Dear Draco (Danish translation)

Otte

Da næste semester begyndte og jeg vendte tilbage til Hogwarts, begynder jeg straks at arbejde. O.W.L.s kommer i stigende grad tættere på, og mængden af det arbejde jeg skal lave er udmattende. Jeg har det som om jeg falder bagud, med alt det med D.A., og jeg kan kun håbe at jeg kan komme op til de andre til den tid eksamenerne kommer.

En kedelig dag, sidder jeg med Ginny i biblioteket, som kun er her for at lave hendes lektier; noget mere misundelsesværdi på denne tid af året. Jeg arbejder på en Potions stil, men det er næsten umuligt. Potions er langt fra mit bedste fag, og - til min rædsel - har Snape bemærket det og sagt det til mig. Jeg gør alt hvad jeg kan for at blive mindre dårlig til det. Efter lidt tid, puffer Ginny ti mig. "Iz," hvisker hun. "Hvorfor stirre Malfoy på dig?" hun læner sig tættere på mig "Igen?"

Jeg kan føle mit ansigt varme op. "Hvad?" Jeg fører mit blik rundt i biblioteket til mine øjne finder Malfoy, som er lænet tilbage i hans stol - hans øjne fast på mine. Jeg ser væk med det samme, mit hjerte ræser op med frustration.

"Jeg tror det er den tredje gang jeg har set ham kigge på dig i den her uge." Ginny ser på mig ivrigt, hendes røde hår falder ind foran hendes ansigt. "Hvis han generer dig, vil jeg med glæde hjælpe dig med en forhekselse eller to."

Jeg ryster på hovedet og samler min fjer op. "Det er nok bare et sammentraf, Gin." siger jeg. "Du skal ikke bekymre dig om det."

Når Ginny går lidt efter, rejser jeg mig for at finde flere bøger til min stil. Jeg kommer vitterligt ingen vegne med den og hvis jeg vil have et acceptabelt mærke, skal jeg bruge noget inspiration.

Jeg havde lige udvalgt min trejde bog da Draco popper op ved siden af mig. "God eftermiddag," siger han muntert. Jeg svarer med noget a la et grønt og et støn, som han ignorere. "Hvordan var resten af din juelferie?"

"Fin, og din?"

Han læner sig tættere på, hans arm puttet tilfældigt på det tætteste bord. "Hvad lavede du?"

Jeg kaster et blik på ham. "Det behøver du ikke at vide."

"Så kold, du er?" siger Draco, og prikker til min arm. Jeg glor på ham. "Hvorfor putter du sådan en hård facade på?"

"Du skulle nødigt snakke."

Draco brummer. "Du var mere snakkesalig til den fest, vidste du det?"

"Jeg var bare i godt humør, tror jeg."

"Er du i dårligt humør nu?"

"Ja."

"Hvorfor?"

"Det kommer ikke dig ved."

"Ved du hvad, Belly," siger Draco, og jeg stirre på ham. "Jeg kan ikke blive ved med at være sød mod dig hvis det kun er en envejs ting. Jeg har brug for noget samarbejde, for ellers" - han sukker - "Tror jeg at jeg bliver nødt til at være ond mod dig igen."

"Fint," siger jeg, og giver ham mit mest beskidte udtryk, som han returnerer med et snerret smil. "Hvordan var din jul, Malfoy?"

"Meget god, tak," siger han, rør ved hans hage som om han tænker tilbage på det. Jeg trækker et smil frem. "Meget stille tid, mange gaver" - han læner sig frem - "Og hvad for nogle gaver har du fået, Belly?" Min hånd stopper midt i luften, hvor den var klar til at tage en bog fra boghylden. Draco skubber blødt på min skulder som at få mig til at vende mod ham, men jeg rykker væk. Han løfter hans hænder. "Jeg ville bare få et bedre syn på-" han læner sig tilbage, leende, hans øjne på min hals. "Det flotte bling."

