14

94 14 21
                                    

Martha betragtede mig nøje fra bag køkkenøen, hvor hun lige nu var ved at binde knude på en affaldssæk. Hun havde forbarmet sig og gjort rent i hele min lejlighed, mens jeg tog et bad. For som hun selv havde sagt, duftede en død rotte i en pølle kloak bedre. Hun havde samlet alle mine tomme flasker og lagt dem i en sæk, som hun derefter satte ved hoveddøren. Jeg selv var ikke til meget hjælp. Jeg havde sat mig ved øen i køkkenet og hang nu ind over bordet helt slap og ugidelig. Det var utroligt så lidt lyst, jeg havde til tilværelsen lige nu.
Kort efter satte hun sig roligt ved siden af mig, og lagde en hånd på min ryg.

"Min søde dreng.." sagde hun moderligt, mens jeg gemte mit ansigt. "Dine forældre har været her op til flere gange, vi har slet ikke kunne komme i kontakt med dig? Fortæl mig hvad der er sket.."

"Jeg ved ikke engang hvor min mobil er.." Forsøgte jeg at snakke uden om.

"Nej.. Men det ved jeg! Jeg fandt den ude i dit toilet.. Hvor længe har den ligget der?" Jeg trak på skuldrene. "Så er det vel derfor de ikke har kunne komme i kontakt med dig.."

"Det er ikke min skyld, at det lort holder så dårligt på strømmen, og så tilmed ikke kan tåle vand.." Jeg greb ud efter en Whiskey flaske og mærkede med det samme Marthas rolige, men bestemte øjne på mig. Jeg vendte derfor blikket imod hende for at tjekke, om hun havde noget at sige imod det.

"Andrew.. Klokken er 10.45.. I det mindste vendt til efter 12, som en civilliseret ung mand, med en fremtid.." Hun lagde en rolig hånd på min arm, som ingen anden kunne på samme måde, og smilede sit rolige men bestemte smil, som jeg aldrig havde turde trodse.

"En fremtid.. Ha!" Sagde jeg hånligt, og lænede mig tilbage i barstolen. Min fremtid var lige fløjet ud af vinduet med en anden, jeg arbejde et sted jeg ikke kunne holde ud at være, og jeg anede ikke engang hvilke drømme jeg havde mere. De var jo alle syet sammen med Isabellas. Det var vores drømme det hele.

"Isabella kom forbi kontoret den anden dag. Hun ville snakke med din far.." Jeg skævede til Martha, og så til Whiskey flasken. Kunne klokken ikke godt snart blive 12?

"Hvad ville hun?" Jeg kæmpede med en klump i halsen, og tvivlen om hvorvidt, jeg skulle tage hende tilbage eller ej. Hvordan kunne man savne en som man samtidig hadede?

"Hun ville høre hvor du var?.." Hun holdt en pause og betragtede mig for en stund. "Hun nævnte at du havde slået op med hende? Det er vel ikke noget jeg har sagt, der har været med til at påvirke den beslutning?" Jeg rystede på hovedet. Ude af stand til at sige noget for den klump jeg havde i halsen, tog jeg ringen ud af min lomme, og lagde den på bordet foran hende.

"Du godeste.." sagde hun og tog sig til munden. "Så havde hun altså ret.."

"Nej.. Du havde ret.." mumlede jeg. "Bortset fra, at jeg ikke var god nok for hende.." jeg så væk og forsøgte at holde smerten væk fra mine øjne, men det gjorde så ondt i min hals, at det var umuligt.

"Om du vil tro det eller ej, havde jeg aldrig håbet at jeg havde ret, min ven.." jeg nikkede som om jeg udemærket godt vidste, at hun ikke mente noget ondt med det, hvorefter hun fortsatte: "hun fortjener dig virkelig ikke..."

"Sagen er den at hun mente hun fortjente bedre... hun var.." jeg tøvede. Jeg kunne næsten ikke få det over mine læber, for i mit hoved var det stadig helt uvirkeligt. Jeg kæmpede for at undgå de billeder jeg havde forsøgt at glemme. Af hende og Evan. I hendes seng. "Hun.. hun var mig utro.."

"Hvad?" Hun så helt forbløffet ud. "Hvorfor dog det?? Er hun gået helt fra den? Hvad er det for noget fjol?" Jeg trak på skuldrene.

"Jeg var vel ikke god nok.."

"Pjat med dig! Du er perfekt!" Hun rettede sig op og så strengt på mig. "Det er hende der er en skvaddermikkel og et uartigt lille stykke pigebarn! Hun skulle have sig en omgang skulle hun.." Jeg vidste hun forsøgte at muntre mig op, og det elskede jeg hende for.. Men..

"Martha.. Jeg har mistet alt.." Jeg kunne ikke mere og brød sammen. Hulkene ind over køkkenbordet, mens jeg med det samme mærkede at hun lagde sin lille buttede arm om min ryg, og lagde sit hoved på min skulder.

"Så så.. Manse.. Det skal nok gå alt sammen.. Du finder en anden smuk pige som med garanti vil elske dig til hudløshed.." Jeg ville så gerne give hende ret, nikke og rette mig op med alt fornufts fulde magt. Men mine modstridende følelser og savnet til hvad jeg havde, var for stort i dette øjeblik.

Efter en rum tid med mig, der bare blev ved at snakke om Isabella, om alt det vi skulle sammen, om bryllupsrejsen der allerede var booket, om planlægningen af brylluppet, om at det var min egen skyld og om hvor meget jeg hadede Evan for hvad han havde gjort. Smilede Martha forsikrende til mig. Jeg selv, så uforstående på hende.

"Nu har du snakket en masse om alt det, Isabella gerne ville.. Men hvad vil du gerne?" Hun rækkede ud efter Whiskey flasken og hentede et par glas, mens jeg kiggede tomt ud i luften.

"Jeg har lyst til at.." Jeg holdt en pause og bed mig i læben. "At tage væk. Væk fra det hele." Hun smilede lyttende til mig mens hun skænkede Whiskeyen og satte glasset foran mig.

"Hvortil min kære?"

"Det ved jeg ikke.. Congo?"

"Du har snakket med John kan jeg høre.." Hun smilede lusket til mig mens hun tog en tår. "I så fald, synes jeg du skal tage til Congo, min skat!" Hun hævede glasset imod mig. "For Congo!" Smilede hun, mens jeg mærkede en underlig ny følelse folde sig ud i mit indre. Jeg kunne gøre hvad jeg ville!

"For Congo!" Grinede jeg og klikkede mit glas imod hendes.

Connigan (Afsluttet)Where stories live. Discover now