6

95 16 15
                                    

Da advokaten var gået, kom min far over og lagde sin arm om min skulder.

"Det var da ikke så slemt, var det?" Jeg så på ham, mens han gav slip. Hans udtryk fortalte mig at jeg nu var fanget i hans klør, og at han var vild med det. Uden at få et svar fra mig, gik han over til sin globusbar og tog to glas. Han spurgte ikke, før han skænkede til mig også, selvom jeg bestemt ikke var til cognac. Snart efter kom han hen til mig og rækkede mig det ene glas, mens han fortsatte: "Der var egentlig også noget andet, jeg gerne ville tale med dig om.." Han tog en tår, mens jeg løftede øjenbrynene og mærkede en bekymret rynke forme sig på min pande.

"Isabella er en smuk pige.. Er du meget glad for hende?" Han så ikke på mig, men tog bare endnu en tår af sin cognac og rykkede samtidig ikke en mine.

"Jo, jeg er meget glad for hende, men hvad har hun med alt det her at gøre?" Jeg stillede glasset fra mig, så jeg var mentalt kampklar til hvad end han kunne finde på at fyre af.

"Årh.. hun har såmænd ikke noget at gøre med firmaet som sådan.. andet end at hun jo ser smuk ud og derfor ville passe med firmaets image udadtil" Han tog endnu en tår og legede med min tålmodighed. "Din mor og jeg har talt sammen om, om det ikke var en ide at forlove sig med hende, hvis det altså er hende du vil have?.. Det er vigtigt at der er en vis stabilitet i dine private forhold.." Jeg var målløs. Ikke nok med at han havde trukket hele firmaet ned over ørene på mig, men nu ville han også ind og pille ved mine personlige sager.
"Jeg ved ikke hvad du siger til det?" Han satte sig i sin kontorstol og smilede til mig, som om han ejede hele verden.

"Hva.. Hvad vil du have jeg skal sige?"

"Fejede jeg benene væk under dig, knægt?" Han grinede hånligt, mens jeg stod og forsøgte at samle mine tanker. "Hør!" Begyndte han igen. "Det var din mors ide.. Og jeg kan for en gangs skyld sige at jeg er enig.." Han tog endnu en tår af sit glas, og rodet efter noget i sin inderlomme. "Her.." Han kastede en rød æske på bordet. "Din mor synes du skulle have den her, det har været din mors.." Uden at tænke mig om samlede jeg æsken op fra bordet og åbnede den. Med det samme skinnede en smuk diamant ring mig i øjne. Jeg så stadig på den da min far igen begyndte: "Jeg ville forslå at du putter en ring på pigebarnet nu, før hun enten smutter eller bliver for gammel.. Kvinder er som hundehvalpe.. Nuttede og uartige når man først får dem, derefter bliver de bare kedelige og lidt for meget rutine hvis du forstår." Han lo, mens jeg skævede til ham.

"Du sælger ikke dit forslag særlig godt med den sammenligning.." Han slog ud med hånden.

"Nah.. Det er sku også lige meget, hvis ikke det er hende du vil have, kan du jo altid gemme ringen til en anden. Vi synes bare du skulle have muligheden.."

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." Sagde jeg stille, mens jeg holdt ringen. "Du forslår, at jeg gifter mig? Med Isabella?" Jeg så skeptisk på ham, mens han nikkede.

"Ja, eller din mor gør.." Han rokkede lidt frem og tilbage, som om samtalen ikke var særlig behagelig for ham. "Mest fordi hun gerne vil have børnebørn, men det er en anden snak.."

Da jeg gik derfra havde jeg en underlig følelse af, at mit liv fra nu af, blev styret af alle andre end mig selv. At skulle skrive under på en kontrakt der bandt mig til min far, var én ting. Men at ens far pludselig begynder at snakke om ægteskab var en anden, langt mere personlig sag, jeg følte egentlig var op til mig selv, men på en måde ikke længere var det, nu hvor min far og mor var indblandet i hele affæren. For jeg havde skam lyst til at gifte mig med Isabella, og det var vel også på sin plads, når man tænkte på at vi havde været sammen i over 2 år, og tit snakkede om fremtidsudsigter. Så jo, tanken om at gifte mig med min Isabella, var uden tvivl en tanke der havde strejfet mig. Men jeg følte også at jeg blev nød til at tale med en anden om det. En udenforstående der måske kunne sætte det hele lidt i perspektiv.

Jeg sad på baren, da Evan kom ind. Han gik altid som om han var meget højre end han var og bar i dagens anledning en hættetrøje.

"Hvad siger damen til at du sidder her, din gamle sut?" Grinede han, mens jeg rejste mig for at hilse på ham. Jeg havde mødt ham på min uddannelse, og havde været venner med ham lige siden.

"Hun har ikke noget at sku have sagt." grinede jeg tilbage, velvidne at hun havde masser at skulle have sagt om den sag, men hvad hun ikke vidste havde hun vel ikke ondt af. En tanke om at jeg lød som min far strømmede ind over mig og jeg skyndte mig derfor at skylle det væk med en tår øl.

"Hvad så? Hvad er nødstilfældet?" Smilede han og gjorde tegn til en tjener.

"Min far begyndte at snakke om at jeg skulle fri til Isabella.."

"Hva?" Han så uforstående på mig. "Det kan du sku da ikke mene?" Jeg nikkede.

"Jo, desværre..."

"Hvordan har du det selv med det?" Jeg trak på skuldrene, mens han bestilte en øl.

"Jeg ved ikke.. det er ikke en fjern tanke for mig.. Vi har trods alt været kærester i 2 år.."

"Andrew, mah man! Bare fordi i har været kærester i to år, betyder det ikke at du skal put a ring on it.." Han fik sin øl og tog en stor tår. "Hun løber jo ingen steder.. og slet ikke nu hvor du er under direktør.. har man hørt det med, og her sidder jeg fattige mand og betaler for min egen øl." Jeg kunne ikke lade hver at grine af ham.

"Såå.. du synes det ville være dumt at fri til hende?"

"Har du overhovedet en ring? Har du ikke en helvedes masse studielån?" Sagde han hvorefter jeg fandt min mors ring frem og stillede den på bordet mellem os. Han åbnede den og så på mig.
"Andrew skat, det kommer så pludseligt.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Jeg tror ikke det var hvad din mor og far havde i tanke da de sagde du skulle fri.." Han blinkede flirtende til mig et par gange, før jeg flåede ringen ud af hånden på ham.

"Årh hold dog kæft!" grinede jeg.

"Det ellers noget af en sten!" Smilede han og strak hals.

"Ja.. Hun vil uden tvivl synes om den.."

"Isabella.. Hende har jeg da ikke mødt?" Smilede han og tog en tår.

"Nej, jeg tror ikke der har været mulighed for det." Der blev stille mellem os, mens vi begge drak.

"Du!" brød han stilheden. "Har du ikke et ledigt job til mig?"

"Du kan være min sekretær.." jokede jeg, mens han sendte mig et par gider-du-lige-øjne.
"Jeg mener det."

"Okay, okay.." Smilede jeg. "Jeg skal se hvad jeg kan gøre."

Connigan (Afsluttet)Where stories live. Discover now