Jeg stirre på ham. Jeg havde næsten glemt at halskæden var næsten bestemt fra ham, og jeg føler mig pinligt berørt at han havde taget mig i at have den på. "Øh, ja," stammer jeg. "Hvorfor-"

"Du sagde jeg skulle være sød," svarer han simpelt.

Jeg ryster mit hoved. "Utroligt. Du er virkelig for rig for dit eget bedste, at du ved det; hvis du tror at sød bare mener overdådige udstillinger af penge, så kan du få den dumme ting tilbage-" Jeg kaster mit hår bagud, og prøver at spænde stjerne vedhænget op fra min hals.

Han ryster hovedet forvirret. "Jeg prøvede ikke at blærer mig Young, jeg - Hey!" han slår min hånd væk forsigtigt fra halskæden, og igen, min hånd rykkede væk. Han smiler fjoget.

Gåsehud finder vejen frem på min hud og min hånd prikker kolossalt hvor han havde rørt den. Jeg knuger min kæbe, og kigger væk fra ham og tilbage på bøgerne foran mig, jeg prøver desperat at overbevise mig selv om at jeg opføre mig sådan her fordi hans berøring var ukendt.

"Så, jeg har hørt at du har problemer med Potions."

Jeg jamre. "Godt. Godt, jeg er så glad for at du ved det."

"Jeg er meget god til Potions, at du ved det."

"Jeg er så glad på dine vegne."

"Jeg kunne jo altid hjælpe dig."

"Så vil jeg hellere dumpe."

Draco svarer ikke. Istedet, læner hans sig op ad bordet lidt længere, og ser mig samle flere bøger. Men hvad han måske ikke indser er at jeg ikke kan holde ud til at han skal se på mig - det er for distraherende. Efter flere akavet fumlerier, vender jeg mig til ham igen.

"Hvad er det du vil, Malfoy?"

Han trækker et udtryk der viser han er meget forbløffet. "Jeg står her bare."

Jeg smækker bogen ned på bordet. "vil du stoppe? Jeg ved ikke hvad jeg har gjort imod dig, men du har tydeligvis et eller andet imod mig, og - og du prøver på et eller andet. Jeg ved ikke hvad det er, men at købe gaver til mig, hele dit skuespil er bare virkelig umodent og..." Dracos hoved er vendt og han stirre på mig med et uskyldigt smil så uskyldigt at det ikke er egnet til hans skælmske ansigt. Jeg tager en dyb indånding. "Jeg føler at du håner mig og jeg vil gerne have at du stopper."

"Jeg håner dig ikke." svarer Draco, hans smil bliver større. "Jeg syntes bare du er interessant."

Da jeg har har fattet at han virkelig lige sagde det han sagde, spotter jeg højlydt. "Det er det dummeste jeg nogensinde har hørt." Men Dracos smil forsvinder ikke, det får mig til at tage et skridt bagud, og føler mig mest forskrækket. Og fordi jeg er så forvirret og forskrækket og helt i sjok af hvad der sker lige nu, siger jeg, før jeg ikke kan stoppe mig selv, "Jeg tror ikke min kæreste ville være glad for at høre dig sige det."

Bare sådan, taber han smilet fra ansigtet. "Hvem?"

"Min kæreste. Ron," Jeg lyver gennem mine tænder. "Men hvorfor bekymre du dig?"

"Selvfølgelig gør jeg ikke det," siger han surt. Han griner væmmeligt. "Jeg er ked af at skuffe dig, men jeg har ikke følelser for dig, hvis det er hvad du troede, Young. Hvis du ikke har lagt mærke til det, er jeg langt over dine standarter af søde små blod forrædere."

Han er som en bombe, en menneskelig bombe. Et øjeblik er han sød; alt for sød, og det næste rædselsfuld og ondskabsfuld, han spytter ord ud som jeg ikke er helt sikker på han nogensinde mener. Men som han går sin vej, efterlader mig i biblioteket, åndeløs; stående alene og griber en stor og tung, pjaltet bog til mit bryst, en ting ved jeg med sikkerhed: jeg er fascineret af ham, om jeg kan lide det eller ej.