She is not perfect, but she is all I want - Oversat til dansk

Where we are...

”Vi skal til VIP indgangen. Kan du sætte os af tæt ved den? Vi er ikke helt klar over hvor den er” Spurgte Daniel taxachaufføren. Føreren så på os i hans bagspejl, og sagde så ”Selvfølgelig. Det er ovre på den anden side. Jeg kører derover. I må være store fans?” Vi så på hinanden, og grinte lavt. ”Store og store. Vi kan rigtig godt lide musikken. Vi har været meget heldige med disse billetter.” Sagde Sandra. Hun var liiiidt oppe at køre.

Omkring VIP indgangen var der ikke mange mennesker. Der var selvfølgelig security folk – ret mange af dem faktisk. ”Rigtig god fornøjelse. Jeg håber, at det bliver en god koncert oplevelse.” Vi betalte og takkede føreren for turen.

Vi gik over mod VIP indgangen, og fik billetterne delt ud. En større herre spurgte efter vores navn, og han fik dem. ”I er gæst af Niall kan jeg se. Velkommen. Jeg skal lige tjekke jeres tasker samt lave en kropsvisitering. Det skal vi herude, da I jo har adgang til mange ting i VIP afdelingen.” Jeg smilte til ham og svarede forstående. Der kom to andre security folk til for, at tjekke Daniel og Sandra. Kort tid efter var vi inde. Sandra tog min hånd da vi gik ind af en lang gang. Min krop faldte lidt til ro igen. Den havde svært ved, at sluge alle de indtryk jeg fik. VIP var jo ikke noget jeg var vant til, omgivelserne inde i VIP området, se Niall på scenen om lidt, og så bare generelt alt hvad der er sket i dag. Det sad stadig som et chok i mig, at Niall er med i One Direction.

Vi gik igennem en lang gang. Flere mennesker var til stede - primært security folk, men også lidt kendte danskere samt de folk med mange penge. Gennemsnitsalderen var høj. Vi kom forenden af den gang, og skulle ud gennem en dør. Døren blev åbnet af en mand i fint jakkesæt.
”Wow…” Han åbnede døren til en større platform hvor udsigten til scenen var helt utrolig. Det var muligt at se alt hvad der foregik. Drikkevare og snacks stod på borde rundt på… Hm… Man kan vel kalde det en stor stor balkon. Vi kunne høre bandet 5 Seconds Of Summer spille Amnesia. Jeg kendte ikke meget til det band, men gode var de.  

Vi fandt nogle gode pladser, og satte os til rette. En øl hver var allerede drukket inden lyset blev slukket på koncert pladsen. Stemningen var fantastisk – og hold op folk kunne skrige, og vise deres opbakning. Det var fedt at være en del af.

En video startede oppe på skærmen. Den var god, men hold op det var mærkeligt at se Niall deroppe. Jeg kunne fornemme Sandra og Daniel råbe og klappe af begejstring. Jeg var helt stille. Det gik pludselig op for mig hvad der var sket de sidste par dage. Jeg havde mødt en sød fyr. Min opfattelse var, at det var en helt almindelig fyr – og så dog ikke helt almindelig for mig. Han var min type. Udenlandsk fyr, men virkelig sød og jeg følte mig tilpas i hans selskab. Jeg følte at jeg kunne være ærlig overfor ham – og omvendt. Han var noget specielt – Ja, var. Lige nu ser jeg ham, der var noget specielt for mig, oppe på en kæmpe skærm, som nok omkring 62,000 mennesker også ser på. Jeg føler, at jeg kender ham på en helt anden måde end ham på skærmen…. Selvom ham på skærmen ser ret sød ud og sjov. Jeg kunne fornemme et smil på mine læber.

Jeg tog en slurk af min øl, og klappede med. Melodien var ved at være slut, og der blev mørkt igen. Jeg kunne mærke spændingen i publikum – vi var mere stille end man kunne forestille sig 62,000 mennesker kunne være. Pludselig blev mørket til et stort lys….. ”Straight off the plane to a new hotel” Publikum var stille – Jeg kunne fornemme et chok over publikum. Et chok over at se de fem drenge. Endelig! ”Just touched down, you could never tell”.

