Den smukke perfekte kunstskøjteløber June Cooper har hele sit liv, haft drømmen om at komme på Briar University. Hendes største håb er at en dag udleve drømmen om at blive professionel skøjteløber. Hun får A i alle sine fag undtagen i fransk, fordi...
"Bro hvad gør vi ved det her" spørger Matt helt frustreret og ser hen på de nye freshmans som skøjter rundt på isen som bambier på glat is. Det er ynkeligt! De har alle det her nervøse blik malet over deres ansigter. Deres blik skifter fra at lande på mig og derefter tilbage til deres øvelser de skal lave, så vi kan se deres egenskaber og deres svage punkter.
"Vi skal kun bruge 3 drenge, så vi skal se på vores hold, og se hvad vi mangler egenskaber for at være det stærkeste hold" siger jeg og kigger ned på deres navne og hvilke High Schools de kommer fra. Jeg ser træt op de drenge der bare intet talent har. Fuck. Det er det sidste jeg mangler! Jeg kan ikke bruge en gruppe talentløse drenge som ikke en gang kan finde ud af at stå på deres egne ben på isen. Hvad er chancerne også for at 15 ud af alle de her drenge bare en mindste smule talent? Åbenbart 0%!
Jeg kigger opgivende hen på vores træner som ligner en der skal til have en depression. Det her bliver en hård sæson! Et højt smæk lyder ovre fra den helt anden ende af skøjtehallen. Matt og jeg retter straks vores blik mod døren. En dreng kommer gående med en lederjakke der sidder løst på ham. Han bærer på en kæmpe taske på sine skuldre. Han smider sin taske på gulvet tager et par skøjter op fra sin taske. Begynder at tage beskytter udstyr på og til sidst, men ikke mindst en hjelm. Jeg følger ham nøje med hver en bevægelse. Han træder ind på isen og lader sit blik lande på de 15 drenge der skøjter rundt med rystende ben. Han fnyser og griner for sig selv. Han skøjter let over isen. Jeg ser hen på vores træner, der kigger intens på drengen. Han kigger et hurtigt blik på deres øvelse og skøjter hurtigt ned i den anden. Han tager en indånding retter ryggen og skøjter hurtigt gennem øvelsen med et fokuseret blik. Han er hurtigt. Han er fejlfri. Han styrter forbi de andre drenge som om de er luft for ham. Han er god. Jeg ser på Matt som kigger lykkeligt på ham.
"Skud runde" råber jeg højt og koldt. Jeg har kun mine øjne på den eneste dreng der kan rent faktisk kan skøjte, men lad os se om drengen overhovedet kan finde ud at skyde. Jeg giver Matt et skylder skub, han nikker, og rejser sig og går ned til banen. Han viser dem hvordan øvelsen skal laves. Ordentligt. Matt er vores bedste scorer. Han har de bedste håndled til sagen, som passer perfekte til at ramme perfekt ind i nettet. Den dreng har talent. Når han har vist øvelsen, gør han tegn til at de skal lave den. Han bliver stående nede på banen for at undersøge om der teknik er til perfektion i hans øjne. De nervøse drenge begynder at skyde. Først... forbier. Nr to... forbier. Den tredje er en af de nervøse drenge som ikke var total dårlig til skøjte, men stadig ikke som de andre. Han ser ned på pucken og tvivler ikke et sekund før han skyder den op i hjørnet af nettet, hvilket er at de sværeste inde for ishockey, at kunne ramme der hvor det er sværest for en målmand at skyde den væk. Jeg ser på hans nummer og kigger ned for at finde hans navn. Nummer 17... Elliot Brown. Skriver ved hans navn, god scorer. Matt vender sig om og sender et imponeret blik til mig, jeg nikker mig enig.
Til sidst men ikke mindst mangler vi Mr hurtigt, drengen der ikke kender klokken. Jeg smiler selvsikkert over til Matt, som ikke under ham et eneste blik som han ikke har givet de andre. Ingen af de nye freshmans må føle at der bliver gjort forskel. Ingen. Han skøjter med et langt tilløb. Smart, men let. Han skyder så den rammer perfekt ind i målet. Perfekt. Fucking perfekt. Jeg ser om han har er nummer, men det har han ikke da han kom for sent. Hvis jeg kender vores træner ret, så følger han regler til punkt og prikke. Reglerne ligger på at man skal møde op til tiden og hvis ikke, har man ikke chancen for at komme på holdet. Pis også.
