Dear Draco (Danish translation)

Niogtyve

Jeg savner den måde du så på mig om morgen, den måde du smilede med trætte øjne... Godmorgen, jeg elsker dig. Godnat, jeg elsker dig... Hvordan dine knogler passede perfekt mod mine. Jeg savner dig så, så meget.

-

Som sædvanlig, når jul ender og det nye år begynder, er alle fyldt med et falsk fornemmelse af håb. Som at skrive en anden dato på toppen af vores mange lektier vil tillade ændring i verden. Den første dag i et nyt år er ikke meget andeledes end dagene før den, men elever sværmer tilbage ind i Hogwarts med en opfrisket fornemmelse af målbevidsthed, og et opfrisket had for Carrowsne og Snape.

Jeg venter, venter på nyheder, venter på at vide at Harry har lavet fremskridt i hans forsvinden. Til at trodse alle de personer der påstår han er flygtet; som kalder ham en kujon. Venter på en dag jeg er sikker på vil komme, men det er måske i morgen, eller måske er det år fra nu. Det ikke at vide det gør mig vanvittig. Men med Dumbledore død og Harry væk, den eneste ting vi kan der kan give os håb er os selv. Det indså jeg ikke før nu. Vi har den styrke.

I de her dage, hvad jeg også venter på er Lunas tilbagevenden. På toget tilbage til vores hjem før jul, havde death eaters kommet om bord for at tage hende, på grund af hendes fars anti-death eater tilnærmelse i Quibbleren. Ginny bliver ved med at insisterer på at hun sikkert er hjemme med hendes far, men hvis hun var, ville hun kontakte os. Bare et ord for at lade os vide at hun er i sikkerhed. Luna hjemme med hendes far er en god ide, men jeg ved i mit hjerte at det ikke er sandt.

"Jeg håber hun vil poppe op til morgenmaden en dag," siger jeg til Ginny og Neville som vi er på vej hen til the great hall. Jeg forestiller mig Luna der venter på os ved et af de lange borde, smilende og rolig. Men som dagene går, og den tid som hun har været væk bliver kun længere.

"Tror i hun er..." Neville tøver, hans øjne er sat fast på gulvet. "Tror i hun stadig er okay?"

Jeg skælver. "Jeg vil ikke tænke på det."

Ginny bider i hendes læbe som vi klatre ud af fællesrummet. "Jeg ved det er forfærdeligt at tænke på," siger hun. "Stakkels Luna. Men hun er sikkert låst inde et sted, og jeg syntes vi skal gøre vores bedste for at finde hende og få hende ud. Hun ville gøre det samme for..." Ginny stopper. Jeg følger hendes øjne til bunden af trapperne, hvor Draco læner sig op af en søjle, og ser nervøs ud. Hans hår er mere uregerlig end jeg nogensinde har set det.

 Jeg nikker akavet til Ginny og Neville, hvis bekymrede blikke er blevet forvandlet til ondskab. "Vi ses om nogle få minutter."

Jeg er lykkedes med at undgå Draco i de sidste par uger, se væk når hans øjne låser sig fast i mine, stirre på jorden når han går forbi. Jeg har måske også vendt rundt for at gemme mig når jeg så ham komme tættere på mig. Et par gange.

Men som jeg nærmer mig ham, ved jeg at med det barske blik på hans ansigt at jeg ikke kan flygte fra hvad jeg skal høre. "Vi bliver nødt til at snakke sammen," siger han endelig, og ser mig nærme mig.

Jeg prøver at se selvsikker ud. "Det syntes jeg ikke vi bliver nødt til."

"Jo, vi gør," siger Draco jævnt. Hans øjne er opmærksom, intimiderende. "Hvad du gjorde før jul var forkert, og du kan ikke gøre noget som det igen. Okay?"

"Åh, så det var kun min skyld?" spørger jeg. "Hvis du ikke blev ved med at lede mig ind i situationer som den-"

"Det var kun dig!"

Jeg håner. "Du burde få dit hoved ud af din røv."

Draco rykker sig ikke. "Og du burde stoppe med at bruge alkohol til at fikse dine problemer."