My life to the end

- Kapitel 10 -

Da Newt og Thomas kommer ud på gangen står Teresa allerede og venter på dem. "Kom følg med mig." De slutter sig begge to til mig. Vi går i stilhed ned gangen. Jeg kigger et bare gange bag ud. De sender mig begge to blikke, men Alby sagde jeg ikke måtte sige noget, før vi var alle samlede. "Vi er der næsten, vi skal bare ned af den her gang, også til højre." Jeg kigger hen over skulderen på dem begge. Thomas møder mit blik. "Hvor længe har i kendt til os?" Jeg drejer rundt om hjørnet. Jeg har lyst til at svare men hvis jeg gør dræber Alby mig, og han vil gøre det langsomt og smerteflydt. Jeg stopper op. "Vi skal ind her." Teresa kigger på døren. "Det ligner et kosteskab." Jeg åbner døren og går ind. Minho og Alby sidder der hvor, de altid sidder. Alby rejser sig da vi kommer ind. "Det var du godt nok længe om." "Hey kan ikke gøre for at de faktisk vil have tøj på." Jeg sætter mig hen ved siden af Minho. "Hej mit navn er Alby, det her er Minho og Newt har i vist mødt." De kigger rundt på os alle tre. "Hej jeg er Thomas..." Alby smiler. "Det ved vi godt." Teresa kigger surt på Alby. "Hvorfor har i bragt os her til?" Minho taler for første gang. "Vi vil vide hvorfor i er så spiscelle." De kigger undrene på os og hinanden. "Com on vi har hørt de voksene snakke om jeg, i skulle være spiscelle, klogere end os andre og alt det der." Alby kigger på dem. "Hvorfor er i spiscelle?" Teresa er den første der siger noget. "Ved ikke hvorfor vi er så spiscelle, det eneste jeg ved, er at jeg har vært inde på det værelse, siden jeg kom her til. Min dag består af skole og lægetjek. I er de første børn jeg har set siden jeg kom her til. Det eneste menneskelige kontakt jeg får er fra mine læger, lærer og dem der giver mig mad." Hun kigger fustreret på dem alle. Thomas står lidt, indtil det går op for ham, at alle venter på han siger noget. "Jeg bor på mit værelse som Teresa." Alby sender blikke til Minho. Jeg sidder bare lidt i baggrunden. "Hvad laver I når I er færdig med skole?" Denne gang er Thomas først til at svare. "Læser eller laver lektier." Minho kigger på Teresa. "Det samme." Minho lyser op. "Det er derfor. De har nemmere ved at lærer, så de kører hårdt på dem. De er klogere end os, derfor er de spiscelle." Jeg vender tanken i hovedet. Måske har Minho ret, for en gangs skyld. Thomas bryder stilheden . "Hvor lang tid har i vært sammen?" Nu er det min tur til at sige noget. "I et par måneder, men vi begyndte første at mødes her for et par uger siden." Thomas kigger på mig. "Har i virkelig aldrig mødt andre børn?" "Jeps det stemmer." "Rovsygt, kan huske hvordan jeg syns det var før vi kom sammen med de andre." Thomas sætter sig ned på en omvendt spand. Teresa slutter sig til ham. "Hvor mange andre er der?" Jeg kigger over på Teresa. "Vi må værer lidt over tyve, altså drenge, der er også en pige gruppe, men dem har vi ikke kontakt med." Jeg kan mærke jeg bliver lidt trist af at snakke om det. Gid vi havde kontakt med pigerne. Med min søster. "Hvor mange piger er der?" Jeg kigger ned på mine hænder. Minho svare på spørgsmålet. "Cirka samme antal, så vidt vi ved." Minho lægger en hånd på min skulder. Han ved at jeg hader at tale om pigerne. Det mener mig om min søster, om at de ikke lade mig se hende. Det for mig til at se på dem som monster.