Efter den sidste øvelse rejser jeg mig og går ned på banen hvor de står og venter spændt. Jeg træder ud på banen hvilket føltes underligt da jeg har sneakers på og ikke skøjter. Jeg går forsigtigt ud på isen og går to skridt ud på banen. Jeg kigger hen på Matt der ligner en der bare har lyst til at sige hvem der skal på holdet da vi begge godt ved hvem der skal med.
"I er 15 drenge og vi skal kun bruge 3. Der kommer en liste op om en uge hvem der er på holdet-" "Øhm er vi ikke 16, med ham" siger nummer 17 Elliot Brown. Jeg kigger over på den forsinkede tumpe. Jeg smiler falsk og anstrengt og siger noget jeg virkelig ikke har lyst til men bliver nødt til.
"Nej der er kun 15 der kom til tiden, så der er kun 15 af jer der har en chance for at komme på holdet" siger jeg med koldt udtryk og sender et blik mod den 16 dreng. Jeg sukker og ser Matt se chokeret på mig.
"I kan gå nu" siger jeg og vender mig om mod Matt der stadig ser chokeret på mig.
"Dude wtf?" Er det eneste der kommer ud af hans mund. "Du kender regelerne" siger jeg og træder ud fra banen, med Matt i hælene. Jeg sætter mig ned og ser at Mr hurtigt, men forsinket stadig står på banen. Fuck. Han stirre på mig med et smørret smil. Han ved at vi har brug for ham. Han ved det. Hans blik og hans krop sprog viser at han er selvsikker på sine evner. Fuck. Jeg kigger hen på vores træner som står i det samme dilemma. Jeg går over mod vores træner.
"Vi har brug for ham! Kan vi ikke bare glemme regelerne denne ene gang" spørger jeg med en bedene tone. Jeg ber aldrig, men når det handler om mit hold, så er der no mercy! Vores træner nikker sig enig i hvad jeg siger men det er ikke overbevisende nok.
"Jeg ved det, men du kender reglerne Luke... men den her gang lader vi som om ingenting er sket og du sørger for at den dreng kan finde ud af at komme til tiden ellers så ryger han af holdet med det samme" siger han og rejser sig. Indeni jubler jeg af glæde, men jeg har et ryg at opretholde så jeg bliver nødt til holde inden under. Da han er nået helt ned ved udgangen kommer jeg i tanke om en sidste ting.
"Hey træner er det ok hvis Matt og jeg bliver og øver os" spørger med et sidste bedene blik jeg overhovedet sender ham i dag.
"Så meget jeg ville være glad for at i kunne træne mere på jeres svagheder, så har kunstskøjteløberne banen om 10 min" siger han giver et sidste nik og forlader hallen. Urgh. Kunstskøjteløbere. Dem der tager alt vores bane tid fra os, selvom det er os der rent faktisk skal bruge banen til noget vigtigt. Kunstskøjteløbere hvad skal de overhovedet bruge al den plads til? Kunne de ikke bare øve noget ballet? Det er jo næsten det samme, den eneste forskel er de har skøjter på og balletdansere.. ja hvad hedder det de har på fødderne. Pointen er at kunstskøjteløbere ikke skal tage banens tid væk fra ishockey spillere! Det værste er at der er for mange på det hold jeg har været i seng med og måske måske ikke efterladt med et håb om at jeg ville ringe til dem igen, eller på et mere realistisk set har jeg knækket deres hjerter.
De skøjter hver og en ud på banen med den selvtillid der nu fører med at være kunstskøjteløber. For mange ansigter jeg genkender, men der også nye på holdet. Der er kun en jeg lægger mærke til... den sidste pige der skøjter ind på banen. Pigen med den rette ryg og det lange blonde hår. Freshman. Selvfølgelig er hun kunstskøjteløber. Det er derfor hun er så ret rykket. Der er dog en ting der anderledes. Hendes hår er sat op og hun har tæt siddende træningstøj på. Jeg ville lyve hvis jeg sagde hendes krop ikke sad snor lige og hendes former sad lige som de skulle. Træneren siger et eller andet til hende hvilket hun nikker som svar. Hun skøjter elegant ud midt på banen. Musikken starter og hun stillede sig klar til sin starts position. Hun skøjter let over isen som om det var som at flyve for hende. Hun drejer rundt så let som ingenting. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad det hedder det hun laver men hun har hvert fald styr på sit shit. Jeg har set kunstskøjteløbere skøjte mange gange før, men ikke som hende. Hun skøjter ikke bare, hun... danser. Det værste ved det hele er hendes måde hun danser på, som for alle i rummets opmærksomhed, men især min.
Det mest skræmmende ved det er... hun danser som min mor gjorde.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