De var virkelig dygtige – løb rundt på den store scene og hoppede rundt over det hele. Rigtig gode til at bruge hinanden på scenen – man kan se på dem, at de kender hinanden godt. Sang nummer tre var Kiss You, som er en af mine ynglingssange. Den har været en hel del i radioen. Det var rigtig fedt at høre den live med et kæmpe publikum, inklusiv mig, selv til at synge det meste af den.

Niall præsentere nu en sang. Hans stemme fyldte hele rummet, mens han stod der helt lille med sin guitar. Han fortalte omkring sangen, og at de havde skrevet den med et andet band. Musikken går i gang, men jeg kunne fortsætte med at høre på den stemme. Jeg måtte ikke tænke sådan, men den stemme gør mig usikker og tryg samtidig. Kan mærke et had til ham forsøge, at overvinde den del der synes han er sød.

Der skal nok komme en anden Niall i mit liv…. En der ikke lyver - eller glemme at fortælle mig ting….

“Living out of cases,
Packing up and taking off
Made a lot of changes”

Det var tidspunktet hvor det skete…

”But not forgetting who I was”

Et lille smil kommer frem på Nialls ansigt, som tidligere var seriøst.

“On the horizon
Oh, well, I know, I know, I know,
I know the moon will be rising
Back home”

Hans øjne var kun et sted… Dybt inde i mine!

”Don’t forget where you belong, home”

Jeg fik det pludselig helt varmt. Jeg kunne mærke folk omkring kiggede på mig – ned på Niall – og tilbage over på mig. Mit ansigt var gået i stå – Det lyder mærkeligt, men det var det der skete. Jeg kunne ikke flytte mine øjne væk, sende et smil tilbage eller forsøge at se skuffet ud. Alle de brikker oppe i mit hoved, med forskellige ting der var skete og forskellige følelser, styrtede sammen.

Niall så nu væk hvilket gjorde min krop bevægelig igen. Jeg tog en dyb vejrtrækning og gik væk. Gik mod toilettet. Jeg trængte bare lige til en lille pause. Da mine hænder blev vasket smed jeg noget vand i hovedet og så mig selv i spejlet ”Isabella. Det er for sent. Du synes han er sød.”

“I don't care what people say when we're together
You know I wanna be the one who hold you when you sleep”

Kanoner sprang med røde og hvide papir striber da jeg kom ud. Jeg kunne mærke, at alle var i godt humør og der blev råbt højt med på sangene. Sandra og Daniel så efter mig, og gjorde tegn til at jeg skulle komme. Daniel havde hentet nye øl til os, og vi skrålede alle tre med på sangen. Guitar spil kom nu til en meget velkendt sang…. Little Things. Jeg kunne fornemme Nialls øjne søge mine, men jeg prøvede at afslå. ”Han har kigget efter dig i alle de sange du var væk. Jeg tror virkelig, at han er oprigtig ked af det, Isabella.” Sandra lagde en arm omkring mig. Jeg hvilede mit hoved på hendes skulder og lyttede til sangen uden at sige et ord.

Koncerten var fantastisk, og med dét publikum måtte det være ubeskriveligt at stå på den scene.

Lyset gik nu ud på scenen, og lyset ude blandt publikum tændte. Vi så en masse gå ud fra koncerten, mens vi snakkede om hvor gode de var samtidig med det sidste af øllen blev drukket. Efter noget tid vendte Sandra og Daniels ansigt mod mig. ”Burde vi ikke finde Niall og sige tak?” Daniel rømmede sig. ”Eller burde du ikke finde Niall og snakke med ham?” Jeg tog en dyb indånding. “Hvad skal jeg sige til ham? Hvor skal jeg overhovedet finde ham?”

”Hvad synes I om koncerten?” Min krop frøs for den vidste godt hvem der bag mig spurgte os om det.