Held i uheld

Bryllupsfesten

Jeg sad oppe ved baren, og spejdede ud over festen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her bryllup kunne ha' været mit, hvis det ikke havde været for den åndssvage ferie. Nu sad jeg til dette flotte bryllup, hvor der selvfølgelig ikke var sparet på noget som helst, og skulle skrive om Graysons og Giselles kærlighedshistorie. Deres "og de levede lykkeligt til deres dages ende". Jeg vil ikke sige, at jeg var jaloux eller misundelig, men jeg indrømmer gerne, at det gjorde rigtig ondt at se dem sammen og vide, at de nu var gift. De havde trods alt kun kendt hinanden i 3 måneder. Alligevel blev de gift, og holdt en eventyrlig fest i smukke omgivelser! Men igen; ville et ægteskab med Grayson kunne gøre mig lykkelig? Jo længere tid, der gik siden ferien, jo mere blev jeg i tvivl. Jeg havde set sider af Grayson, som var forfærdelige, og det tror jeg ikke, jeg ville kunne leve med.

"Savannah?" Spurgte en lys stemme. Øv. Jeg var blevet genkendt. Jeg vendte mig om, og der stod Mrs. Lusk. Min tidligere svigermor. "Hej Georgia", sagde jeg akavet. "Det er Mrs. Lusk, nu hvor du ikke er sammen med min søn længere", sagde hun bestemt. Jeg nikkede. "Hvad laver du her?" Spurgte hun hårdt. Jeg viftede med min notesbog. "Tro det eller ej, så er det mig, der skriver om din søns bryllup", sagde jeg, og forsøgte at lyde munter. Mrs. Lusk kiggede på mig med smalle øjne, så ændrede hendes blik sig. Var det medlidenhed jeg så? "Det klæder dig ikke at lyve. Se hellere at komme væk. Hvad end du har gang i, så er det sørgeligt", sagde hun og gik inden jeg kunne nå at forsvare mig. "Det er hans eks. Tænk at hun har taget en sort kjole på", kunne jeg høre nogen hviske. Jeg skyndte mig videre. Forhåbentlig kunne jeg gemme mig et andet sted.

Det kunne jeg ikke. Rundt omkring kunne jeg høre gæsterne hviske mit navn. Jeg skulle have sagt til Melody, at jeg ikke ville dække det her bryllup, så snart hun fortalte hvis bryllup det var. Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne skrive en ordentlig artikel, hvis jeg var nødt til at gemme mig? I det mindste var jeg ikke stødt på de to turtelduer.

"Savannah?" Spurgte en stemme. Jeg stivnede. Jeg vendte mig langsomt om. "Grayson!" Udbrød jeg, og forsøgte at lyde selvsikker, hvilket fejlede fuldstændig. I stedet for stod jeg med et påklistret og nervøst smil. "Hvad laver du her?" Spurgte han hårdt. Han vidste tydeligvis ikke, at det var mig, der skulle skrive om brylluppet. "Jeg er..." Begyndte jeg. Grayson løftede sin hånd. Jeg hadede, når folk gjorde sådan noget. Grayson var rigtig slem til at gøre det. "Spar mig for dine søforklaringer. Vi ved alle hvorfor du er her, og svaret er nej", sagde Grayson hårdt, og sendte mig et blik der kunne dræbe. "Du misforstår.. " Begyndte jeg, men Grayson havde vendt sig om. Pyha. Grayson! Det er tid til ..." Giselle stoppede med at snakke, da hun så mig. "Åh ... Hvad laver du her?" Hun kiggede ondt på mig. Pis, pis, pis. Nu kunne det snart ikke blive værre. "Er det et sidste forsøg på at vinde Grayson tilbage? Hvor ynkeligt. Søde skat, han er gift med mig, og tror du virkelig, at han kunne finde på at finde sammen med dig, når han har mig?" Sagde Giselle, og sendte mig et overlegent og selvfedt smil. Jeg åbnede munden, men hun afbrød mig. Hvad var der med de to og afbryde folk? De fortjente virkelig hinanden. "Du må faktisk slet ikke være her. Det er ulovlig indtrængen, siden du ikke er inviteret. Nu finder jeg en vagt", sagde Giselle, og vinkede en vagt over. Okay, så planen gik ikke helt som forventet. Den gik faktisk meget værre. Hvis jeg bliver smidt ud, så mister jeg mit job. Jeg har slet ikke nok til at kunne skrive en halv artikel, og hvis jeg havde, så ville det ikke engang være en god halv artikel. Vagten kom tættere og tættere på. Til sidst stod han foran mig. Giselle pegede på mig. "Send hende væk! Hun er en MEGET uønsket gæst". Vagten tog fat i min arm. Det her var uden tvivl det mest flove øjeblik i mit liv.

