The Way To Remember - N.H & H.S

22. Amalie?

Harry parkerede den sorte Rang Rover på en ledig plads i parkeringskælderen under centeret. Der havde faktisk været en overraskende god stemning under hele turen her ud, det var jeg taknemmelig for. Der havde været en enkel gang hvor Barbara havde kommenteret min backpack.

Først var det: "hvorfor lige en backpack?"
Og så var det: "den er virkelig sød!"
Jeg blev først virkelig overrasket, men så efter at jeg endelig havde opfattet hvad der foregik blev jeg glad.
Jeg ved simpelhen ikke hvad der er sket mellem Barbara og mig. Jeg havde bare følt mig truet til at starte af, men det var som om vi var tøet lidt op nu.
Men jeg var stadigvæk trist over at Niall fortalt mig at han elskede mig, for jeg tror ikke han mente det. Og hvis han virkelig mente det, så var han altså dårlig til at vise det. Men jeg elsker ikke Niall. Eller det ved jeg ikke...

Jeg klikkede selen op og åbnede døren til den store bil. Jeg trådte ud og tog straks min taske på ryggen. Liam og Niall kom ud af bilen hurtigt efter mig, og Harry og Barbara som havde siddet på forsæderne, trådte ud på hver sin side af bilen.Vi gik alle i en samlet flok over til en stor elevator der førte op til første sal.

Den gav et ekstra ryk inden dørene gled op i elevatoren.
Jeg hadede elevatorer. Det var bare noget jeg har fundet ud af efter at have siddet fast i en i ti minutter. Ti forfærdelige minutter. Det er måske ikke så lang tid, men i min verden er det altså!

Barbara slæbte mig ind i den første tøjbutik hun så. Hun begyndte straks at se på det forskellige tøj, der hang på stativer op af væggene. Jeg tror drengene var gået ind i en herre butik overfor.

"Hvordan går det så med dig og Harry?" Spurgte Barbara og trak en bluse ud for at se på den.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg og pillede i et af ærmerne på en eller anden uinteressant pink bluse. Det her var ikke rigtigt min tøjstil. Jeg havde ikke rigtig nogen, hvis jeg siger at jeg bare går i det tøj jeg kan lide forstår i så hvad jeg mener?

"Bare at Harry er total vild med dig." Svarede hun og lagde blusen over i sin anden hånd og rev en ny ned fra bøjlen.
"Aha?" Jeg så op på Barbara som bare stod og så på mig med et smil på læben.
"Jeg syntes ikke rigtigt at det virker sådan?" Fortsatte jeg da hun ikke sagde noget.

"Søde, det er så tydeligt! Du må virkelig ha gjort indtryk for han er totalt fortabt i dig." Hun rystede kort på hovedet og sukkede.

"Hvordan kan du se den slags?"

"Altså han ser efter dig hele tiden. Så griner han altid over dine jokes og han flirter med dig ret ofte. Bare de der små tegn, du ved?" Hun tog den fjerde bluse ned og lagde den over armen. Hvis hun havde tænkt sig at prøve alt tøjet i det her center, ender det med at blive min død. Jeg kunne lige forstille mig hvad der ville stå på forsiden af det næste sladderblad:

One Directions gode veninde gik i den forkerte direction.

Eller noget i den stil.

"Hvorfor kommer i ikke sammen? Det er så tydeligt at i to er skabt til hinanden!" Hun rev mig ud af mine tanker samtidig med at hun rev den forhåbentlige sidste bluse ned.

"Jeg ved ikke rigtig. Jeg er ikke kommet mig helt over det der skete, og så har jeg også meget at tænke over og huske." Jeg stoppede op ved et lille stativ med nogle halskæder og andre smykker. Jeg var faktisk begyndt at huske nogle gamle minder.