Dear Draco (Danish translation)

Toogtyve

Det er svært at forklare, og jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde ville være i stand til det. Men en verden uden dig er en verden jeg ikke vil leve i; en verden jeg ikke engang har lyst til at forestille mig.

-

 F I R E  M Å N E D E R  S E N E R E

-

Sidste gang jeg talte til Draco Malfoy, var jeg hysterisk, forelsket i en katastrofe. Nu kender jeg ham knap nok.

Hogwarts har forandret sig mere en jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Skolen foran mig er pragtfuld som altid, men man kunne ikke genkende den fra der trygge og glade omgivelser jeg kendte da jeg først kom her.

Himlen er grå og November regn pure mod sovesalens vindue. Jeg ligger på min seng, og stirre på lofter af det ødelagte Hogwarts. Hermiones seng står tom ved siden af min, hendes sengetøj urørt siden Juni. Et lille, rædselsfuld påmindelse af hvad mit liv engang var.

 Jeg har prøvet at få Ginny til at flytte herind. Jeg elsker og savner Hermione men jeg kan ikke se hende komme tilbage snart og kan ikke se pointen i at Ginny og jeg sover i separate værelser når der er en tom seng lige her. Ginny er det modsatte; hun holder fast i håbet om at se Harry, Ron og Hermione igen. Jeg ser hende se ud af vinduet nogen gange, som om hun håber at få et glimt af dem traskende tilbage gennem sten murene og lige ind i Gryffindors fællesrum. Som om det vil ordne alt det her rod. Det er som om det er det der inspirere alt hendes energi; som hun lever på den mulighed af de tre's tilbage vending.

Jeg rykker mig op af sengen og klæder mig langsomt på. Hver dag mister jeg lidt mere motivation til at trække min uniform på. Jeg kan ikke se meningen i at gøre noget mere, og at være alene gør det bare værre.

Ginny siger hvis det er så vigtigt for mig at være i den samme sovesal som hende, skulle jeg have taget sjette år om som min mor ville have. Men hvert øjeblik jeg bruger på den her skole er som tortur og jeg vil intet mere end at forlade det her sted. Hogwarts er ikke det Hogwarts det plejede at være.

Da jeg er kommet ned til fællesrummet, finder jeg de andre tre - Ginny, Neville og Luna - der allerede sidder der, tæt sammen tæt ved pejsen. Vi bruger mere tid her end nogensinde før i år, så vi fortæller adgangskoden til Luna og sniger hende ind når vi kan - hvilket, med Carrows der hele tiden er i halen på os, ikke er særlig tit.

"Isobel, du er her," siger Ginny varmt som jeg sidder ned ved siden af dem. "Der er noget jeg har ville snakket med jer alle om."

Jeg brummer og pakker mig langsomt ind i et tæppe. Ginny er kommet på Dusine af irrationelle planer her på det sidste, som at flygte fr skolen for at forgifte Snape, og i den fase ser det hele så ønskefuldt tænkning. Ja, vi oprører mod Carrowsne så meget vi kan - fra fjollede spøge til at reklamere DA graffiti - men der er en linje som vi respektere i fornøjelse af ikke at få os selv dræbt. Nogen gange, og på forskellige måder, glemmer Ginny og Neville vidst det.

Jeg rækker over til Neville, som holder en stor skål tørre cornflakes. "Må jeg få noget?"

Mens han nikker, et frisk ar over hans øjenbryn glimter i lyset af ilden. "Sneg det fra bordet i går," siger han. "Jeg er sikker på husalferne har opdaget at alle sniger mad ud nu men tja, de er på vores side."

Jeg løfter mit øjenbryn som et dovent svar, og dykker ned i cornflakesene med mine bare hænder. "Hvordan fik du det ar, Nev?" 

"Det er ikke noget," siger han afvisende. "En af Carrowsne bankede en af første årene i går. Jeg blev nødt til at træde til."

"Jeg syntes det er fandens genialt," siger Ginny forsvarende. "Nogen bliver nødt til at være der for dem."

Neville nikker. "Og hvis andre ser os være der for dem, vil de andre blive opmuntret til at gøre det samme."

"Ja, og du ved jeg også er der for dem, men nogen gange går du lidt over grænsen-" jeg stopper da jeg ser Neville ryste hårdt på hovedet.

