Faith

Beslutningen

Faith var den første der kom ind i lejligheden.
Hun skal til at gå direkte in på soveværelset, men Gabriel vil gerne snakke med hende først. De sidder nu i stuen med de andre.
"Vi skal finde ud af hvad vores næste træk er" siger Gabriel og ser rundt,
"Vi burde tage direkte til kilden selv" svare Michael
"Og hvad skal det så betyde?"
"Vi får fat i en dæmon og så afhøre vi den om alt den ved. Heldigt nok har vi en dæmon som nabo"
"Michael er du blevet skør! Hvad nu hvis Lucifer høre om hvad vi har gang i, så er det kun et spørgsmål om tid før han kommer og tager Faith" Gabriel ved godt Michael har en tendens til at tænke irrationelt når det kommer til Lucifer, men han synes stadig han burde tænke sig om en ekstra gang.
"Hvad kom i overhoved frem til? Som i nok ved var jeg der ikke, så det ville være rart med en lille briefing." Nhakimiel bryder hurtigt ind da han endnu ikke har fået al informationen så han kan følge med.
"Nå ja, selvfølgelig Nhakimiel det beklager jeg"

Gabriel fortæller så hvad de fandt ud af og hvordan. Nhakimiel ser undervejs over på Faith og kan tydeligt se hun ikke er tilfreds med hvordan tingene blev gjort.

Faith rejser sig brat op kort før Gabriel er færdig. "Jeg går i seng, det har været en lang dag. Vi kan snakke om det her imorgen"

Da hun går og sidder alle tilbage med et lidt forvirrede udtryk, dog fortsætter de med at udtænke en plan.

Sent på aften kommer Nhakimiel ind på værelset da han også skal sove der, dog bare på gulvet.
Gabriel og Michael skiftes til at stå på vagt inde i stuen.

"Faith, er du vågen?" Nhakimiel ser over på en svag skikkelse af hende i mørket,
"Ja, hvad vil du?"
"Er du okay, det virker som om at der noget der går dig på."
"Jeg har det fint, læg dig nu bare til at sove Nhakimiel." Han rejser sig op og sætter sig på kanten sengen, men hun vender sig væk fra ham.
"Faith hvis der er noget der går dig på så fortæl mig det. Det er det jeg er her for." Der går et øjeblik eller to inden hun svarer,
"Jeg synes bare ikke at Gabriel tog mine følelser i betragtning da vi skulle udspørger min mor. Jeg sad bare der, jeg kunne ikke engang sige hej til hende og fortælle hende jeg er okay. Det var bare meget hårdt at sidde der og høre på ham afhøre hende med spørgsmål efter spørgsmål. Især da det føltes som om han troede hun og Lucifer var sammensvorende" Nhakimiel lægger en hånd på hendes skulder,
"Jeg forstår godt hele den her situation er ubehagelig for dig, men jeg synes du skal huske at Gabriel gør jo det her for at hjælpe dig. Vi er begge bekymret for dig og hvis vi ikke kommer til bunds i det her mister vi dig. Michael venter bare på det rette øjeblik hvor han tage dig og spærre dig inde." Faith sætter sig op og ser på ham med et sorgmodigt blik,
"Jeg ville bare ønske alt det her ikke var nødvendigt. Min mor var tydeligvist stadig såret af hvad Lucifer havde gjort og jeg ville ønske at jeg kunne havde hjulpet hende med at komme af med den smerte." Nhakimiel tog blidt fat i hendes hænder og så hende dybt i øjnene,
"Det her er ikke din skyld, man kan ikke vælge sine forældre. Jeg forstår din frustration, men husk nu at du fik chancen for at se din mor igen og overordnet set har hun det godt. Hvis du fokusere på de gode aspekter så kommer du lettere igennem det her."

Nhakimiel rejser sig op giver hende et beroligende kys på panden og går hen for at lægge sig ned. Faith lægger sig ned med et svagt smil på læben.
"Godnat Nhakimiel"
"Godnat Faith"

Nhakimiel falder i søvn med det samme og det samme gør Faith.

