En ny mig [finished]

Kapitel 5: Ordspil

"Overhovedet ikke. Danmark er ..." Jeg føler en pludselig trang til at forsvare mit hjemland, men jeg kan ikke finde på noget godt at sige. Heldigvis bryder Liam end igen før jeg når at færdiggøre min sætning. 

"Hvorfor er du så her?" Han har et udfordrende blik i øjnene, som gør at jeg ikke besvarer spørgsmålet direkte. 

"Hvis jeg skal besvare det spørgsmål, så siger du hvor at du var henne i aftes." Nysgerrigheden brænder faktisk i mig, men jeg viser det ikke. 

"Glem det. Det er ikke mig, som har et hjemland at forsvare." Han kigger stadig på mig med det der udfordrende blik. 

"Er du bange," svarer jeg igen, og ligger armene over kors igen. Vi er i en magtkamp mod hinanden med vores blikke. Ingen af os blinker. Liam blinker først. 

"Fint. Jeg ville næppe indrømme det, men en udfordring er faktisk mit svage punkt. Men du skal besvare mit spørgsmål først," siger han med et skævt smil i mundvigen. 

"Du blinkede først. Du starter." Han sukker, men giver faktisk efter.

"Jeg hang ud med nogle venner." 

"Hvorfor måtte jeg ikke vide det?" Jeg rynker brynene- forvirret over hans undvigende attitude før. Det er da normalt at hænge ud med venner. Måske ikke til så sent om natten, men alligevel.
"Mine forældre billiger ikke mine venner særlig meget, men nu er det altså min tur." Billiger ikke hans venner? Når jeg lugter efter i lugten kan jeg faktisk godt fornemme at han har røget. Og måske lidt alkohol. Det passer totalt med den fordom som mit førstehåndsindtryk af ham havde.

 
"Nå, så hvorfor valgte du at flytte til England. Du lovede at svare," siger han og stirrer mig lige i øjnene. Jeg trækker lidt på skuldrene. 

"Jeg havde nok bare lyst til at komme ud i nogle nye omgivelser. Du ved, og opleve noget nyt." Han ryster på hovedet af mig, som om at han ikke tror på mig.

"Hvad er der," spørger jeg, mens jeg stirrer ind i hans øjne. Man kan næsten mærke hans bearbejdende blik.

"Det er bare et alt for klassisk svar. Og når nogen kommer med et klassisk svar, ligger der altid noget mere bag." Der er stille lidt mellem os. "Du kan ligeså godt fortælle mig sandheden, for jeg skal nok få den ud af dig på et tidspunkt." Han selvsikkerhed stråler ud fra ham. 

"Du gav også mig et standard-svar. Ude med vennerne. Det kan da betyde hvad som helst," giver jeg igen.

"Og så gav jeg dig noget dybere bagefter. Giv mig nu lidt tilbage, ikke. Det var aftalen." Det skræmmer mig, at han faktisk kan se igennem mig på den måde. Jeg kender ham jo ikke. 

" Dybere, ya right. Som om at det var dybt." Vi bliver afbrudt af Liams dør som pinefuldt langsomt åbner. 

" Jeg kan ikke sove, når I larmer, og jeg tør ikke vække mor. Hun virkede sur, da hun læste for mig," lyder Catrines lillepige stemme. Jeg føler lettelse i mig over afbrydelsen af mig og Liams diskussion. Jeg går over til hende og løfter hende op, så hendes uglede sorte hår rammer mig i ansigtet. 

"Men skal vi da så ikke sørge for, at du vender tilbage til drømmeland?" hvisker jeg ind i hendes øre, og jeg behøver ikke andet svar end hendes højlydte gab.

"Hun er så meget en barnepige," hører jeg Liam mumle, inden at jeg lukker døren stille i.

...

Fra: SydneyBratt12@gmail.com
Til: EBratt@gmail.com

Hej mor

Jeg skriver til dig midt om natten, fordi mødte en dreng ved navn Liam på i nat, da han kom hjem midt om natten. Han virker til, gerne at ville holde sine følelser skjult. Spille sej over for nogen, som jeg ikke ved, hvem er. Men hvem ved, måske finder jeg ud af det. Han bukker vist ikke så let under for andres meninger og holdninger. Han er i hvert fald god til at udfordre mig med ord,
ligesom far siger, at du var med ham. Han er god til at læse mig, og det skræmmer mig frygteligt. Han vil vide sandheden om hvorfor jeg rejste, og jeg er så frygtelig bange for at fortælle den til ham eller nogen anden. Hvad ville far ikke sige, hvis han kendte sandheden? Du kendte den anden version af ham, hans bedre side. Jeg håber sådan, at jeg også får den side af ham at se, når jeg kommer hjem igen. Når han har givet slip på dig.

Kys
Sydney.

Jeg sender mailen til min mors tidligere mailadresse. Den er der ikke nogen der tjekker længere, for ingen kender koden til hendes E-mail. Jeg bruger mailsene til mor, som en dagbog. For det hele giver meget bedre mening, hvis man bare skriver til nogen bestemt, frem for hvis man bare skriver til en bog. Jeg skriver de tanker ned, som jeg ikke kan fortælle til far. Som jeg ville fortælle til hende, hvis hun var i live endnu.

...

Note fra forfatteren

Hej hvem end som læser med

Så fik I endelig svar på, hvem der gemte sig på den anden side af døren, he he. Havde I mon gættet rigtigt? 

Hvad synes I om Sydney måde at skrive dagbog på, og skriver I selv dagbog?

(Husk at stem eller kommeter, hvis I kunne lide kapitlet).