Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Torsdag den 5. december

"Hvad så?" smilede Audrey og satte sig på den tomme plads ved siden af mig. Jeg så forvirret på hende og så rundt. Hvad lavede hun her? Det var frokost og jeg sad normalt og spiste alene og ubemærket.

"Hvad hører du?" spurgte hun ligesom i går. "Du kender dem ikke," sagde jeg. "Må jeg høre alligevel?"

"Nej."

"Kom nuuu!" sagde hun og så på mig med hundeøjne. Jeg gav hende modvilligt og langsomt headsettet. Jeg vidste godt hvad hun ville sige nu: "Hvad er det for noget lortemusik?" eller noget i den stil. Men i stedet smilede hun og rokkede hovedet. "Den er virkelig god," sagde hun.

Jeg rev headsettet fra hende og stirrede målløst på hende. "Hvad?" spurgte jeg. Hun grinede. "Den er virkelig god!" gentog hun. "Kan du virkelig lide den?" spurgte jeg forvirret. Audrey kunne ikke lade vær med at smile. "Altså den er ret anderledes og sådan... Jeg ved godt det ikke ligner mig, men ja... Jeg kunne virkelig godt lide den." Hendes smil forsvandt da hun så mit ansigt. "Er der da noget galt med det?" Jeg kunne ikke reagere. Jeg havde undervurderet hende. Måske... måske var hun slet ikke så slem?

"Nej..." mumlede jeg stille. "Okay..." sagde Audrey og smilede. "Jeg tænkte på," hun så forsigtigt på mig, "om vi kunne hænge ud? Efter skole hvis du vil."

"Hvorfor?" spurgte jeg direkte med væmmelse i stemmen. Hvorfor ville hun hænge ud med mig? Hun rødmede og sagde med en lille stemme: "Det ved jeg ikke... Så vi kan lære hinanden bedre at kende eller noget." Audrey så ned og lod håret falde om hendes ansigt. Jeg tænkte på mine forældre. Hvor meget de bad til, at jeg skulle få nogle venner, forlade mit låste værelse og min høje musik. Jeg tog en indånding og svarede Audrey med et: "Ja, hvorfor ikke?" Hun lyste op i et stort smil. Enten kunne hun ikke høre den manglende entusiasme eller også ignorerede hun det.

Efter skole fulgtes Audrey og jeg hen til indskolingen for at hente Domica. Hun mødte mig med et stort smil og så underligt på Audrey. "Hej igen. Domica, ikke?" spurgte Audrey med et bredt smil. "Jo, hvorfor er du her?" spurgte Domica direkte som i går. Audrey så flovt ned og vidste ikke hvad hun skulle sige. Domica var ikke i vant til at... jeg havde venner. For jeg havde ikke nogen.

"Ikke så uhøflig, Monica." Jeg tog hendes hånd og begyndte at gå. "Hvorfor kan vi ikke lege i sneen?" spurgte hun og lavede hundeøjne. "Fordi det er fucking koldt." Audrey sendte mig forbløffende øjne. "Mor og far siger, du ikke må bande." Jeg rullede øjne.

"Men de er her ikke nu, vel?" Et vindstød ramte os så min hætte fløj op og viste det sorte, pjuskede hår. Domica stoppede op og begyndte at samle sne med sine hænder. "Domica, der er ikke tid til det nu," sagde jeg irriteret. Hun ignorerede mig. "Undskyld, Domica. Lad os nu tage hjem." Audrey stod ved siden af mig uden at sige et ord mens Domica formede den perfekte snebold og hævede sin hånd. "Dom, du ville fortryde det her," advarede jeg. Hun smilede drilsk og kastede snebolden lige i maven på mig. Efter et kort øjeblik hvor jeg ømmede mig begyndte jeg straks at løbe efter hende. Jeg fangede hende hurtigt og begyndte at kilde hende. Hun prøvede at kæmpe i mod ved at kaste sne i hovedet på mig hvilket virkede. Da jeg var blind for et øjeblik, var hun ude af mit greb og løbet hen til Audrey. Jeg formede en bold, men lige da jeg skulle til at ramme Domica, dukkede hun sig og den ramte Audrey i stedet. Domica lo og et øjeblik var jeg parat til at Audrey skulle til at råbe ad mig. Fortryde hendes pludselig interesse i mig, kalde mig skældsord og storme afsted. I stedet smilede hun stort og kastede en snebold efter mig.

Den ramte mig lige i ansigtet og i flere sekunder var jeg lammet. Den havde jeg ikke forventet. Audrey og min lillesøster brød ud i latter og fordi jeg ikke reagerede, kastede de flere efter mig. Jeg løb fra dem, men Domica var hurtigere. Hun skubbede mig ned på jorden og smørrede sne i ansigtet på mig. "Skrid, din mide!" sagde jeg irriteret. Jeg fjernede hende fra mig og trak vredt min hætte over hovedet. Jeg rejste mig op og børstede sne af mig. Audrey stod akavet med armene om sig selv. "Vi tager hjem nu," sagde jeg og tog i Domicas hånd. Det kunne godt være at jeg havde såkaldte planer med Audrey, men... Det kunne være lige meget. Jeg ville bare gerne hjem. Hjem, hvor jeg kunne låse mig selv inde på mit værelse og ikke... socialisere mig. Hvor jeg bare kunne være i fred.

• • •

Glædelig 5. december!🎄
I dag kommer Jumanji: the next level ud, eyyy! Nogen der skal ind og se den? Jeg skal på lørdag... tror jeg... jeg er ikke helt sikker endnu, ahaha

Q: ser I julekalender? Hvis ja, hvilken?
Q: Kan I lide at lege i sneen?