19

83 14 9
                                    

Den følgende dag, var vi tidligt igang på plantagen. Jeg gik op og ned af Alice, for at se hvad hun gjorde, så jeg kunne efterligne det og forsøge at gøre det lige så godt som hende. Hun var dog en del mere erfaren, og fik fyldt sine sække langt hurtigere end jeg.

"Du er bagud!" Grinede hun hver gang hun kom tilbage, efter at have læsset endnu en sæk på vognen. Jeg stod selv og fumlede, mens det eneste jeg kunne var at grine af hende og fortsætte mit arbejde.

Solen bagte ned over os, og jeg følte flere gange at jeg skulle til at besvime.

"Hey!" Alice greb om min arm og bad mig sætte mig ned. "Drik noget vand før du visner.." Hun betragtede mig nøje, mens jeg tømte flasken hun havde stukket op i hovedet på mig. "Går det?" Jeg nikkede, mens hun rettede sig op med hænderne i siden og spejdede ud over plantagen med et fjernt, men fast besluttet udtryk. "Middagssolen er altid den værste.. Det går over om et par timer.. Desværre kan vi ikke arbejde når det er mørkt og køligt.. Det havde ellers været at fortrække."

"Det siger du ikke.." Stønnede jeg og kneb mine øjne sammen i den skarpe sol.

"Du gør det ellers godt, taget i betragtning af, at du aldrig har udført hårdt fysik arbjede." Hun skubbede til min skulder og grinede.

"Hvad mener du? Hvad ved du overhovedet om det!?" Svarede jeg igen og skyggede med hånden for at se op på hende.

"Du har så rene negle, Prettyboy." Hun lænede sig forover, og støttede sine hænder imod sine knæ, mens et flabet grin var smurt ud over hendes ansigt.

"Årh! Lad dog hver! Jeg kan bare godt lide at mine negle er pæne! Det er der vel ingen skam i?"

"Er du til mænd da?" Hun rynkede kært på næsen, mens jeg sukkede tungt.

"Nej Alice.. Jeg har været i seng med dit søster.." Hun grinede.

"Nårh ja.. Det er sku også rigtigt.. du er vist en værre lille gris." Hun rettede sig op og rækkede en hånd til mig, for at hjælpe mig op.

"Hvorfor arbejder vi egentlig ikke om natten?" Sagde jeg, mens jeg kom på bene.

"Flagermus. Hyæner. Løver. Flodheste. Slanger. Edderkopper." Remsede hun op.

"Er du bange for edderkopper?" Hun skævede til mig.

"Søde naive Andrew med de pæne prinsesse negle, du ville også være bange for edderkopper, hvis du så dem der er hernede." Jeg hev ud i min svedige t-shirt, der ellers havde siddet løst tidligere.

"Så alt prøver at slå os ihjel hernede?" Jeg løftede blikket imod hende og så hende smile.

"Ja, stortset.. På den ene eller den anden måde.." Hun kløede jeg hurtigt i håret og så væk. Jeg fik følelsen af at det ikke længere var hyæner, eller en rasende flodhest der var tale om.


Da aften faldt på, så jeg hende stå og snakke med chauføren, der skulle hente læsset. Jeg lænede mig op af dørkarmen ind til den lille hytte og bemærkede, hvordan hun slog opgivende ud med armene.

"Hva så?" Sagde jeg i det hun gik op af trine til verandaen. Hun smækkede en stak sedler ind på brystet af mig og fortsatte ind i hytten uden at sige et ord. Jeg talte det til 13 dollars og vendte mig imod hende.

"Hvad er det for?" Hun sukkede. Hun havde sat sig hængende i en plastik havestol og mødte ikke mit blik.

"Det er for arbejdet i dag.."

"Hvad? Der er jo kun 13 dollars??" Udbrød jeg, mens hun vendte ansigtet opgivende imod mig.

"Det er hvad vi får for en dags arbejde hernede. De 13 dollars skal række til nye matrialer, lønninger, mad, rent vand.. hele molivitten.." Hun så væk igen.

"Men det er jo umuligt?"

"Ja.. Men det budget din farmand har sat op for os, er ikke til at imødekomme.. Vi har ikke en chance.."

"Der må da være noget vi kan gøre?" Hun trak på skuldrene uden at flytte blikket, fra hvad end det var hun sad og stirrede på. Hun var træt. Meget træt.

"Jeg vil bare gerne hjem nu.." Sukkede hun, og tog sig derefter sammen til at rejse sig fra stolen.


Da vi ankom hjemme ved lejligheden, kastede hun sig på sofaen. Jeg selv satte mig og tjekkede regnskaberne igennem. Efter et godt stykke tid, begyndte jeg at falde hen. Det var først da mit hoved gled af hånden, der støttede mit hoved, at det gik op for mig, at det var lidt for tunge sager at sidde med på det her tidspunkt, og jeg rejste mig derfor for at traske i seng. På min vej til mit værelse, opdagede jeg Alice, der stadig lå på sofaen. Hun lå kejtet, så jeg gik over til hende og forsøgte at puffe forsigtigt til hende, men hun reagerede ikke. Efter lidt overvejelse, samlede jeg hende op og bar hende ind til hendes seng. Efter at have lagt hende forsigtigt på sengen og lagt tæppet om hende, rettede jeg mig op og betragtede den bekymrede rynke i hendes pande, roligt, men sikkert forsvinde. Kort efter gik jeg ud af værelset.

Den følgende dag, forgik alt nærmest i tavshed. Der var kun døren til hytten, der engang imellem knagede og lyden af nogle af kaffebønderne ude i marken.

Jeg sad på trappen til verandaen og blev ved at tænke på for og imod, hvor man kunne spare, hvad der ville være fornuftigt at bruge penge på, for at få produktionen i gear og så videre. Mit hovede summede med tal. For mit indre blik, blev jeg ved at se de 13 dollars, hvilket ikke svarede til mere end 82 kroner. Jeg begyndte derfor at regne på tingene, mens jeg tegnede i sandet foran verandaen. Jeg var i en helt anden verden, komplet opslugt af min egen udregning, da det pludselig kom til min opmærksomhed, at flere af byens børn stod omkring mig og iagtog mine udregninger i sandet. De virkede til at ville hjælpe, så før jeg vidste af det, sad jeg og forsøgte at forklare dem, hvordan man regnede, så godt jeg nu en gang kunne, på det fransk jeg kunne. Flere gange grinede de af min udtale, eller hvis jeg fik sagt et eller andet forkert, men jeg var heldigvis ikke i så dystert et humør, at jeg ikke kunne se det sjove i det. Noget i mig boblede af glæde, når jeg så deres øjne stråle af forståelse af det jeg havde lært dem. Og med et fik jeg en ide, der muligvis ville vende op og ned, på det lille samfund. Jeg rejste mig derfor, for at ringe til min far.

Connigan (Afsluttet)Tempat cerita menjadi hidup. Temukan sekarang