Connigan (Afsluttet)

10

Der gik lang tid før jeg rigtig kunne komme mig over det chok, min fars ligegyldighed havde givet mig. Jeg vidste at det ikke nyttede noget at tale med Isabella om det, hun ville ikke kunne sætte sig ind i det at mangle noget. Hele hendes liv havde hun fået nøjagtig hvad hun pegede på, og det havde gjort hende ligegyldig, overfor dem der stod i en anerledes situation. For kunne de ikke bare lade hver at være fattige? 

Min bitre tankegang gjorde at jeg brugte mere tid på kontoret end sammen med Isabella, og jeg prøvede så vidt muligt ikke at have kontakt til min far, da han kun ville gøre situationen endnu værre. Desto længere der gik, desto mere bitter blev jeg over min situation. Over at min far dikterede alt hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle leve mit liv og opføre mig, som var jeg en 9 årig. Samtidig med det opdagede jeg flere og flere fejl ved ham, som gjorde mig flov over overhovedet at skulle arbejde sammen med ham. Men jeg vidste at hvis jeg opsagde mit job midt i alt det her, så ville jeg med garanti også midste Isabella, hvilket ikke var meningen nu hvor jeg skulle giftes med hende. 

Hun var allerede i fuld gang med bryllupsplanlægning og jeg havde dårligt energi til at snakke om det efter arbejde, på grund af min konstante træthed og problemer på arbejdet.
Fra tid til anden tog jeg med Evan ud og drak en øl efter arbejde, hvilket jeg ikke så noget forkert i, men som jeg altid skulle høre for når jeg endelig kom hjem. Mine sene hjemkomster gjorde derfor at Isabella brugte mindre tid i den lejlighed vi skulle leve sammen i, og mere tid i sin egen. Jeg undrede mig over hvorfor det var så vigtigt for hende, at beholde sin egen lejlighed, og ikke bare flyttede ind i den store med mig, men det var hendes beslutning, og det var vel også på sin vis fint nok at hun havde det sådan. Vi var jo ikke gift endnu.

Jeg havde netop taget et glas whiskey at styrke mig på midt i en kæmpe regnskabsrapport, da jeg hørte rengøringsdamerne ankomme til min etage. Jeg skævede til uret på min computer. 22:36. Et suk siv ud mellem mine læber, i det jeg igen vendte opmærksomheden imod den skide regnskabsrapport. Det havde taget det meste af dagen at få indhentet informationerne til at få den færdiggjort.

Pludselig gik døren op, ind til mit kontor, og en lille prop af en ældre dame kom ind og så direkte på mig. 

"Hvad fanden laver du stadig her, snuske?" Udbrød hun og hev sine høretelefoner af, det var tydeligt at det var AC/DC hun lyttede til, for det bankede stadig derud af. 

"Jeg har en regnskabsrapport der skal være færdig.." smilede jeg. "Men du kan bare hoppe mit kontor over hvis det er?" 

"Sukkermås.." begyndte hun og vraltede over til mig mens hun lod en ordentlig røgsky fra sin cigar stige til vejrs. "Er alt som det skal være på hjemmefronten, jeg synes jeg møder dig her om aften mere og mere.." jeg smilede og flyttede blikket til rapporten foran mig, mens hun satte sig tungt i stolen overfor mit skrivebord. 

"Alt er som det skal være, Vera." Smilede jeg og mødte hendes alt for blå sminkede øjne. Hun skubbede let til sine pappelotter og smilede: 

"Hvis jeg vidste at du ville sidde her, her til aften havde jeg gjort mere ud af mig selv." Jeg kunne ikke lade hver at grine, mens hun tog endnu et hiv af sin cigar. Det var et volsomt dyrt mærke, så jeg gik ud fra, at hun havde snuppet en håndfuld fra min fars kontor, hvilket jeg ikke kunne sige noget imod. 

"Man kan jo aldrig vide hvornår man får kastet en regnskabsrapport i hovedet." Smilede jeg høfligt. Jeg havde tit mødt Vera her om aften, når jeg arbejde sent og det var nærmest blevet en vane at snakke lidt med hende, når vi mødtes.
Kort efter gik hun igen, og jeg færdiggjorde min regenskabsrapport og tjekkede min mobil. Den var ellers gået ud tidligere, og havde ligget og opladet lige så stille, da jeg så at jeg havde omkring 10 opkald fra Isabella og en stak beskeder, med samme ordlyd. 

Hvor er du?
Er du her snart?
Tag nu din telefon!!! For et øjeblik forstod jeg ikke helt hvad alt påstyret handlede om. Det var så kun indtil jeg fik den ide at tjekke min kalender. Bryllupskage smagning kl. 19.30. Shit! Jeg skyndte mig at ringe hende op, og vidste allerede hvad der lå i hænde for mig af skideballe. 

"Nårh! Nu kan du ringe?" Lød det sarkastisk i den ene ende. 

"Isabella, jeg er frygtelig ked af det. Jeg havde simpelthen glemt alt om det. Min mobil gik ud, og den har ligget til opladning.. Jeg har knoklet på med regnskabsrapporten.." 

"Spar mig for dine undskyldninger, Andrew! Jeg er taget hjem til mig selv og sove i nat." 

"Okay?.. Er der ikke et eller andet jeg kan gøre for at gøre det godt igen?" 

"Jo.. Du kan acceptere at det bliver chokoladekage.." jeg nikkede. 

"Det vil jeg så acceptere.." svarede jeg. "Jeg er ked af at du måtte sidde helt alene til smagningen.. jeg ville gerne have været med.." Jeg forlod bygningen og gik ud til min bil. 

"Det skal du ikke tænke på, jeg var såmænd ikke alene.." 

"Hvad snakker du om?" Sagde jeg i det jeg satte mig ind i min parkerede bil og blev mødt af den bragende stilhed og stillestående luft. 

"Evan var sød at hjælpe mig med smagningen.." Sagde hun som om det var noget af det mest naturlige i verden. 

"Evan?" Gentog jeg og fjernede min hånd fra nøglerne i tændingen. 

"Ja?" Jeg kunne høre hun smilede i den anden ende, så godt kendte jeg hende. 

"Hvorfor ikke din mor eller søster?" 

"Fordi Evan kom bare forbi sådan tilfældigt.. Jeg tror egentlig ikke det var hans mening.. Men jeg spurgte ham om han ville være med, nu når du ikke mødte op, og det sagde han ja til.. Der er ikke nogen der er så dum, at sige nej til kage.." Jeg skar en nedadvent grimasse og mødte mit eget blik i bakspejlet. Jeg hadet tanken om at han havde siddet der, sammen med min forlovet og ædt den kage jeg selv skulle have haft, men i virkeligheden var jeg også glad for, at hun ikke havde siddet der alene, og at de to kunne finde ud af det sammen.