Held i uheld

Likvidi-hvaffor-noget?

"Jeg finder aldrig et job", sukkede jeg. "Pjat med dig. Du skal nok finde noget", sagde Cassie, og smilede til mig. Gid jeg var ligeså optimistisk som hende. "Der er gået en måned, og jeg har kun fået afslag. Det nytter jo ikke, at søge noget", sagde jeg. "Savannah Sargent! Nu stopper du altså. Prøv at være lidt optimistisk. Jeg ved godt, at tingene ikke lige er, som du gerne vil have dem, men det skal nok vende på et tidspunkt. Men det kræver altså, at du er en smule optimistisk", sagde hun bestemt. Jeg kiggede på hende. Jeg følte mig lidt som en hund, der lige var blevet sat på plads af sin ejer. "Ved du hvad? Jeg så tidligere i dag, at der er et foredrag omkring, hvordan man ligesom løfter sig, efter at have mistet sit job. Vi tager til det!" Sagde Cassie begejstret. Jeg kiggede på hende. Det mente hun bare ikke. "Cassie, du har et job, så der er ingen grund til, at du tager til det", sagde jeg i et forsøg på, at komme uden om det. Men hvis jeg kendte Cassie ret, så ville hun ikke give op. "Nej, men derfor kan jeg jo godt tage med alligevel. For at støtte dig", sagde hun, og sendte mig et smil. Hun hyggede sig rigtig meget med det her. "Fint", sagde jeg, og fortsatte; "Lad os tage til det", sagde jeg. "Super! Jeg ringer efter en taxa med det samme", sagde Cassie. "Skal vi allerede af sted?" Spurgte jeg. Cassie nikkede. "Jeg ringede tidligere i dag og spurgte, om der var ledige pladser, og det var der. Så dem reserverede jeg til os", sagde hun muntert. "Godt, du kunne fortælle mig det nu, så", sagde jeg sarkastisk. "Ja, ikk'?" Sagde hun, og fortsatte; "Pak dine ting. Taxaen er her om 10 minutter", sagde hun.

Taxaen satte os af ved en stor bygning. Da vi trådte ind i bygning, blev vi mødt af en ung kvinde, som sendte os et stort smil. Det så en smule påklistret ud. "Har I en aftale?" Spurgte kvinden. "Ja, vi skal til det der foredrag", sagde Cassie, og sendte hende et smil. "Åh ... Følg I med mig. Så skal jeg nok viser jer, hvor I skal være", sagde hun, og begyndte at gå. Vi fulgte efter hende, og kom frem til et kæmpe konferencerum. Der sad allerede en masse mennesker. I den ene ende af lokalet, var der et langt podie, hvor der stod nogle stole. Det var sikkert til dem, der skulle stå og snakke. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være her. Jeg var så demotiveret, og jeg havde på fornemmelsen, at det her ville blive rigtig kedeligt.

Og hvor fik jeg ret. Jeg var ikke ligefrem målgruppen, for det her foredrag. Det handlede mest om forretningsmetoder, og hvordan man kunne nå sine mål – indenfor forretningsverden. Jeg kiggede uimponeret på Cassie. Hun sendte mig sit "hov"-smil. "Så er det blevet tid til en lille pause, inden vores hovedtaler kommer på", sagde kvinden, der holdt foredraget. Hun var iført en sort højtaljet nederdel, en rød top, der virkelig komplementerede hende overkrop, og en sort blazer. Hun var iført sorte stiletter, som gjorde hende ben endnu længere, end de sikkert var. Det var et rigtigt forretningslook, som hun bar utrolig godt. "Der er vand og frugt hende ved bordet", sagde hun. "Cassie, nu smutter vi altså. Det her kan jeg slet ikke bruge til noget", hviskede jeg. "Jeg tager lige noget at drikke. Så kan vi smutte", sagde Cassie, og gik hen til bordet med forfriskninger. Jeg begyndte at pakke mine ting sammen, og gik hen til Cassie. "Skal vi?" Sagde jeg. Jeg ville gerne af sted inden folk begyndte at sætte sig igen. Cassie nikkede. "Jeg henter lige mine ting", sagde hun, og skyndte sig hen til sin stol. "Det var tidligt I går. Vi er ikke færdige endnu", sagde en stemme bag mig. Jeg stivnede. Så meget for at snige ud. "Øøøh ...", startede jeg. "Absolut ikke. Det er utroligt spændende", sagde Cassie, som var kommet over i mellemtiden. Jeg skulede til hende. Hun smilede stort til mig, og hviskede "Jeg gør det for din skyld", i mit øre. Jeg kiggede op, og der stod Drake. Af alle steder jeg skulle møde ham, så skulle det selvfølgelig være her. "Mr. Walker! Hvad laver du dog her?" Spurgte jeg forbavset. "Jeg kunne spørge Dem, om det samme. Men for at besvare dit spørgsmål, så er jeg hovedtaleren", sagde han roligt. "Nåh ... Okay ... Spændende ... æhm ...", stammede jeg. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Han virkede så kølig og professionel, men der var også et hint af drilleri. Men han var her selvfølgelig også i et professionelt ærinde. Drake blev ved med at kigge på mig, men jeg kunne ikke sige noget til ham. Min tunge slog knuder, så vi stod bare i stilhed. "Hej, Mr. Walker. Mit navn er Cassie Davenport. Jeg er Savannahs bedste veninde", sagde Cassie. Hun forsøgte tydeligvis at redde mig. "Rart at møde dem, frøken Davenport", sagde Drake, og rakte hende hånden. "Jeg er desværre nødt til at forlade jer. Det var hyggeligt at møde Dem, frøken Davenport. Frøken Sargent, altid en fornøjelse", sagde han, og smilede til os. Så gik han videre, og op mod podiet. Jeg begyndte at gå hen mod døren. "Hvad laver du, Savannah?" Hviskede Cassie. "Jeg går. Det var jo det, vi havde aftalt", sagde jeg, og kiggede på Cassie. Hun smilede stort til mig. Det kunne ikke betyde noget godt. "Vi går ingen steder, Savannah. Slet ikke, når Mr. Walker skal på scenen. Der er pludselig noget, der er værd at se på", sagde hun, og grinede smørret til mig. Jeg rystede på hovedet. Der røg det håb om, at komme tidligere hjem. Jeg sukkede, og vi gik begge tilbage til vores plads.