Tirsdag den 10. december

65 7 2
                                    

Jeg vågnede ved at min far kaldte på mig. Jeg satte mig surt op i sengen og så på klokken. Den var kun syv. Jeg havde god tid så hvorfor kaldte han på mig? Modvilligt rejste jeg mig fra sengen og tog tøj på som bestod af det samme hver dag. Sorte jeans. Sort hoodie. Jeg gik nedenunder hvor jeg mødte min far og Domica sidde ved spisebordet. "Hvorfor vækker du mig så tidligt, far?" spurgte jeg irriteret og morgentræt som altid. "Jeg ser dig næsten aldrig om morgenen længere. Kom her, vil du ikke spise morgenmad med os?"

Hvad fuck tror du selv?

Min far smilede til mig og jeg rullede øjne. "Så bare fordi du vækkede mig tidligere betyder det også at jeg har tænkt mig at spise?" Jeg fangede Domicas bedende blik og jeg knyttede surt mine hænder. Gør det for hende, gør det for hende. "For det har du ret i." Jeg satte mig ved bordet og min far smilede et stort far-smil. Jeg magtede ikke engang at rulle med øjnene. "Så hvordan var det hos jeres mor?" spurgte han og skovlede havregrød i sig. "Fint," sagde Domica. Standardsvaret. Lige meget hvor lang tid der gik var jeg ikke sikker på om hun nogensinde ville komme sig over skilsmissen. Eller om jeg ville... "Så, Dylan. Hvordan går det med skolen?" "Fint," svarede jeg. Min far sænkede skuffet blikket da det endelig gik op for ham at han ikke kom nogen vegne med spørgsmålene.

"Husk at hente din lillesøster efter skole," sagde min far da jeg var på vej ud ad døren. "Jeg ved det godt far. Du behøver ikke at minde mig om det hver eneste evig dag." Min far så skuffet ned og jeg gik ud med Domica i hælene. "Kommer Audrey i dag?" spurgte hun. Jeg sukkede. "Forhåbentlig ikke. Burde du ikke følges med far?" Hun så bedrøvet på mig. "Hvorfor ikke? Jeg kan så godt lide hende! Og jeg vil gerne følges med dig i dag." Jeg bed mig frustreret i læben. "Domica, du må forstå at jeg slet ikke er venner med hende. Hun var der bare tilfældigvis den dag da jeg hentede dig." Jeg vidste godt at jeg nok ikke burde være sådan overfor min søster, men hun var nødt til at fatte det. "To dage." Jeg så på hende.

"Hvad?" spurgte jeg. "Hun kom to gange." Jeg løftede overrasket mit ene øjenbryn. "Det har du ret i."

"Undskyld jeg kommer for sent." Bortset fra at denne gang blev ordene ikke sagt fra mig. Audrey åbnede døren ti minutter inde i timen og satte sig forlegent ved sin plads. Håret faldt om hendes øjne, sådan som de havde gjort de seneste par dage og hun var i ført den samme grønne striktrøje som hun havde på den dag vi startede på opgaven. Vi skulle først arbejde med opgaven i næste time og helt indtil den time havde Audrey hverken smilet imødekommende eller forsøgt på nogen måde at komme i kontakt med mig. Hun snakkede ikke engang med nogle af hendes veninder. Hvis jeg skulle være ærlig så hun faktisk ret trist ud. Det kunne også være ligegyldigt. Jeg var ikke hendes ven, heldigvis, og det var ikke mit job at sørge for hvordan hun havde det.

Da næste time begyndte og vi skulle ud i vores grupper sad Audrey stadig og stirrede tomt ud i luften. Jeg var endda nødt til at gå hen til hende og da jeg gjorde, tog hun ikke den mindste notits af mig. Lige meget hvor meget jeg nød hendes fraværelse og stilhed var der stadig en opgave der skulle laves. "Skal vi i gang?" spurgte jeg. Hun så på mig og det var som om hendes hår dækkede mere af hendes ansigt for hver dag der gik. Der var noget hun skjulte. "Nå, ja," sagde hun som om hun helt havde glemt min eksistens. Hun fandt planchen og vi begyndte. Men stemningen var helt ødelagt. Værre end i går. Normalt ville jeg ikke have noget problem med det, men det var noget der nagede mig. Og det irriterede mig yderligere at jeg ikke vidste hvad det var.

• • •

Glædelig 10. december!🎄
Q: Hvad tror I det er som nager Dylan?

Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019Donde viven las historias. Descúbrelo ahora