Dear Draco (Danish translation)

To

Da jeg var yngre, var jeg den slags person der ville håne alle slags følelser. Jeg troede aldrig på den fremvisning verden forbinder med den første kærlighed - eller bare generelt kærlighed. Jeg har aldrig forstået ideen med at elske et andet menneske så højt at man sætter deres glæde over sin egen, og foretager sine beslutninger baseret på det. At man tænker på dem med alt hvad man laver.

Jeg er en anden person nu.

Da vi først mødtes, syntes jeg du var en idiot. Jeg var fascineret af dig, ja, jeg hadede dig, fordi Gryffindors og Slytherins er forpligtet til at hade hinanden. Som kun tolvårige, var vi kastet ind i vores egne forsvarene verdener - Gryffindors blev fortalyt de var tapre og ridderlig; Slytherins listig og ambitiøs. Du er tolv. Det her er dine mest værdsatte karaktertræk. De vil definere dig fra nu af. Hvis ikke de var for husene, ville vores historie nok ikke være startet på dem måde den gjorde. Jeg hadede dig, ja, men kun fordi jeg var forpligtet til det.

-

F L A S H B A C K

-

Når  det sner, er der ingen bedre ord til at beskrive verden udover 'hvid'. Hvid repræsenterer renhed og perfektion, og det er hvad der sker - alle verdens fejl forsvinder under et vattæppe af perfekt hvid sne. Skønheden af alt er pludselig forstærket.

Selvom vi var blevet advaret om at blive indenfor, kunne størstedelen af skolens befolkning blive fundet på Hogwarts grunde, hvor de fik det meste ud af det isende vejr ved at lege i sneen som små børn. Jeg var sammen med Harry, Ron og Hermione, vi var alle tre ikke til at genkende i bundt af tøj. Vi prøvede at lave den perfekte snemand - Harrys første rigtige snemand - uden magi. Omkring os, kom folk løbende og grinende, og de brugte endda magi til at fremtrylle sne og mini is paladser. Snebolde susede forbi mine øre, og tiggede mig om at være med til alt det sjove, men jeg havde en sølle mission: at finde de perfekte arme til vores snemand.

Sammen med Ron, gik jeg hen til en åbning i træerne, hvor der var nogle grene der var faldet ned. Solskin skinnede ned på den pudrede sne, der får det til at se ud som fluorescerende i dens bleghed. Jeg slentrede rundt i det smukke landskab, i søg efter en passende gren til snemandens arm. 

Det er, indtil en isende koldhed gled ned ad min ryg.

Jeg skreg i forargelse, som fik Ron til at brøle med latter bag mig. Jeg samlede noget sne for at få hævn, men han havde allerede kastet mig over hans skulder. 

"Kan du se den dynge af sne?" Han drejede sig rundt så jeg kunne se det.

"Jeg- Ron-"

"Jeg vil smide dig lige ned i den. Undskyld hvis du dør."

"Okay, Ron, hør nu-"

"Er du forberedt - på at - blive en sne - engel-"

"Ron."

Han sukkede og satte mig ned.

"Hvad?"

"Der er nogen der holder øje med os."

"Der er-" Ron vendte sig om forbitret. "Hvor?"

"Oppe ved broen." Jeg pegede på den mørke skikkelse der står i hjørnet af den ene stenmur, han vender vores retning. Personen vendte sig brat om da jeg pegede.

Ron kneb øjnene sammen dramatisk. "Nej, undskyld. Jeg kan ikke se nogen."

"Din løgner."