---

Da hun åbner øjnene er der helt mørkt, hun rejser sig forsigtigt op i frygt for at hun rammer noget. Hun begynder så småt at bevæge sig hen mod døren, men det er ret svært da hun skal føle sig frem.
"Faith" hun høre en mand der hvisker,
"Hallo? Er det dig Gabriel?"
Faith ser sig omkring men uden held, der er stadig bælgravende mørkt.
"Faith"
Hun går gennem noget der føles som en dør men hun er ikke sikker da dørkammen føles underlig. Den er ujævn, kantede og endda lidt våd eller måske bare fugtig.
Faith går lidt længere i håb om at finde Gabriel, men pludselig snubler hun.
"Faith... kom herhen" den hviskende stemme er nu kommet tættere på.
"Gabriel jeg kan ikke se dig."
Hun ser et svagt lys længere fremme.
"Faith"
Hun rejser sig op og går hen imod det. Imens hun går undre hun sig over hvordan hun er i stand til at gå så langt uden at gå ind i en væg eller noget lignede.
Faith befinder sig nu foran en stor mørk dør, den er mindst 20 meter høj.

For foden af døren ser hun nogle ord, men hun genkender dem ikke.

"Omnes relinquite spes, o vos intrantes."

"Gad vide om det er latin" siger Faith tvivlsomt til sig selv,
"Du har ret" hun høre den samme stemme igen bare bag sig, og chokket for hende til at vende sig om med al hast.
Faith er ikke i stand til at se mandens ansigt kun hans øjne, der er som flammer. Før hun ved af det tager han hårdt fat i hendes arm.

---

Faith vågner med et sæt i sengen. Hun ser straks hen imod Nhakimiel men han er der ikke. Hun skynder sig ind i stuen, da hun har en overvældende fornemmelse om at der er sket ham og de andre noget.

"Nhakimiel! Gabriel!" Faith kommer løbende ind i stuen og løber hen for at kramme Gabriel, da han er den første hun ser.

Gabriel står inde i køkkenet, og de andre sidder på sofaen inde i stuen.

"Hvad sker der? Alt vel?" Gabriel ser bekymret ned på hende,

"Ja nu er det, jeg havde bare den mest ubehagelige drøm"
"Den må virkelig have påvirket dig siden du er så oprævet. Her sæt dig ned så laver jeg en kop te." Gabriel trækker en stol ud ved spisebordet til Faith og hun sætter sig ned. Nhakimiel kommer over og sætter sig ved siden af hende.

"Nå vil du fortælle mig hvad der skete? Det kan være det hjælper." Han smiler og giver hendes hånd et lille klem. Gabriel rækker Faith hendes te og sætter sig ned overfor hende.

"Det hele føltes så virkeligt. Jeg kunne knapt nok se noget bortset fra den her gigantiske dør og for foden af den stod der et eller andet på latin. Der var bare noget ildevarslende omkring det hele, men det der skræmte mig mest var manden med de flammende øjne som tog fat i mig. Han ville bare ikke give slip." Faiths blik var rettet ned i hendes te og det var som om hun gennemlevet det hele i dens blanke refleksion.

"Omnes relinquite spes, o vos intrantes." Faith vender sig hurtigt om da hun høre Michael sige det hun så i drømmen,
"Eller rettere sagt; Forlad al håb, I, der kommer ind." Han har nu rejst sig op fra sofaen og står lige bagved Faith. Hans blik er rettet mod Gabriel og han har et alvorligt udtryk i ansigtet.

"Hvordan viste du hvad der stod?" Spørger Faith men hun får intet svar,
"Michael... jeg ved hvad du tænker, men tag den med ro" Gabriel ser nervøst hen på Faith,
"Hun har været i kontakt med Lucifer"
"Du kan vel høre at hun er komplet uvidende om hvad det er der er sket." Gabriel kan ikke lide hvad Michael antyder.
"Lad være med at lege idiot Gabriel. Kan du ikke se hun prøver at få os til at tro at hun er et offer, men de mødtes foran en af Helvedes porte. Er det ikke bevis nok. Du må da indse at hun er i ledtog med Lucifer!"

Nhakimiel holder nøje øje med Faith for at sørge for at Michaels ord ikke udløser hendes kræfter.

Gabriel rejser op og går hen til Michael.
"Jeg synes du skal falde ned" Gabriel prøver at føre Michael lidt væk fra Faith,
"Siden hvornår er du blevet blind broder! Hun er en trussel og det er vores pligt at beskytte Faders rige, hvordan kan du ikke se jeg kun vil os det bedste!"
"Michael du vil da ikke spærre en uskyldig pige inde, især uden beviser. Broder stol nu på mig." Michael ser på Faith med foragt og der går et øjeblik før han svarer,
"Jeg stoler på dig, men problemet er at jeg stoler ikke på hende." Michael sukker dybt før at vælger at gå ud af hoveddøren, og døren smækker bag ham.

"Det nok for det bedste, at han lige for noget luft væk fra det hele" siger Nhakimiel roligt,
"Væk fra mig mener du vel" siger Faith sørgmodigt.