Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Mandag den 2. december

"Hav en god dag, skat!" Min far gav mig et smil der ikke blev gengældt. "Og husk at..."

"Jeg skal hen til mor i dag. Jeg ved det godt," sagde jeg og himlede med øjnene. Han så trist på mig. Tænke sikkert på hvad fanden der var gået galt siden hans søn ikke længere var den samme som før. Ikke længere var en glad, livlig og kristen dreng til en en han ikke længere kunne genkende. En freak. Taber. Emo. Sådan ville dem fra skolen i hvert fald beskrive mig. Og de tog ikke fejl. Med mit sorte tøj fra top til tå, hætten der dækkede mit ansigt, hårtotterne der skjulte mine øjne og skrålende rockmusik i ørene som var så høj at den overdøvede mine tanker, ville jeg sikkert selv havde kaldt mig en emo. Jeg havde forandret mig. Men hvis skyld var det? Jeg så kort på min far med et dødt blik i øjnene inden jeg forlod huset.

Jeg dukkede op som den sidste og satte mig på min plads på bagerste række. Trak headsettet på og skruede op for musikken. Jeg åbnede mit hæfte og tegnede tilfældige streger som jeg altid gjorde. En gang imellem også ord. Tilfældige ord. Ord der pludselig dannede sig til sætninger, der pludselig dannede sig til digte og pludselig fik en mening, men alligevel ikke. Dem krøllede jeg sammen. Gemte væk. Låste inde. Det var en skrøbelig del af mig, en forkert del af mig, som ingen skulle kende, som slet ikke skulle eksistere.

En del af mig. Mig. Hvad betød det ord overhovedet længere? I klassen snakkede vi engang om identitet. At ens omgangskreds, ens venner, ens familie, alting var med til at skabe ens identitet. Skabe jeget.

Mine oversvømmende tanker blev afbrudt da jeg hørte mit navn blive gentaget flere gange i streg. Jeg skubbede headsettet af mine skuldre.

"Hvad?" Jeg så på Marlen, min lærer, som gav mig et strengt blik. Hun sukkede. "Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må høre musik i timerne?" Hendes stemme lød træt som om hun for længst havde opgivet mig. Jeg kunne ikke bebrejde hende. Jeg ville nok også opgive mig.

"Du er sammen med Audrey," sagde hun og jeg så på Audrey, som stod bag Marlen. Hun startede i klassen for et halvt år siden og havde alligevel flere venner end mig. Ikke, at jeg havde nogle venner, men alligevel. Audrey sendte mig et strålende, venligt smil som allerede derfra fik mig til at være sikker på at jeg ikke brød mig om hende. Modvilligt fulgte jeg efter hende. Hvis der var noget værre end jul, så var det gruppearbejde.

Vi satte os ved et tomt bord i kantinen og hun pillede nervøst ved sine ærmer. Jeg havde aldrig talt med hende. Det var jo klart. Jeg havde knap nok talt med nogen siden sidste år. Audrey havde langt mørkt hår, som næsten dækkede hendes grønne øjne. Hun havde en al for stor grøn striktrøje på og blå jeans. "Så, det var Dylan, ikke?" spurgte hun, sikkert bare for at sige et eller andet. Eller så kendte hun virkelig ikke mit navn. Det kunne jeg godt forstå. Hvis jeg ikke var en taber der blev grinet af, var jeg en taber der var usynlig. Jeg nikkede fraværende. "Øhm, ved du hvad vi skal?" spurgte hun usikkert. "Nej. Men jeg er også ret ligeglad." Jeg så væk og skulle til at trække headsettet på igen for at ignorere hende. Respektløs, men det klogeste at gøre. Hun ville nok også hellere være så langt fra mig som muligt.

"Vi skal lave en opgave om jul," fortsatte hun. Jeg rullede øjne. Jul. Selvfølgelig skulle opgaven handle om jul. Det var kun den anden december, men alligevel var det det eneste der fyldte i hovederne på alle. Hvad fanden var det også meningen vi skulle lære ud fra det? "Hvad er der nu galt med jul?" spurgte Audrey. Jeg sukkede. "Alting." Også trak jeg mit headset på igen og hun fattede at jeg ikke havde tænkt mig at tale til hende.

• • •

Glædelig 2. december!!🎄 Var den eneste i min klasse der havde nissehue på i dag, ahaha

Q: Hvad synes I om Dylan?
Q: Hvad synes I om Audrey?