"Du så det ikke. Du ville have gjort det samme."

Jeg giver ham cornflakesene tilbage. "Ja ja," siger jeg muggent.

"Nå men," siger Ginny normalt. "Jeg tænkte vi kunne tage Gryffindor sværdet tilbage."

Neville bliver kvalt i hans cornflakes og Luna klapper ham på ryggen. Jeg stirre vantro på Ginny. Vi opdagede kun for lidt siden at Gryffindor sværdet - hvilket Dumbledore efterlod til Harry - er i Snapes kontor, fint hængt op på hans væg. Sværdet er ikke Snapes at beholde, men at stjæle det ville være farligt, for at sige det mindste,

"Du kaver sjov, ikke?" spørger jeg. "Det er vanvittigt."

"Vi kunne gøre det," siger Ginny selvsikkert. "Med os alle fire, hvis vi ventede til det helt rigtige øjeblik-"

"Åh, og hvornår er det? Snape er i hans kontor hele tiden, jeg tvivler stort på at vi nogensinde kunne-"

"Dumbledores kontor," retter Ginny mig. "Isobel, tænk over det. Hvis vi var fornuftige omkring det her, vil vi bare finde et tidspunkt hvor ingen er i nærheden, inklusiv Snape, som en forsamling eller noget."

Neville nikker begejstret. "Og hvis hele skolen vidste at sværdet var blevet taget fra Snape, ville det virkelig være et skridt frem med hele, i ved." han tegner med hans hænder. "Revolutionen."

"Og hvad vil hans reaktion være når han finder ud af at sværdet er blevet stjålet?"

"Det er ikke rigtigt at stjæle," siger Ginny vredt. "Det tilhører retmæssigt Harry, vi tager det bare tilbage!"

"Shh," siger Neville lavt. "Folk kigger."

"De har ret," siger Luna roligt. "Det er bedre end ikke at gøre noget."

"Vi gør heller ikke, ikke noget," jamre jeg. "Vi har stadig holdt DA i gang, vi har trukket Crarrows hoveder ud af deres numser-"

"Fint," kvidre Ginny. Hun skovler en håndfuld op med cornflakes. "Du behøver ikke at være med så. Tre af os er nok."

Jeg skuler til jorden. "Vær nu ikke dum."

"Det er jeg ikke."

Jeg putter mit hoved i mine hænder og lukker mine øjne. "Okay. Okay, fint. Vi gør det."

"Ginny smiler sejrrigt.  "Godt," siger hun. "Hvis vi kan finde et mønster i hvornår Snape tager til måltider, kan vi gøre det sidst i ugen."

"Godt," svarer jeg. "Altså, Snape går aldrig til måltider, så-"

"Jeg syntes vi skal bryde ind på kontoret når han går," fortsætter Ginny som om jeg ikke havde sagt noget. "Jeg går til aftensmaden for at se om han er kommet endnu, så vi ikke står fanget udenfor kontoret og venter på at han går hvis han allerede er gået."

"Jeg tror han går til starten af måltiderne," ringer det i Luna. "Nok bare for at vise sit ansigt."

Neville nikker. "Vær sikker på at han ikke lægger planer om hvordan han vil dræbe os alle, i alt den tid han har været låst inde i Dumbledores kontor."

"En anden af os kan gå og undersøge stedet. I ved, vent til vi er sikker på ingen andre sniger sig rundt, som Crabbe og Goyle eller Malfoy eller nogen."

Ved ordet "Malfoy," fanger Ginny automatisk mit blik. Jeg rynker min næse og ser væk. Jeg tror hun stadig tror på at jeg har følelser for Draco, og det er meget irriterende. Hun nævner ham aldrig, men jeg ved hun har lyt til det. "Det gør jeg," siger jeg, i en så almindelig tone som jeg kan.

"Okay," siger Ginny. Hun stirre på ilden så jeg kan ikke opfange hendes udtryk. "Øh. Luna og Neville, hvis i bare kan vente ved Gryffindors fællesrum og være sikker på det er tomt som i kan få det, så der ikke er fyldt med vidner når vi kommer tilbage."

"Det lyder som en plan," siger Neville. En tørst af oprørske gnistre farligt i hans øjne i ildens lys. "Vores første røveri. Er det ikke bare spændende?"