Anthon min bror

94# Mit eget ufødte barn

Jeg ryster på hovedet. Hun kommer stille hen mod mig. "Du er gravid" spørg hun. Jeg nikker stille og begynder langsomt at blive ked af det, da jeg tænker på barnet. En tårer triller ned ad min kind. "Jeg skal nok undersøge dig, helt og finde ud af hvad der er galt, hvis der er sket noget med barnet." siger hun. Hun er virkelig venlig. Jeg smiler til hende og nikker. Jeg ligger i den seng jeg blev placeret i, af ambulance førende. Jeg ligger og kigger ud ad vinduet, som er i væggen lige ved siden af mig. Mona sidder ven sin computer og skriver lidt ned og er ved at finde noget udstyr frem, da en telefon på stuen ringer. Hun tager den. "Hej det er Mona fra skadestuen. Ja bare send dem her op. Godt. Tak. Hej hej" siger hun. Hvem kommer? Hvem snakkede hun med? "Din mor er på vej, hun har fået alt af vide, med at du ligger her" siger Mona. Jeg vender hovedet mod hende, da hun begyndte at tale. Jeg nikker.

"Jeg skal lige undersøge om alt er ok med barnet og det hele. På nuværende tidspunkt vil barnet være så lille at jeg ikke vil kunne se det, så jeg bliver nødt til at lave en gynækologisk undersøgelse på dig" siger hun og finder nogle redskaber frem. Åh nej ikke igen, tænker jeg, da jeg tænker tilbage på lægen. "Ja okay" siger jeg. Hun trækker nogle stativer frem, hvor jeg skal have benene i. Jeg prøver stille at få mine bukser af, det er dog lidt svært, da det gør ret ondt, så Mona hjælper. Jeg får mine ben op i stativerne. Hun undersøger mig.

Min mor, Anthon og Thor sidder ved min side på stuen. Min far, eller ja mors mand, kunne ikke komme, da jo også er midt om natten; men vi sidder sådan set bare og venter på at Mona skal komme ind med nogle resultater, på prøven. Vi sidder og snakker. Jeg har fortalt min mor alt hvad der skete, jeg har dog stadig ikke sagt jeg er eller var gravid? På den ene side ville det jo være en smule befriende, hvis jeg ikke var gravid, men på den anden side... Nej hvad er det dog jeg tænker. Jeg har lige måske dræbt mit eget ufødte barn.

Pludselig bliver døren åbnet og ind kommer Mona, vi vender alle blikket mod hende. Hun smiler og kommer ind med nogle papirer i hænderne. Min mor sætter sin ved et bord, hvor Mona sætter sig overfor. "Jo nu skal i høre" siger hun og kigger skiftevis på mig og min mor. "Ja D/N, jeg må desværre meddele dig at du desværre har mistet dit barn" siger hun.