Ice and love | ✓

~helt blå~

Arianna

Jeg strammede min hestehale og gik ud på banen. Jeg kiggede rundt og så Jason sidde oppe ved publikum sammen med Ryan, tror jeg han hedder. Dommeren stillede sig ind på banen med fløjten i munden. Det var vores hold der startede så vi stod allerede klar oppe ved midten.

Han fløjtede og jeg fik bolden fra stregen. Vi spillede den rundt, og jeg spillede bolden ind til Mia på stregen, som var helt fri. Hun kastede sig ind over stregen og scorede. 1-0.

Der stod nu 11-10 til os. Det var de andre som var i angreb. Hende som stod over for mig på midten fik bolden og prøvede at spille den videre, men jeg var hurtigst.

Jeg løb hen imellem dem og tog bolden i luften, inden at den anden kunne nå at få den. Jeg driblede op af banen, jeg kunne høre en af dem komme løbende efter mig.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne og nåede op til deres mål. Jeg hoppede op i et hopskud og skulle lige til at skyde, da jeg mærkede to hænder på mig. Jeg blev skubbet hårdt ned i jorden og landede forkert på min fod. Den vred om og jeg lå på gulvet, med min arm hen over mit hoved. Shit, det gør ondt.

Jeg så Jason rejse sig op, og Ryan som hev ham ned og side igen.

Jeg kunne høre dommeren fløjte i sin fløjte og de fleste fra mit hold kom ned til mig. Mia hjalp i op. Jeg kunne ikke gå, og hun hjalp mig hen på bænken.

"Hun fik en udvisning, hun må ikke spille mere af kampen," sagde vores træner Amanda til mig og så på min ankel.

Jeg nikkede, og kiggede op på Jason, som så bekymret ud. Men det kunne da ikke være på grund af mig, vel? Han kan jo ikke lide mig og jeg kan ikke lide ham. Det kan godt være at vi har kysset, men det betyder ikke noget alligevel. Mine tanker blev afbrudt da Amanda rørte ved min ankel. Smerte.

"Ja, den skal tjekkes," sagde hun, "er der nogen som kan køre dig til lægen måske?"

"Kan man godt det, på grund af stormen?" Jeg kiggede op på hende og rykkede på mig da hun lagde mit ben ned igen.

"Ja, den er næsten væk så det kan du sagtens" sagde hun og kiggede bag ved mig.

"Jeg kan godt køre hende," var der en der sagde bag mig. Jeg vendte mit hoved om og så Jason stå der.

"Det er fint bare køre hende til lægen, ved du hvor den ligger?" Spurgte Amanda Jason.

"Ja." Han lagde en arme rundt om livet på mig, jeg havde rejst mig op. Det fik mig til at holde vejret, men jeg ignorerede det.

Jeg vinkede farvel til de andre og vi begyndte at gå. Jeg kiggede ned på det andet hold, som bare stod og grinte over et eller som hende der skubbede mig havde sagt. Jeg så ned i jorden og sukkede.

"Ik tænk på dem," sagde Jason da vi gik ud af hallen.

"Det gør jeg heller ikke." Jeg så en sidste gang tilbage inden at døren lukkede. "Har du en bil?" Jeg kiggede op på ham.

"Nej, men jeg har noget andet." Jeg kiggede mærkeligt op på ham inden at vi gik udenfor.

_______

"Jeg nægter at gøre det," sagde jeg imens at Jason rakte mig en hjeml. En motorcykel, seriøst.

"Kom nu, der sker ingenting" sagde han og satte sig op på den.

"Det kan du ikke love" sagde jeg og hoppede over imod ham.

"Kom nu, hvordan vil du ellers komme til lægen."

"Fint." Jeg hoppede op bag ham, stille selvfølgelig jeg ville ikke ramme min fod ind i den. Jeg havde kun sko på den ene fod. Den anden havde bare en sok på. Jeg tog hjelmen på og strammede den.

"Hold godt fast om mig," sagde han og jeg lagde mine arme rundt om livet på ham.

Jason tændte for motorcyklen og begyndte at køre. Jeg lukkede mine øjne og ventede bare på at vi ville vælte. Men det skete aldrig. Jeg åbnede mine øjne igen, vi susede forbi huse. Det var ikke så slemt, jeg kunne faktisk godt lide det.

Vi nåede til lægen. Jason hoppede af først og hjalp mig forsigtigt af. Vi gik ind på hospitalet, eller han gik jeg hoppe på et ben. Vi blev ledt ind i et vente rum, hvor vi ventede på at det blev vores tur. Efter lidt tid kom en læge gående ud.

"Arianna Roberts?" Vi rejste os op og han fulgte os en i et rum. "Jeg er dr. Lennart. Sæt dig bare her op," sagde han og klappede på en lille båre ting. Jeg hoppede der op og tog min strømpe af. Den var allerede helt blå.

"Hvordan skete det?" Spurgte han.

"Jeg spillede en håndbold kamp og jeg vred om på min fod da jeg landede," forklarede jeg.

"Jeg tror at vi skal have taget et røntgen billede," sagde han og tog et skridt bagud.

"Hvis at i følger med mig derned nu, så tager vi det og kigger om der er noget alvorligt galt." Han rejste sig op og gik hen til døren.

Jeg tog min strømpe i hånden og Jason lagde en arm om mig. Vi gik ned af gangen og han førte os ind i et rum.

"Lig dig her op" han pegede ned på en båre med noget som lignede et stort kamera ovenover.

Jeg lagde mig derop og han rettede på mit ben så min fod lå lige under det kamera. Dr. Lennart og Jason gik ind i et rum ved siden af, der var et vindue i så de kunne kigge ud til mig. Der kom en lyd og billedet var taget. Ham og Jason kom gående ud derfra igen og jeg satte mig op. Jason så bekymret ud.

"Så, din ankel er forstuvet" sagde lægen, "der vil nok gå nogle uger, og det er kun genoptræning anklen er klar til der." Shit. Det måtte ikke ske, vi et lige gået igang med turneringen.

"Hvor lang tid?" Spurgte jeg.

"Måske, Ca 6 uger med genoptræning ville jeg tro." Fuck.

"Du får de har krykker som du skal bruge," sagde han og gav mig krykker i hånden.

Vi sagde farvel og så var vi ude der fra. Jason gik og jeg kom hoppende bag efter, på vej ud til motorcyklen.

"Du skal ikke tænke på hvor lang tid der går, du skal nok snart komme til at spille igen," sagde Jason og hoppede op på den.

"Nej, du forstår det ikke" sagde jeg og stoppede op. "Jeg kan ikke undvære det i 6 uger." Jeg kom til at råbe.

"Undskyld," sagde jeg og hoppede et skridt tættere på ham, "og tak for hjælpen idag." Jeg bøjede mig ned og kyssede ham på kinden, og hoppede op bag ved ham.

~~————~~

~udgivet 22/10/2020~