En ny mig [finished]

Kapitel 5: Ordspil

Sydneys synsvinkel

Jeg vågner op med et sæt ved, at nogen sniger sig rundt ude på gangen. Først er jeg snotforvirret, men da jeg tænder kaninlampen husker jeg alt. Jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg er så glad for, at jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Også selvom at det var en svær beslutning at tage. Knirkene fra gangen føre mig tilbage til virkeligheden. Jeg sætter mine fødder ned på det bløde tæppe, og trækker en morgenkåbe rundt om natkjolen. Jeg åbner døren stille, selvom at den knirker lidt. Jeg tøver, er nok lidt bange for at vække Catrine. Jeg ser døren ved siden af min lukke, men der er lys derindefra. Jeg aner ikke, hvad klokken er, men da det er bælgmørkt udenfor og august måned, regner jeg med at det er midt om natten. Jeg lister mig ud på gangen, og åbner nabodøren stille. En person fra den anden side er hurtigere og river døren op, tydeligvis ikke bekymret for at larme. Det giver et sæt i mig, og jeg stirre på, hvad der må være Liams ansigt. Han har sort, krøllet hår og hans blå øjne stirre ind i mine. Hans sorte hoodie lugter af røg. 

"Liam?" hvisker jeg, men med mit hamrende hjerte, glemmer jeg at snakke engelsk. Drengen stirrer stadigvæk stift på mig. 

"Hvem fanden er du," hvisker han tilbage. Han sender et hurtigt blik hen mod hans forældres værelse, måske bange for at blive opdaget. "Du ligner barnepigen fra tidligere, men I fucking plejer da ikke at overnatte," hvisker han tydeligt irriteret. 

"Er det sådan, du plejer at snakke til din nye søster?" spørger jeg og rynker brynene. Den dreng har ikke noget pænt sprog.

"Min nye ... For fanden da." Han tager hårdt fat i min arm, og hiver mig ind på værelset. Der er sorte plakater klisteret tilfældigt op på væggene, og der hænger en bas på væggen. Mine øjne flakker forvirret rundt mellem bassen og ham.

"Spiller du?" spørger jeg, og nikker hen mod bassen, mens at jeg prøver at smile. Han ruller med øjnene og sukker.

"For real, hvem er du?" skifter han emne. 

"Det ville du vide, hvis du ikke bare var skredet, Liam." Det er måske ikke den bedste idet, at blive uvenner med min nye bror allerede, men jeg håber på, at finde en svaghed i hans hårde attitude.

"Seriøst?" Jeg nikker, og laver et gravalvorlige ansigtsudtryk. "Fint så lad mig starte. Jeg hedder Liam, som du åbenbart allerede ved, jeg er sytten, og ja jeg spiller faktisk." Han nikker hen mod mig "Din tur."

"Jeg hedder Sydney, og er seksten. Jeg kommer fra Danmark, men er på udveklingsrejse her i England, og jeg skal bo hos jeres familie i et år, og nej, jeg lyver ikke".

"Så du er ikke barnepige?" Liam snakker langsomt, og kasters sig ned i hans seng med, ikke overraskende, sort sengetøj. Jeg kan mærke, at han driller mig, for han virker pludselig mere loose end for et øjeblik siden. Jeg sender en rynket pande og rækker tunge af ham. 

"Come on, Sydney. Bliver du så let fornærmet?" Han sender mig et smil, som nok skal virker charmerende, men som preller totalt af på mig. Jeg lægger armene over kors og skuler til ham. 

"Hvor har du været henne hele aftenen?" Jeg tænker på, hvordan han råbte efter Catrine tidligere, og hvordan han gav sin far fingeren. Helt klart ikke min type bekendtskab, men siden at vi alligevel skal bo sammen, kan jeg vel ligeså godt lære ham lidt at kende. 

" Danmark, huh? Lyder ..." Han skifter totalt emne, og tænker lidt over ordet, og ligger sit ansigt i tænkende folder. "Ved du hvad. Glem det. Jeg kender ikke en skid til Danmark, men siden at du er her, må der være lamt."