20 Days With A Fuckboy|✓

:: 24. Mens som 17 årig & krøllede lagner ::

V I R G I N I A

Hvad hvis Jasmin er i hans seng lige nu? Hvad hvis han løg for mig? hvad hvis han er fuld og døende lige nu? Hvad hvis han har røget? Hvad hvis han ikke kan sove? Hvad nu hvis, han er ved at dø?

Hvorfor er jeg så svag, at jeg ikke engang kan glemme ham? Jeg har lyst til at tage hen til ham, sørge for at han har det godt, blive hos ham forevigt, og... Jeg elsker ham.

Pis, lort, fuck, rend mig, for helvede, urgh!!

Elsker jeg ham? Ja, ik? Det er jo tydeligt, det er tydeligt, at jeg elsker ham. Jeg vil bare vide, om Jasmin er der, eller en anden i stedet for mig. Jeg vil bare gerne vide det, også går jeg igen. Det lover jeg.

Jeg rejser mig, går ud på toilettet, går i bad, vasket mit ansigt, tager tøj på og løber så ned. Tro ikke, at jeg har skiftet Jaydens bluse ud, den har jeg stadig på.

"Hvad skal du så tidligt?" Spørg min far og kigger op fra sin mobil, "mødes med en" svare jeg og smiler bredt, han rømer sig og peger på stolen over for sig. Forældre...

Jeg sætter mig tøvende på den, "Virginia" han rømer sig og lægger mobilen fra sig, "for tiden har du opført dig mærkeligt", hans kinder bliver lyserøde, "har du endelig fået menstruation?" Spørg han. 

"Ja far, jeg er 17, og jeg har først nu fået det", svare jeg alvorligt tilbage, "åh okay" han smiler og læner sig tilbage i stolen, "godt så" han smiler, "bare smut så".

Fædre. Jeg fik mens som 13 årig, pffft.

"Stop med at drille din far", griner min mor over fra køkkenet, "skat hun har haft det længe", min far rødmer straks, "du kunne godt..." blabla. 

"Ja, men det gjorder jeg ikke, du er mand, og i har ikke forstand på sådan noget", min mor ryster opgivende på hovedet.

Det rigtig nok, det har de ikke. De tror, at det ikke gør ondt. Men de kender slet ikke til den ulidelige smerte. Puha, det meget slemt. Jeg får det helt dårligt ved tanken...

"Men har du det så lige nu?" Spørg min far og kigger hen på mig, "nej" jeg ryster på hovedet, hvad er der galt med fædre? "Når, men hvor skal du hen?" Spørg han igen, "hvem skal du mødes med?" Tilføjer han, "bare en" mine kinder bluser op, "ej er det ham drengen!" Udbryder min mor, jeg fortryder nu helt klart, at jeg snakkede med hende. Men gør man ikke altid det?

"Nej" mumler jeg, jeg er virkelig dårlig til at lyve overfor mine forældre. Det lidt slemt.

Min far griner, jeg fnyser og går mod døren, de så onde, "skal Virginia ud?" Min lillebror kommer ind i stuen, han griner bredt, "nej" jeg rødmer endnu mere og giver ham diskret fingeren. 

Min far kaster noget til mig, "husk beskyttelse" han griner. Min brors smil bliver bredere, der går ikke mere end få sekunder før han ligger og skriger af grin på gulvet, jeg kigger med afsky ned på det, "ad far" jeg kaster det tilbage og tager overtøj på, han kaster det igen, "tag det nu for din gamle fars skyld", beder han, jeg sender ham et ondt blik og går.

Jeg løber ud på vejen med et smil, også falder jeg. Sneen kalder på min røv, wuhu.

Men intet kan ødelægge mit humør lige nu, det må man egentligt ikke sige, så kommer der bare noget og ødelægger ens humør men det er ligegyldigt.