Connigan (Afsluttet)

11

I over et halvt år rendte jeg direkte fra arbejde, til bryllupsplanlægning og tilbage på arbejde. Der var et ton at lave, og jeg havde dårligt tid til at tænke mine egne tanker. Til tider vågnede jeg op helt svedig og forpustet efter mareridt, om hvilken farve serviet vi skulle vælge til bordene til brylluppet. Jeg var sikker på at de begge var hvide, og min tanke om det var nok nærmere, at der nok ikke var et eneste øje, der kunne se forskel på Modehvid og kalkhvid.

Selvom det skulle være en glædens tid for os begge, havde jeg aldrig følt mig så alene som nu. Ofte sad jeg bare i et hjørne og sippede vin, mens min svigermor holdt enetale om hvordan brylluppet skulle være. Det værste var nok at det skabte en del ballade, for Isabella havde det altid nøjagtig modsat, og så havde jeg ellers underholdning til en hel aften. Jeg havde prøvet én gang, at spørger om jeg måtte gå, hvortil Isabella brød hulkende sammen og beklagede sig over at stå med det hele selv, at jeg ikke var interesseret i at blive gift og meget andet. Men det var i virkeligheden slet ikke sådan jeg havde det. Jeg elskede hende og ønskede hende kun det allerbedste, men til tider føltes det som at få hevet hele armen af, når man kun havde rækket hende en lillefinger.

Hun sov også meget mere for sig selv i sin egen lejlighed, for som hun sagde, så havde hun alle bryllupstingene der, og det var derfor lettere for hende at få planlagt mere og effektivt hvis hun også var der. Men der var også dage hvor hun var i den store lejlighed sammen med mig, og det kunne jeg ikke lade hver at glæde mig lidt over. Så havde vi mulighed for at tilbringe lidt kvalitetstid sammen og tage en pause fra al planlægningen.

Vi sad og slappede af i vores store lejlighed foran tv'et, da jeg kom til at tænke på, om vi egentlig ikke snart skulle planlægge bryllupsrejse. Så jeg gav mig i kast med at bruge ord, overfor bridezilla:

"Jeg tænkte på.. Hvor skal vi hen på bryllupsrejse?" Hun kiggede op fra sin computer uden at rykke en mine.

"Hvorfor spørg du om det?"

"Det er bare.. det er da vel også en del af planlægningen..?" Hun trak på skuldrene og vendte blikket imod computeren igen.

"Tjoh.. Jeg har også taget mig af det.."

"Virkelig?" Jeg rettede mig op i sofaen. "Det kan jeg ikke huske, at vi har snakket om? Hvor skal vi så hen?"

"Vi skal til Fiji."

"Okay.. det kan jeg slet ikke huske jeg har sagt god for.."

"Jeg har altså allerede booket billetter, Andrew." Hun lød allerede irriteret. "Hvis du havde en anden ide til hvor du ville hen, så kunne du jo have sagt noget.."

"Det havde jeg også.. jeg har sagt flere gange at jeg ville til Congo. Hvilket jeg troede vi begge gerne ville."

"Du får mig ikke til at tage til Congo.."

"Hvad? Okay! Hvad så når vi er gift og jeg vælger at rejse derned for at arbejde?" Hun blev stille. Meget stille.

"Jeg vil slet ikke til Congo.. Så bliver det uden mig.." Jeg var målløs. Hun havde tidligere sagt at det var drømmen og at hun elskede ideen, og nu kunne hun ikke se mere fornærmet ud over at jeg forslog det.

Sådan fortsatte det. Hver gang jeg bragte noget op om vores fælles drømme, lavede hun om på dem, brokkede sig eller endda helt slog dem ned, som havde de været giftige planter. Og hver gang, måtte jeg føje mig, fordi hun altid havde været vandt til at få hvad hun ville have.

En atfen kom jeg, for at hente hende i hendes lejlighed. Vi havde aftalt at tage ud og spise på en dyr restaurant, sammen med vores forældre. Som altid lukkede hun mig ind med et smil og et kys, hvorefter hun vimsede ud og gjorde sig færdig på badeværeslet. Jeg trissede lidt rundt i stuen, og betragede hendes kaos af planlægning, da jeg pludselig bemærkede et mande armbåndsur, ligge på hendes stuebord. Med det samme gik jeg hen og samlede det op, og konstaterede at det i hvert fald ikke var mit eget.

"Hvis ur er det her?" råbte jeg ud til hende.

"Hvad for et ur?" Hun kom ud og lod blikket falde på uret i min hånd. "Oh.. Det.. Det er min fars. Han må have glemt det.."

"Skal vi så ikke tage det med til ham?" Hun stod lidt og tænkte, før hun rystede på hovedet.

"Ej, det behøves ikke. Han mangler det sikkert ikke." Jeg trak derefter på skuldrene og lagde uret tilbage på sofabordet hvor jeg havde fundet det.

Da vi ankom til restauranten hilste vi på vores forældre, som selvfølgelig allerede var der.

"Andrew!" Min kommende svigerfar kom mig i møde med en udstrakt arm for at ville hilse, og med det samme fik jeg øje på hans armbåndsur om hans håndled. Problemet var bare den, at det overhovedet ikke så meget som mindede, om det ur jeg tidligere havde set i Isabellas lejlighed.

"Hej." skyndte jeg mig at sige, og smøre et kunstigt smil på, selvom spekulationerne var ved at overtage mit sind. "Har du fået nyt ur?" Han så ned på sit ur og smilede.

"Neej.. Det her er en gammel sag. Det er en bryllupsgave fra min hustru. Hun bliver helt mærkelig hvis jeg ikke går med det, forstår du nok." Han grinede og puffede til mig, som om jeg vidste hvad ægteskabet bestod i, og skævede til Isabella.

"Har dig og Isabella haft en dejlig dag med planlægning?" Han så uforstående på mig.

"Hvor har du fået den ide, at jeg overhovedet vil blandes ind i det? Jeg betaler for gildet.. Hvad hun gør med pengene, er mig ligegyldigt." Han grinede og klappede mig på skulderen. Jeg så over på Isabella igen, der grinede af noget hendes søster sagde, og med det samme fik jeg den dumme tanke, at det i virkeligheden var mig der blev grinet af.

Den aften gik vi hjem til mig i den store lejlighed. Der blev ikke udvekslet mange ord, for vi var begge trætte. Men en ting var sikkert. Hun skjulte noget for mig.
Den halve nat lå jeg derfor vågen og spekulerede som en gal på hvems ur det kunne være, og på om der var noget jeg kunne gøre anerledes, så hun ikke virkede så fraværende.