Dear Draco (Danish translation)

Syv

Så meget som jeg elsker julen, er den ting som jeg frygter ved alle festlige sæsoner er den årlige ministerie jule fest. En masse af ministeriets medarbejdere dukker op, sædvanligt på et pyntet hotel, og bruger festen som et eskapist undskyldning for at blive fuld og glemme presset fra deres arbejde. Der er ministerie medarbejdere der ivrigt undgår festen - det ville måske i nogen grad udholdeligt hvis Ron og Ginny var her - men mine forældre, især min far, som arbejder i afdelingen af overvågning, ser det som en jule tradition. Jeg hænger som regel ud med Susan Bones, en genert Hufflepuff pige hvis moster er en ministerie arbejder. I år, er det været til min bedste forfærdelse at jeg er blevet informeret af hendes  moster, Amelia Bones, at Susan ligger i sengen med influenza. Jeg ville ønske at jeg var i sengen med influenza lige nu.

Da jeg først ankommer, har jeg ingen ide om hvordan jeg muligvis skal klare mig igennem aftenen. Jeg står, ensom i et hjørne af det enorme rum, som har været ødselt og overdrevent dækket med kranse, juletræer og flitter. Lysene er modbydelig lyse og luften er indelukket. Musikken er høj, alt for høj. Det er ligesom dengang Hermione tog mig med til en Muggle koncert og vi stod for tæt på højtaleren. Undtagen at der ikke er nogen højtaler her, og ingen steder at komme væk fra sludren og den alt for høje klassiske musik.

Men to timer, og flere livagtige farvede drinks senere, er rummet blevet pænere og jeg er farligt svimmel. "Sidste," fortæller jeg fyren ved forfriskningsbordet, hvis navn jeg har glemt men jeg er blevet venner med. Han er en ranglet fyr, ikke meget ældre end atten, og lader mig muligvis kun blive fordi jeg er hans eneste form for underholdning i en forholdsvis kedelig fest, men han lader mig få voksen punch så jeg er ligeglad.

"Det ser advarende lyst ud," siger en stemme bag mig.

Jeg drejer. Malfoy står og hænger med hænderne i hans lommer. Han er tydeligvis gnaven, men i hans mønstret bluse, og jeg vil indrømme - han ser virkelig flot ud.

"Malfoy," siger jeg glad. "Dejligt at se dig her. Følger du efter mig?"

Under det pragende, skinnende julelys, sværger jeg at jeg ser krogen af Dracos mund vende opad. "Bare rolig Belly, så meget er jeg ikke interesseret i dig."

Jeg vender mig om til punch fyren med et meningsfuldt udtryk i ansigtet. "Hørte du det? Han er interesseret i mig."

Da jeg vender mig tilbage, ser Draco ned på min kop, skeptisk. Jeg rykker den tilbage. "Jeg laver bare sjov. Nå men, godt at se dig. Glædelig jul. Har du en god ferie? Også mig. Den er vel okay regner jeg med." jeg sukker. "Vil du op på taget? Jeg er blevet fortalt at der er en flot udsigt. Stephen her-"

"Det er Stefan-"

"-Kender alle hemmelighederne på det her sted." jeg glimter til punch fyren. "Men han siger jeg ikke er tilladt til at gå derop alene fordi der er for højt. Vil du være min plus en?"

"Ikke rigtig," Svarer Draco normalt. Han vender sig om til bordet og undersøger den tomme bakke i for agtelse. Hans øjne flimre over til min kop igen. "Hvor er dine forældre?"

"Hvorfor?" spørger jeg, og kommer tættere på ham. Jeg læner mig ind til ham. "Prøver du at få mig i ballade? Hvor blev din mærkelige rarhed af?" han svarer ikke. "Fint," siger jeg, og pryglede afsted mod den nærmeste dør. "Jeg går bare op på taget alene."

Jeg når halvvejs op ad den eneste trappe jeg kunne finde - den må føre op til taget - høre jeg lyden af fodtrin bag mig. "Åh, Malfoy," siger jeg fornøjet. Han står et par trin væk fra mig, og jeg bemærker hans sorte jakkesæt og slips for første gang. Han ser godt ud. "Min ridder i skinnende rustning," siger jeg sarkastisk. "Er du kommet for at hjælpe mig med ikke at dø?"

"Nej," siger han stift. "Jeg ville bare gerne herop selv." Men som jeg går frem mod døren, hans øjne er på mig, og nysgerrighed forråder hans dovne blik.