog fat i min arm. Jeg prøvede at trække min væk, men hans var alt for stramt. "av Cameron det gør ondt! " pev jeg. Han reagerede ikke. "hvad fanden vil du Cameron!?" sagde og blev mere aggressiv. Jeg forsøgte med min anden hånd at skubbe Cameron væk, men han var alt for stærk og tung. Da jeg begyndte at blive panisk tog han fat i min anden arm og skubbede mig op ad væggen. "hvis du ikke går væk fra nu skriger jeg! " truede jeg ham. "kelsey... " sagde han og sukkede. "hvem tror du lige jeg er? " afsluttede han. Jeg sugede luft ind som tegn på at jeg ville skrige da han afbrød mig. "jeg ville bare tale" sagde han hurtigt. "om hvad Cameron... jeg er ikke din lille kæreste som du skal undskylde overfor? " sagde jeg flabet. Cameron blev tydeligvis ikke særlig fornærmet og fortsatte bare med at snakke. " kelsey, jeg vil ikke have at hverken du eller alle mine venner tror at jeg en eller anden psykisk syg voldtægtsmand" sagde han. Jeg kiggede undrende på ham. "vil du ikke nok tage med tilbage til mit hus så jeg kan fortælle dig hvad der virkelig skete? " sagde han. Jeg kiggede ned på mine fødder. Den ene var helt til dægget af gips, mens den anden havde det helt fint. "okay, men du for kun en time" sagde jeg og gik mod Cameron strandhus som for resten lå ca. 500m væk. Tak Cameron, på grund af dig kommer jeg nok aldrig til at gå mere.