"For søren, Savannah. Jeg kan da heller ikke efterlade dig et øjeblik, uden du kommer i problemer", sagde en varm stemme. Jeg vendte mig rundt, og der stod Drake. Han smilede til mig. "Mr. og Mrs. Lusk. Lykønskninger er vist på sin plads", sagde Drake, og gav Grayson hånden. Grayson takkede, og virkede en smule befippet over Drakes tilstedeværelse. Jeg kiggede på Giselle. Hun stod og tjekkede Drake ud. "Sig mig, Mr. Lusk. Hvordan kan det være, at Deres vagt har fat om min ledsagers arm? Har hun gjort noget forkert?" Spurgte han forundret. Grayson kiggede frem og tilbage på os. "Hun er ikke velkommen her. Hun var ikke inviteret, og det er derfor ulovlig indtrængen", sagde Giselle overlegent. Hun vidste tydeligvis ikke hvem Drake var, og hvor vigtig en klient han var for Grayson. "Javel ja. Men nu hvor hun er min ledsager, eller date kalder man det vel, så er hun jo inviteret. Der stod trods alt, at jeg måtte tage en ledsager med", sagde Drake roligt, og smilede til Giselle. Giselle åbnede munden, og skulle til at sige noget, men Grayson kom hende i forkøbet. "Jeg beklager, Mr. Walker. Jeg vidste ikke, at Savannah var her med Dem". "Nej, det er tydeligt. Måske De burde lære at være mere opmærksom. Det ville jo ikke have set godt ud, hvis De havde smidt Deres klients date ud", sagde Drake til Grayson. Hans tone var en smule skarp i det. Grayson nikkede til Drake. "Nej, det kan De have ret i, Mr. Walker", sagde Grayson. "Hvis De vil have mig undskyldt. Frøken Sargent og jeg har brugt nok tid på denne samtale", sagde Drake og lagde sin hånd på min ryg. Så vendte vi os om, og gik væk fra Grayson og Giselle.

"Tak", sagde jeg, og kiggede nervøst på Drake, imens vi begge satte os ned ved baren. "Ingen årsag. Men sig mig, Frøken Sargent. Hvorfor er De her dog?" Spurgte Drake og kiggede intenst på mig. Jeg skulede til ham. Det var selvfølgelig sødt af ham at redde mig fra at blive smidt ud OG ydmyget, men jeg havde ikke glemt vores biltur. Jeg var stadigvæk vred. Det er ikke fordi, jeg bærer nag. Jeg synes bare, at han opførte sig umådelig dårligt, og han kom aldrig med en undskyldning. Ingen af os sagde noget. Vi kiggede bare på hinanden. "Er du sikker på, at det er en god idé at snakke med mig?" Spurgte jeg ham. Min tone var hård. Først kiggede han undrende på mig, men kort tid efter fik han det der kolde blik i ansigtet. "Nej, det er jeg ikke. Faktisk burde jeg holde mig langt væk fra dig. Du er trods alt journalist", sagde han koldt. Han rejste sig op, og knappede sin jakke. Selvom jeg var vred på ham, så kunne jeg ikke lade være med at beundre ham. Som han stod der i lyset, i sit dyre jakkesæt, så han så mægtig ud. Pludselig forstod jeg godt, hvorfor Grayson blev så underdanig, når Drake snakkede til ham. Nok udstrålede Grayson magt og havde også en god portion af den, men Drake var i en liga for sig selv. Pludselig kiggede Drake på mig. Hans blik virkede så koldt, og det skræmte mig en smule. Drake gik et skridt frem og lænede sig ind mod mig. "Frøken Sargent. Hvis De forventer en undskyldning for dengang i bilen, så kommer du til at vente længe. Jeg har ingen intentioner om at undskylde over, at jeg værner om mit privatliv", sagde han lavt. Jeg skulle til at gøre indsigelser, men han afbrød mig. "Farvel, Frøken Sargent", sagde han og begyndte at gå væk. "Åh, forresten. Der er en uskreven regel om, at man udover hvid, ikke tager sort kjole på til et bryllup. Det betyder lidt, at De er i sorg over, at brudeparret er blevet gift. Måske De skulle skifte", sagde han, og gik væk med hastige skridt. Pis. Hvorfor var der ikke nogen der havde fortalt mig, om det med sorte kjoler? Jeg kiggede efter ham. Så tog jeg mine ting. Ingen ville tro på historien om, at jeg var Drakes date, når vi ignorerede hinanden på den måde, så jeg besluttede mig for at smutte. Jeg ville alligevel ikke kunne interviewe gæsterne eller brudeparret.

Jeg stod og ventede på en taxa, da min telefon ringede. "Hallo?" Svarede jeg en smule træt. "Savannah! Det er Cassie!" Sagde hun meget begejstret. "Hej Cassie. Hvad så?" Spurgte jeg. "Jamen, jeg ville bare høre, om du har lyst til, at mødes ved vores sædvanlige sted, og spise aftensmad? Så vi kan have en rigtig tøseaften?" Spurgte hun begejstret. Jeg tænkte mig om i et kort øjeblik. Det kunne egentlig være meget hyggeligt, men samtidig kunne det også være rart bare at komme hjem og slappe af. "Cass, jeg har haft den længste og mest forfærdelige dag, så jeg springer over den her gang", sagde jeg. "Er det noget du vil tale om?" Spurgte Cassie. "Ikke lige nu. Jeg ringer senere. Så skal jeg nok fortælle dig det hele". Inderst inde havde jeg ikke lyst til at fortælle hende noget. Den her dag skulle bare glemmes, og jo færre der kendte til den, jo færre kunne minde mig om den.