Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 11

I får lige et kapitel mere i dag, for historien har skiftet navn igen. Jeg lover, at denne gang nok skal blive den sidste!

Thor kom ind på værelset. Han havde også hørt det. Jeg kunne se det på ham, men for at være sikker, spurgte jeg alligevel; "Du hørte det også ik?" Han nikkede. "Vidste du det?" fortsatte jeg. "Nej, men jeg havde lidt på fornemmelsen, at min mor holdte et eller andet hemmeligt," sagde han stille.

-----

"Det et mad!" råbte Ulla gennem lejligheden. Vi rejste os op fra sengen, hvor vi havde sat og snakket.
Duften af lasagne fyldte mine næsebor. "Det dufter dejligt!" sagde jeg høfligt, da vi kom ud i køkkenet. Ulla takkede.
Thor satte sig på en af de 6 stole rundt om spisebordet. Jeg satte mig ved siden af ham.

"Jeg har faktisk noget at fortælle," startede Ulla nervøst og fortsatte; "Thea er faktisk jeres søster." Hun kiggede på Krista og Karl, der næsten lige var kommet. De så overraskede ud. Også Thor.

"Hvorfor bor hun så ikke her?" spurgte Krista. Ulla svarede; "Den gang Thea og Thor blev født, kunne far og jeg ikke have to børn, så vi blev nødt til at bortadoptere det ene. Ikke fordi vi elsker Thor mere end Thea. Det må I ikke tro!"

Jeg havde på den ene side lyst til at løbe grædende væk, og på den anden side lyst til at give Ulla et stort kram. Det var svært at forklare.

"Er vi så tvillinger?" spurgte jeg, da det hele var sivet ind. Ulla nikkede.
Thors blågrønne øjne fangede mine. Han smilte sit fortryllende smil.

-----
"Jeg tror, jeg bliver nødt til at tage hjem nu," sagde jeg. Klokken var 21:30. "Bliver du ikke og sover?" bad Thor. Jeg takkede pænt nej, for jeg havde brug for lidt alenetid. "Skal du med toget?" spurgte han. Jeg nikkede. "Kan jeg så ikke følge dig ned på stationen?" spurgte han.

Vi tog vores jakker på og gik ud i Gentoftes mørke gader. Eller så mørkt var det heller ikke.
"Synes du ikke også det er mærkeligt, at vi er tvillinger?" spurgte Thor uden at kigge på mig. Kiggede bare lige frem. "Jo, meget. Men det forklare lidt, hvorfor vi ligner hinanden så meget," sagde jeg og grinte.

-----

Toget var 30 minutter forsinket - typisk. Jeg havde kun en cowboyjakke på, der efterhånden var blevet ret kold. Vi satte os hen på en bænk. "Fryser du?" Pis, han lod mærke til det. Jeg rystede på hovedet. "Jo, det kan jeg se." Han tog sin arm om mig og trykkede mig ind til sig. Jeg viklede mig ud. "Hvad er der?" Spurgte han og kiggede mig i øjnene. "Ikke noget," svarede jeg samtidig med, at jeg rystede på hovedet. "Er der noget galt?" spurgte han omsorgsfuldt. Jeg rystede på hovedet. "Nej."

"Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke siger, hvad der er galt!" sagde Thor lidt småirriteret. "Der er ikke noget galt," sagde jeg for 27. gang. "Det kan jeg jo se, der er!" Jeg rystede bare på hovedet igen.
"Hvorfor er du sådan?!" Med de ord gik han. Jeg kiggede efter ham. Jeg kiggede helt til, han drejede om hjørnet.

Kom gerne med lidt kritik - det hjælper kun.
Stem og kommenter for mere!